Direktør Henning Barsøe, som 1. september 2012 blev ansat i Svendborg Sparekasse med henblik på at overtage stillingen som administrerende direktør pr. 30. september 2012, har overraskende meddelt, at han ønsker at fratræde jobbet. Det oplyser sparekassen onsdag.
Som begrundelse anfører Henning Barsøe, at han har undervurderet omfanget af de mange administrative udfordringer, der er en del af jobbet som adm. direktør i et mindre pengeinstitut som Svendborg Sparekasse.
Den 52-årige Henning Barsøe havde ellers glædet sig til at tage fat på udfordringerne på Sydfyn, fremgår det af præsentationen af ham i en pressemeddelelse fra 20. august. Af den fremgik det også, at Henning Barsøe er bankuddannet og at han har en lang bankmæssig og ledelsesmæssig erfaring fra Sydbank, hvor han har været regionsdirektør siden 1997. Men det rakte altså ikke til Svendborg Sparekasse.
Bestyrelsen i sparekassen har med beklagelse taget beslutningen til efterretning, og det er aftalt at Henning Barsøe fritstilles.
Sparekassens nuværende administrerende direktør Svend Erik Krachts planlagte fratræden 30. september 2012 er derfor udskudt indtil bestyrelsen har ansat en ny direktør.
Den kommende direktørs overraskende opsigelse betyder, at Svend Erik Krachts afskedsreception, der skulle finde sted på fredag, også er udskudt.
