Den spanske fødevareminister Rosa Aguilar tager en lille bid af en af sit lands agurker.
Siger:” Mmm, den smager godt”, mens hun kigger demonstrativt ind i kameraets linse.   

Klippet af en agurke-spisende spansk minister ligger på BBC News og indgår som en del af den modoffensiv, som Spanien er gået i.

Missionen er at blive frikendt for de massive anklager om, at spanske agurker er bærere af den afart af bakterien VTEC, der indtil videre har gjort mere end tusinde mennesker syge og kostet 16 livet.

Rosa Aguilar langer specielt kraftigt ud efter Tyskland, som hun mener, alt for hurtigt – og uden et egentlig videnskabeligt grundlag – har peget på spanske agurker som bærer af bakterien.

Da udbruddet startede, vendte Tyskland hurtigt blikket mod blandt andet økologiske agurker fra Spanien.

”Vi er meget skuffede over den måde, som tyskerne håndterer situationen på,” siger den spanske fødevareminister til BBC News.

“Vi ønsker at Tyskland skal fremlægge de nødvendige informationer fra deres undersøgelse, så EU kan få at vide, hvad der er skyld i udbruddet,” siger Rosa Aguilar.

Uansvarligt at tie

Tyskerne tager på den anden side til genmæle. Da myndighederne i Hamborg i sidste uge fandt VTEC bakterien i fire agurker – hvoraf tre af dem var importeret fra Spanien – ville det have været uansvarligt ikke at råbe vagt i gevær omkring.

Også selv om bakterien, der blev fundet, ikke var af den samme som den, der er fundet i patienterne. 

”Det ville have været uansvarligt med det antal syge mennesker, der var, at tie omkring en velbegrundet mistanke. At beskytte folks liv er vigtigere end økonomisk interesser,” siger Hamborgs sundhedsborgmester, Cornelia Pruefer-Storcks, til BBC News.

Håb om et klart svar

Hvilke agurker og hvorfra, der er bærer af bakterien, er stadig en gåde. I går blev danske agurker frikendt, og der er også stadig stor tvivl om både de spanske og hollandske agurker, tomater og salat.

Forhåbentlig kommer svaret lidt nærmere senere i dag, når EU Kommissionen fremlægger det, som Kommissionens talskvinde, Pia Ahrenkilde Hansen, på en pressebriefing i går, kaldte:
”En lidt mere håndfast konklusion om, hvor bakterien stammer fra."

Fødevareberedskabschef, Kim Vandrup Sigsgaard, tvivler dog på, at EU Kommissionens konklusioner på nuværende tidspunkt vil komme problemet ret meget nærmere end at fokus stadig vil være på grøntsager. Specielt i og fra Nordtyskland, hvor udbruddet er størst.