Efter en solrig weekend med lune temperaturer er vi gået ind i en uge, der i de første par dage byder på klassisk efterårsvejr med masser af regn og blæst over hele landet.
- Især tirsdag bliver slem. Der kommer regn fra sydvest i løbet af dagen, og lokalt kan der falde en del regn. Det blæser også endnu mere op, og der er risiko for kraftige vindstød. Temperaturerne vil ligge mellem 13-15 grader, siger meteorologassistent hos TV2 Vejret, Sebastian Pelt.
Men allerede torsdag og fredag stiger temperaturerne igen, og termometeret kan snige sig helt op i nærheden af 20 grader.
- Det er meget lunt set i forhold til, at vi nærmer os den 10. oktober. Det er især de sydøstlige egne, der får det varmt. Der kommer nok til at falde regn, men det fortsætter altså med at være lunt, og der er ikke noget, der tyder på, at der er kulde på vej. Selv nattetemperaturen er kun lige knap under ti grader, hvilket er usædvanligt for årstiden, siger Sebastian Pelt.
Varmerekorden for oktober måned blev sat den 1. oktober 2011. Her blev der målt hele 26,9 grader.