Flere store hotelkomplekser og resortområder i udlandet har tilknyttet deres egen læge, og beder du om hjælp i receptionen, vil du blive henvist til hotellægen. Men flere konkrete sager med store regninger fra de udenlandske hotellers egne læger får nu forsikringsselskabernes assistanceorganisation SOS International til at råbe op.

»Vores klare anbefaling er, at man undgår at bruge hotellægerne, da de sjældent accepterer en betalingsgaranti fra et forsikringsselskab, men tvinger patienten til at underskrive en kontrakt og betale en ofte høj pris for behandlingen med kreditkort,« siger læge Poul Crone fra SOS International.

Det er særligt i amerikanske storbyer som New York og San Francisco, at hotellerne henviser til deres egen læge, men også i Sydeuropa er hoteller i Grækenland og Spanien begyndt at lave aftaler med klinikker, hvor lægerne ikke godtager en betalingsgaranti fra forsikringsselskabet og i stedet kræver kontant betaling. For selv om du har en god rejseforsikring, risikerer du at skulle lægge ud for behandlingen, og det kan ende med at blive dyrt, lyder det fra SOS International.

Eksempelvis fik to danske patienter med ondt i ryggen stillet den samme diagnose af henholdsvis en hotellæge og en såkaldt ’urgent care’-klinik, der lå i samme område, mens de var på ferie i New York. Hotellægen skrev dog en regning på næsten 26.000 danske kroner, mens samme behandling på klinikken kostede lidt under 1.300 kr.

Hos et af landets største forsikringsselskaber, Alm. Brand, kender man til flere lignende sager. Skadedirektør Brian Wahl Olsen opfordrer til at kontakte SOS Internationals alarmcentral som det første, hvis man får brug for lægehjælp på ferien.

»På den måde er man sikker på at få behandling et sted, vi kan stå inde for. Samtidig behøver man ikke bekymre sig om at skulle lægge penge ud og gemme kvitteringer, som skal refunderes, når man er hjemme igen,« siger Brian Wahl Olsen.