Det er ikke ufarligt at tage på ferie. I vinterhalvåret er det næsten tradition, at familie og venner kommer hjem fra ferie med brækkede lemmer og hjernerystelser, men sommerferien er også risikabel. Ikke så meget på grund af skader, men på grund af ubehagelige sygdomme, der kan ødelægge feriedagene. Senest illustreret ved det salmonellaudbrud, som har plaget turister i Tyrkiet.
»Igen i år har vi set udbrud af dårlig mave på grund af salmonellainfektion blandt rejsende i Tyrkiet. Der er generelt en større risiko for smitte, når man rejser til mindre velstående lande uden for EU på grund af ringere hygiejniske forhold. Man kan blive udsat for nogle ting, som man ikke normalt bliver udsat for herhjemme,« siger overlæge Tyra Krause fra Statens Serum Institut.
»Ser vi på Europa og Danmark, er der bare nogle sygdomme, som vi oftere får om sommeren, f.eks. mave/tarminfektioner. Det skyldes formentlig, at vejret er varmere, og at det er sværere at have fødevarer på køl.«
Hos Europæiske Rejseforsikring oplever man igen i år, at mave-tarminfektioner tager førstepladsen over de sygdomsproblemer, som deres kunder har fået på ferien. Men mellemørebetændelse, betændelse i øregangen, samt hals- og lungebetændelse scorer også højt. Faktisk har der i år været en stigning i antallet af tilfælde af mellemørebetændelser meldt til Europæiske Rejseforsikring, til trods for at der stadig mangler cirka 15 procent af anmeldelserne fra juli.
Poolen som synder
»Folks adfærd har ikke ændret sig i forhold til sidste år, men allerede nu er den steget med 18 procent. Det er navnlig børn, som har været en tur i poolen, det gælder,« siger Mark Bartram fra Europæiske Rejseforsikring. En bakteriefyldt pool kan være årsag til betændelse i øregangen.
Overlæge Tyra Krause fra Statens Serum Institut ser i højere grad poolen som en synder i forbindelse med mave-tarminfektioner, hvis den ikke er holdt ordentligt ren. Til gengæld kan en længere flyvetur give anledning til mellemørebetændelse.
»Når børn flyver, får de undertryk i øret, og når først de har det, har de lettere ved at få væske i øret, hvis ikke de får det udlignet på turen. Det kan fremprovokere en mellemørebetændelse. Hvis man har et hul i trommehinden, er det selvfølgelig ikke godt at dykke og svømme,« siger hun.
Maden uden for EU
Er man på ferie uden for EU, bør man undgå mad, der er ikke har været kogt, lyder rådet. Navnlig kan buffeten på all-inclusive-hoteller udgøre en risiko for mave-tarminfektioner, både fordi bakterier har lettere ved at formere sig, men også fordi bakterier og virus kan spredes fra person til person med de redskaber, man tager maden med.
»Dårlig fødevarehygiejne kan give både almindelige mave-tarminfektioner som Roskildesyge eller Salmonella, og i mindre velstående lande, f.eks. Asien, kan man få Hepatitis A, smitsom leverbetændelse. Det gælder om at undgå friskpresset juice eller friske frugter, der er skåret ud, fordi det kan være forurenet. Sørg for at drikke vand fra ubrudte flasker. Hold dig fra hjemmelavet is, frisk salat, og spis kun mad der er kogt, så bakterierne er slået ihjel, hvis du vil være på den helt sikre side,« siger Tyra Krause.
Gå til læge med det samme
Hos Spies A/S opfordrer man desuden folk til at opsøge læge, så snart de mærker symptomer på sygdom, ved at bruge hotellets læge.
»Det vigtige er, at man ikke bruger flere dage af ferien på at transportere sig frem og tilbage til læge. Desuden skal man få en erklæring den første dag, man bliver syg, hvis man vil have penge tilbage gennem sin rejseforsikring. Så lad være med at blive på værelset i en eller to dage for at se om det bliver bedre,« siger Carlos Cebrian, der er produktchef hos Spies A/S.
Antallet af personskader er meget få. Det drejer sig blandt andet om ulykker med knallerter og motorcykler i Thailand, hvorfor Spies A/S nu anbefaler, at gæster ikke lejer dem, når de er på ferie i Thailand.
»Men man må heller ikke negligere, at folk kommer slemt til skade om sommeren, f.eks. i speedbådsulykker eller lejede scootere,« siger Mark Bartram fra Europæiske Rejseforsikring.