Rimmad helleflynder med peberrod, kernemælk, agurk og dild
Forret til 4 personer
Ingredienser:
200 g helleflynderfilet
1 agurk
Lidt blandet salat
Lidt dild
Ca. 100 g hel peberrod
1 dl kærnemælk
Citron
Salt og peber
Sukker
Olivenolie
Skær helleflynderen i tynde skiver og læg skiverne ud på et fad. Krydr skiverne med en blanding af 4 g sukker og 3 g salt. Riv lidt citronskal over. Dæk til med film og sæt i køleskabet.
Riv agurk i lange strimler på et mandolinjern, midten skal ikke rives med, så drej agurken efter to til tre “ture” ned ad mandolinen.
Ordn salaten og pluk den i mindre stykker. Ordn dilden og pluk den. Smag kærnemælken til med peberrodsjuice (laves på frugtcentrifuge eller riv peberroden så fint som muligt på et rivejern og pres herefter saften ud af massen ved at knuge den i hånden – vælger du sidstnævnte metode, skal du bruge lidt mere peberrod). Pas på – det kan godt rive en del i næse og øjne. Smag til med citronsaft og salt. Ved anretning vendes agurkestrimlerne med lidt salt, citronsaft, olivenolie og dild.
Anret fisken på tallerkenen. Fold skiverne lidt sammen og fordel dem hen over midten. Fordel agurkestrimlerne hen over fisken. Vend salaten med en smule olivenolie og citronsaft og fordel den over agurkestrimlerne og fisken. Skrab lidt peberrod over. Kom kærnemælks-peberrodmarinaden over og krydr med lidt peber og dild.
Simregris i sommerklæder
Hovedret til 4 personer
Ingredienser:
4 svinespoleben (griseskank med lille ben på)
1 kanelstang
1 citron
2 laurbærblade
4-6 sommerløg
8-12 små gulerødder
1 spidskål
400 g små kartofler (ellers del dem )
2 stilke rabarber
Salt, peber og sukker
Læg spolebenene i en pænt stor gryde. Kom kanelstangen, skiver af en ½ citron og de to laurbærblade med i gryden. Tilsæt vand, til det lige dækker bunden, samt sommerløg – ordnet og skåret i 4-6 dele og damp spolebenene, til de er møre. Det tager ca. 1 time, de er færdige, når de kan falde af en stegegaffel ved egen vægt (tjek undervejs, at der er væde nok i gryden, ellers tilsæt mere vand). Krydr med salt og peber.
Skrub kartoflerne og kog dem i vand med salt og lidt citronskal, mens kødet damper. Når kartoflerne er møre, hældes vandet fra, lad kartoflerne stå i gryden.
Skrub gulerødder. Ordn spidskål og rabarber. Snit spidskålen fint og skær rabarberne i tynde skrå skiver. Drys rabarberne med lidt sukker. Kom gulerødderne op i gryden, når spolebenene er møre og lad dem dampe med i 3-5 min.Tilsæt rabarber og spidskål og lad det dampe med et par minutter. Vend rundt og server.
Jeg bliver aldrig træt af rabarber, men er du ikke ligeså rabarbertosset som jeg, kan du erstatte dem med friske abrikoser eller lignende.
Vinen til:
Helleflynder: Her vil for eksempel en Grüner Veitliner kan være et godt valg.
Svin: En spansk eller sydfransk shiraz med lidt sødme vil passe glimrende til grisen.