Frygten for, at robotter vil sende masser af mennesker ud i arbejdsløshed, må ikke lægge hindringer i vejen for nye og måske banebrydende, teknologiske opfindelser. I stedet skal vi alle sikre, at vores børn bliver uddannet til jobs, der er fremtid i.

Det siger topchefen for den japanske elektronikgigant Sony, Kazuo Hirai, som Berlingske mødte på verdens største elektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), i Las Vegas.

»Det handler om, hvilken uddannelse vi giver vores børn - at vi får dem uddannet til jobs, som ikke overtages af robotter. Så må vi genoptræne folk, så ingen bliver ladt tilbage. Men det er virkeligt farligt, hvis vi ikke kan innovere,« siger Kazuo Hirai, der selv står i spidsen for omkring 125.000 medarbejdere på verdensplan.

Der er dog grænser...

Sony eksperimenterer selv med robotter og med kunstig intelligens, hvor software kan lære at genkende folks handle- og arbejdsmønstre, så den kan tilpasse sig og komme med relevante svar eller vise relavente funktioner, der kan spare brugeren tid.

Små robotter til hjemmene vil komme fra Sony, er Kazuo Hirai sikker på, men Sony satser langt bredere på området og vil også ind på fabriksautomatisering og logistik.

Der er dog på nogle områder langt igen, før robotterne er kloge nok til at kunne erstatte den menneskelige arbejdskraft.

»Jeg lyttede forleden til musik komponeret af kunstig intelligens - og jeg må sige, at der er lang vej igen! På andre områder kan der dog ske noget,« fastslår Sony-topchefen.