Familierne til udsendte soldater lever i det daglige i nogen grad i uvished om, hvordan det går deres kære. Et brev, et telefonopkald, en hilsen, et livstegn betyder alt. Med jævne mellemrum sender soldaterne nyhedsbreve hjem til familierne om livet ved fronten og i lejren. Normalt er det med smil, glade historier og søde ord.

Nyhedsbrev nummer 3 fra den 21.marts 2008 er anderledes. Til tider kan det være svært at rekonstruere, hvad der præcis sker, når en soldat falder i kamp. Men i dette rå og detaljerede nyhedsbrev giver ni kolleger til Sonny Kappel Jakobsen og Christian Damholt en minutiøs gengivelse af, hvad der skete for dem den morgen, hvor magtesløshed, fortvivlelse, angst og smerte overtog. Dagen, hvor to mænd, der var rejst ud for at genopbygge det civile Afghanistan, blev ofre for en selvmordsbomber. “Mandag den 17. marts er en dag, der altid vil blive husket af os alle. Den 17. marts oplevede vi, hvordan verden med ét slag kan ændre sig. Den dag har sat sit evige præg på os – alle som en,” begynder nyhedsbrevet.

Græshoppen

Vinden suser frit og uhindret over den flade hede, som omkranser soldaterbyen Oksbøl mellem Varde og Vejers Strand ved Vesterhavet. Man forestiller sig menneskene her som furede, vejrbidte og alvorstunge skikkelser, og fotoet af Sonny Kappel Jakobsen, som Forsvaret sendte ud til medierne efter hans død, bekræfter til dels indtrykket: Det furede og det vejrbidte er i den 45-årige mands ansigt. Men der er noget, som forstyrrer. Blikket afslører en mildhed, og kigger man godt efter, opdager man en finurlig detalje. På hans T-shirt sidder et stort, grønt, levende dyr: en græshoppe. Hvor kommer denne mildhed og det skæve indfald med græshoppen fra?

Thyra Andersen, Sonnys enke, bor stadig i parrets parcelhus i Oksbøl, og den smilende, lyshårede kvinde byder hjerteligt indenfor og brygger som det første en kop te. I løbet af de næste par timers samtale besvarer hun spørgsmålet, så man ikke betvivler, at det milde og humoren på billedet af hendes mand ikke er en fejl. Begge karaktertræk var ægte nok og stak dybt.

Da seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen meldte sig til tjeneste for genopbygningsenheden CIMIC i Afghanistan, satte han sig først ned med sin kone og fik styr på, hvad der skulle ske, hvis uheldet var ude. De gik i banken og fik ordnet det økonomiske. Han sagde igen og igen, at han hellere kom hjem i en kiste end som krøbling, og så insisterede han på en sidste ting: “Han sagde til mig: ‘Thyra, dør jeg, så lov mig, at du finder en anden’,” siger Thyra. Sonny var en mand, som så praktisk på tilværelsen og havde styr på tingene. Han gik op i reglementeret påklædning. Kolleger fra kasernen har fortalt om hans disciplin og pligtopfyldenhed. Hans kone kan supplere med ord som “rolig”, “velovervejet” og “tillidsvækkende”. En mand, som var stort set umulig at hidse op, og som ikke så nogen grund til at skændes: “Han sagde altid, hvad han mente. Men vi har aldrig skændtes, for vi sørgede for at få snakket tingene igennem, inden vi kom så langt,” siger hun.

Sonnys mor, Ingelise Jakobsen fra barndomsbyen Glamsbjerg på Vestfyn, kan på samme måde fortælle, at “der ikke var denne rodløshed eller ubetænksomhed over ham, som der kan være over andre. Han vidste præcis, hvem han var, og hvad han ville.”

I mindeordene fra Hærens Operative Kommando hedder det, at seniorsergenten var “en rigtig mand”. Det fremgår ikke, hvad der præcis menes med det, men mindeordene går på hans livslange militærkarriere, som gjorde ham til en af de fremmeste IT-eksperter på Hærens Kampskole. Her specialiserede han sig blandt andet i computerbaserede kampvognssimulationer. Et computerspil, som for hæren er ramme alvor.

Så langt holder det alvorstunge og lidt machoagtige stik. Ingelise taler om, at sønnen havde en “hård skal”, og mange fik aldrig set andet end den. De første gange, Thyra mødte Sonny, var det også den “hårde skal”, hun lagde mærke til. Det kan udenforstående så undre sig over, omstændighederne taget i betragtning. For Thyra mødte den hårde mand til babysvømning. Gennem en fælles bekendt var de begge blevet overtalt til at blive instruktører. Vennen havde i dem begge set en rolig og tillidsvækkende personlighed med pædagogiske evner – lige, hvad de svømmende babyer og deres famlende forældre havde brug for. Men det var langt fra, hvad de to nye instruktører så i hinanden. I Thyras øjne var Sonny “en overlegen skid”. I Sonnys øjne var Thyra, har han senere fortalt hende, en “sur kælling”. Derfor hilste de end ikke på hinanden den første tid. Til deres fælles vens store fortvivlelse. For den dårlige stemning mellem dem smittede af, og til en julefrokost trak han dem til sig og tryglede: Kunne de dog i det mindste ikke hilse ordentligt på hinanden? Det indvilligede de i. Resten er en kærlighedshistorie: “Jeg gik hjem fra den julefrokost og tænkte, at han egentlig var meget sød. Vi har siden snakket om, at vi begge allerede da vidste, at det skulle blive os. Jeg var faktisk slet ikke i tvivl. Han ramte noget i mig,” siger Thyra.

Der var blot et problem. Thyra havde året forinden giftet sig med sin kæreste, faren til hendes to små døtre. Det var et problem, som skulle løses. Det blev det. I maj rykkede eksmanden ud, og Sonny ind. Han købte endda eksmandens halvpart af huset. I sin nye tilværelse som samboende og bonusfar afslørede Sonny andre træk, som fortæller om en blød kerne inde bag den hårde skal. Folk skulle bare gøre en indsats for at blive lukket ind; det var lykkedes for Thyra, og hendes døtre, Mia og Jenny på dengang tre og to år, fik adgang øjeblikkeligt: “De forgudede ham. Især den mindste af dem, Jenny, har lige siden betragtet Sonny som sin far.”

Første mand på dansegulvet

Det var Sonny, som med årene blev hovedansvarlig for at køre pigerne til og fra skole, til gymnastik, læge og tandlæge. Havde de glemt madpakken, skulle de bare ringe; så kørte han hjem fra kasernen og hentede den. Da han senere tog til Afghanistan, var det første gang, Thyra skulle undvære sin mand i længere tid. Først da gik det rigtigt op for hende, hvor meget han egentlig havde taget sig af de tre døtre – en tredje datter, Ida, var i mellemtiden kommet til.

“Jeg havde indimellem brokket mig over, at han altid sad ved computeren, når han kom hjem fra arbejde. Sådan havde jeg følt det. Men pludselig skulle jeg selv klare alle ting sammen med børnene, og jeg blev ærlig talt overrasket over, hvor meget der var at se til. Jeg ringede til ham og gjorde klart, at hvis jeg nogensinde brokkede mig igen, så skulle han bare bede mig om at tie stille.”

Når Thyra tænker tilbage på sine år med Sonny, er det de sider, hun først kommer i tanke om. Og hans kærlighed til musik – blues, pop, rock, klassisk. Han var betaget af de store kræfter og følelser, som opera slap løs, og på samme måde var han vild med musicals. Hvert år rev ægteparret fire dage ud af kalenderen og tilbragte dem på teatre i London. Når der var fest, var Sonny altid første mand på dansegulvet. I deres sidste år sammen lykkedes det hende endda at hive ham med til standard- og latinamerikansk dans; noget, han viste sig at være en ørn til: “Det var rart at blive taget i armene af en mand, som ville føre. Det sker ikke så tit,” smiler Thyra. De nåede ikke afdansningsballet i marts 2008, for han var rejst til Afghanistan i februar. Men han lovede at være klar til næste sæson og mente det alvorligt. Naboerne så mere end én gang Sonny stå og ryge i garagen – det var forbudt indenfor – mens han øvede sine dansetrin.

Thyra husker også hans klæbehjerne og interesse for historie, politik og alle former for videnskab. Alle ville være på Sonnys hold, når de spillede Trivial Pursuit; han var vennen, man ville ringe til, hvis man nogensinde kom med i “Hvem vil være millionær?”. Men trods alle disse bløde sider var Sonny først og sidst soldat: “Han var begejstret for at skulle til Afghanistan. Her var endelig hans chance for at bruge det, han havde brugt 25 år på at blive god til. Han kunne ikke forestille sig et bedre job,” siger hans kone.

Alle hans breve hjem og hans dagbog vidner om, at han trivedes dernede, selv om der i en CIMIC-gruppe som Sonnys kunne opstå gnidninger. CIMIC (Civilian Military Coorporation) er med til at genopbygge Afghanistan. I sammenligning med kamptropperne og deres nyudklækkede konstabler på 20 år var der i CIMIC tale om ældre og modne mænd, som havde mere fastgroede overbevisninger om, hvordan tingene skulle gøres. Som dagene gik, begyndte det at irritere Sonny, husker Thyra. Men det var trods alt småting. Det opvejedes til fulde af at se glæden, når CIMIC havde skabt nye og bedre rammer blandt de lokale afghanere: “Det største for ham var at være inde på en skole med en tavle. At se elevernes glæde over noget, som vi herhjemme betragter som helt selvfølgeligt, rørte ham, og han gjorde meget ud af at fortælle det til vores piger. Det var jo sådan, han havde “solgt” turen til dem: Far skulle ned og bygge skoler, så de afghanske børn kunne få det lige så godt som dem.”

Ramt af IED

Den 17. marts 2008 var Sonny ifølge det nyhedsbrev, som hans kolleger senere skrev hjem, netop på vej ud for at besigtige en skole i byen Gereshk. Han var på patruljehold med kollegaen Christian Damholt, og de to havde denne morgen fået selskab af en kvindelig soldat, som normalt betjente radioer og computere inde i lejren. Hun, Sanne, trængte til at komme ud af lejren. Ud i den afghanske virkelighed. Sonny og Christian var entusiastiske, da de mødtes den varme solskinsmorgen: Med en kvinde på patruljeholdet var chancen for at komme i kontakt med de afghanske kvinder inde i Gereshk mærkbart forøget. Men CIMIC-holdet med Sonny, Christian og Sanne havde ikke været væk længe, før morgenrutinen blev afbrudt, skrives det i nyhedsbrevet: »En kollega haster mod operationsrummet: ’Patruljen i Gereshk er blevet ramt af en IED. Har I fået informationen?’ Morgensolen brænder nu [...] Verden står stille hos os – vi holder alle vejret, håber og beder til det bedste. Der er ikke meget information at få i operationsrummet endnu. Det flyvende kamera RAVEN viser billeder fra [Gereshk]. Eksplosionsstedet kan ses, men der er mennesker, som går rundt. Det virker ikke, som om der er kaos. Alt kan være rimeligt endnu. Telefonen ringer, og vagthavende taler højt, mens han noterer. Melding om en tjekke, en brite ... og en dansker. Nej. Åh nej. Hvad er det? Hvem er det?«

Jens går op til infirmeriet for at høre, om de har flere oplysninger. Han finder Sanne siddende – under behandling på en bænk.[...] Sanne er i en choktilstand og har trykskader i hovedet – hendes ene kind er hævet meget op, og hun har en delrifter og flænger fra stenslag. Den glade, kønne pige ligner slet ikke sig selv.[...] Hun beder om at tale med ham alene, og sygeplejersken går. Jens sætter sig på hug ved hende og lægger en hånd på hendes knæ. ’De klarede den ikke’, siger hun. ’Hvad? Hvad mener du?’ [spørger Jens]. ’Christian og Sonny – de klarede den ikke’, gentager hun. Verden lukker sig. De klarede den ikke [...] Kræfterne forlader kroppen. Jens sætter sig ned og græder. Det mest utænkelige, mest forfærdelige er sket. Vores værste mareridt – og vi går rundt midt i det. Vi vågner ikke om lidt og tørrer sveden af panden. Det er sket.”

Da eftermiddagen begyndte i CIMIC-folkenes lejr, var der kommet overblik: En selvmordsterrorist havde – på åben gade i Gereshk – sprængt sig selv i luften. Midt i gruppen af danske soldater. En kugle fra bomben havde ramt Sonny få millimeter over fragmentationsvesten og var gået direkte ind i hjertet. Han var død på stedet.

En stor uretfærdighed

Snakken om køkkenbordet hjemme i Oksbøl er kommet ind på de tunge emner, og Thyra må for første gang denne formiddag finde en papirserviet frem:

“Jeg kan bedre lide at tænke på de gode ting. Det er faktisk rart at tale om dem igen,” siger hun. Så vi springer de mange timer og dage med sorg og ulykkelige børn over. Der har været mange af dem, og der vil komme flere. Men Thyra fortæller en enkelt ting, som har bidt sig særligt fast. Den yngste datter Ida spurgte hende en dag på kirkegården, om de nu stod “oven på far”. Om “ormene nu havde spist ham.”

For Thyra var det et lammende øjeblik: “Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. I virkeligheden var det jo et sundhedstegn, at pigerne bare spurgte. De havde snakket om i skolen, at man bliver spist, når man er begravet, og for Ida var det ikke forbundet med andet end nysgerrighed. De er i virkeligheden bedre til at tackle det, end jeg er.”

Vi kigger igen på fotoet af hendes mand. Da medierne bragte billedet efter hans død, var det ofte beskåret, så det grønne insekt ikke var med. Hvorfor er et godt spørgsmål. Måske var nogen i Forsvaret bekymret for, om det pjattede i at have en græshoppe spankulerende på brystet ville forstyrre vores forventning om en alvorstung soldat. Men ved at skære det væk, skar man også en del af mennesket væk. Det var netop det menneske, som krigen stjal fra Thyra, Jenny, Mia og Ida.

Thyra Andersen har siden tænkt på, om hun er vred. “Men det eneste, jeg er vred på, er Taleban, og det hjælper jo ikke noget,” siger hun. Hun bebrejder ikke sin mand, at han tog væk fra familien. Det var hans arbejde, han ville ud, og hun var enig med ham i, at det var en vigtig opgave. Hun er heller ikke sur på Forsvaret; hun er sikker på, at det gør alt for at beskytte soldaterne i den udstrækning, det er muligt i krigszonen. End ikke selvmordsterroristen kan gøre sig fortjent til hendes vrede: “Han var sikkert hjernevasket. Eller også havde han fået lovning på, at Taleban ville give hans familie et bedre liv,” som hun siger.

Det er således ikke vrede, der fylder hjemmet på den forblæste hede. I dag ser Thyra en ny mand. At Sonny inden sin afrejse til Afghanistan gav sin velsignelse til det, hvis uheldet var ude, er en lettelse for samvittigheden. Det er mere følelsen af en stor uretfærdighed, som fylder. Thyra ved ikke, om den nogensinde helt forsvinder.