Michel Houellebecq kan være svær at holde ud. Det er derfor, at det er så lysbetonet af læse ham. Det er ikke så paradoksalt, som det lyder.

Franskmandens nogle gange næsten-uudholdelighed hænger sammen med, at han med enestående konsekvens eliminerer de forventninger, man som verdensborger måtte have om en bare nogenlunde holdbar fremtid for verden og menneskene. Når det samtidig er en fryd at dykke ned i hans værk, skyldes det, at han som alle virkelig store forfattere i selve sin måde at skrive på undergraver sin egen pessisme.

Eller man kan sige det sådan, at så længe der kan skrives romaner, som på alle planer og så suverænt fører det til ende, de har sat sig for, er der stadig en slags håb.

Den lysende skrift bliver et dementi af mørket, og derfor skal man læse hans sorte romaner, også selv om man skal være forberedt på, at ens indre kyniker for en stund vil blive stimuleret. Og også selv om man måske for en stund bliver bestyrket i sin tro på sjælens og kroppens ubodelige ensomhed. Det er risikoen værd.

Michel Houellebecq gjorde første gang seriøst opmærksom på sit forfatterjeg med romandebuten, »Udvidelse af kampzonen« fra 1994. Hovedpersonen her er en 30-årig ungkarl, der hverken har stor personlig charme eller et godt udseende at byde ind med. Det, kvinder efterspørger, har han med andre ord ikke, og han er i den forstand intenst houellebecqsk. Stedt i en verden, hvor en smule sex, lidt penge, nogle oplevelser måske kan dulme smerten, men heller ikke meget mere.

I Michel Houellebecqs næste roman, »Elementarpartikler« fra 1998, er der to brødre i 50erne. Bruno, læreren, er besat af sex, men har ikke meget held med det andet køn. Michel, der er en berømt forsker med speciale i molekylærbiologi, interesserer sig ikke meget for hverken kvinder eller kødelighed. Den erotiske mislykkethed er et fælles vilkår. Det er måden, der er forskellig. Der er ikke meget håb. I de næste romaner går det ikke meget bedre.

I »Platform« (2001) tager hovedpersonen, Michel (her er han igen, Michel!), konsekvensen af dén totale markedsgørelse af seksualiteten, han kan iagttage globalt. Han er med til at skabe en kæde af eksotiske hoteller, hvis fremmeste formål er at skabe seksuelle kontakter mellem vestlige turister og lokale, og det udvikler sig til en gigantisk succes, men ender i en katastrofe, som både er symbolsk og konkret.

Efterfølgeren, »Muligheden af en ø« fra 2005, er lige så kuldslået, formmæssigt går den nye veje med dens præsentationer af en række fremtidige kloner af den samme oprindelige nutids-Daniel, der tager sit eget liv efter en modbydeligt mislykket kærlighedsaffære.

Det handler i smertelig høj grad om kærlighedens smerte og kærlighedens umulighed. Det handler om sex som lindring, der aldrig helt lindrer. Det handler også om det klonede, følelseskolde menneske som en mulig udvej for menneskene. Det er voldsomt og ubehageligt og lyder i referat temmelig langt ude. Det er det også. På den gode måde.

Skal man som nystartende Houellebecq-læser kun læse én Houellebecq-roman denne sommer, kan man passende begynde med det sted, hvor det hele begyndte, med »Udvidelse af kampzonen«. Alternativt vil jeg anbefale forfatterens seneste (og efter min mening allerbedste) roman, »Kortet og landskabet«, der udkom i 2010 og blev hædret med Frankrigs fineste litteraturpris, Le Prix Goncourt.

Forfatteren går heller ikke her på kompromis med sin grundlæggende pessimisme, men det seksuelle er mindre tydeligt, ja, faktisk er romanen helt uden den erotik uden omsvøb, som ellers har kendetegnet forfatterskabet.

Til gengæld gennemspiller romanen ganske suverænt temaerne kunsten i verden og kunstneren i verden, med de reelt eksisterende verdensstjerner Jeff Koons og Damien Hirst på gæsteoptræden. Hovedpersonen, Ted Martin, får succes med de billeder, som romanens titel refererer til, og han bliver styrtende rig, sådan som nogle kunstnere bliver det, når de rammer tidsånden rent. Han får kontakt til en forhutlet forfatter ved navn Michel Houellebecq, der dør en voldsom død. Han trækker sig tilbage fra verden.

Michel Houellebecq er ikke bare en kompromisløs forfatter og en kontroversiel skikkelse. Han er også en af Frankrigs mest læste og oversatte nulevende forfattere overhovedet. Hvilket om ikke andet viser, at der findes masser af læsere, der gerne vil andet og mere end stryges med hårene. Det er da i hvert fald en tanke, der er til at holde ud. Midt i al uudholdeligheden.