Bogen er ét bind ud af fem om Danmarks kolonier, som erstatter det gamle »Danske Tropekolonier«, som sidst udkom i 1960erne. Det nye bind I om Dansk Vestindien, er skrevet af vore bedste eksperter og med anvendelse af det omfattende arkivmateriale, som administrationen af øerne kastede af sig. Det gør, at bogen vrimler med nye skæbner og indsigter, der gør det til berigende læsning. Forfatterne gør meget ud at fortælle historien med udgangspunkt i øernes befolkning, så det ikke blive en tør administrationshistorisk fortælling om, hvordan Danmark herskede over øerne.
Det, der slår læseren fra de første sider, er, hvor kulørt og sammensat historien er. Der var ikke blot tale om sorte over for hvide, men om et mylder af forskellige farvenuancer. Det er ikke for at bortforklare, at de hvide udviste »brutal undertrykkelse«, men historien var en kompliceret affære med mange farveskalaer. De første slavearbejdere på øerne var selvfølgelig de sorte, hvis grumme skæbner under overfarten og siden på plantagerne bogen skildrer ned til mindste tragiske detalje. Desuden arbejdede fanger og de såkaldte servinger i markerne. Fangerne var folk, som havde begået alvorlige forbrydelser i Danmark og afsonede lange fængselsdomme. De kom hovedsageligt fra samfundets nederste lag, men der var også en præst, der var dømt for ægteskabsbrud, forargeligt levned, mened og falskneri. Han døde af hårdt arbejde og sygdom, inden der var gået et halvt år. Servinger var unge mennesker, der meldte sig mere eller mindre frivilligt til at tage til Dansk Vestindien. Også disse unge mennesker blev behandlet usselt og brugt til hårdt arbejde. Hverken fanger eller servinger kom til at udgøre en stor del af befolkningen, der i 1754 talte 16.172 personer, hvoraf de 14.409 var sorte slaver.