Når man skal besøge familien Stegeager Kvorning, træder man ind på en stor naturgrund, hvor græsset får lov til at gro langt, og det sorte, arkitekttegnede sommerhus ligger med udsigt ud over det frodige sommerlandskab. Her i Tisvildeleje på Sjællands nordkyst har familien fundet en oase langt væk fra det pulserende hverdagsliv i København.

»Sommerhuset er et fristed for os – det er et sted, hvor vi kobler af. Et pusterum. Jeg kan mærke det, så snart vi lander her i sommerhuset. Det er, som om der falder ro over vores familie. Vi har lidt løsere rammer end derhjemme, og vi laver også nogle helt andre ting her end i byen. Vi er meget mere i naturen, og vi har også fravalgt at have et fjernsyn for at være mere sammen,« fortæller Charlotte Stegeager Kvorning.