At Danmark var i chok og sorg efter terroranslaget forrige lørdag, er en af de overdrivelser, der uundgåeligt følger dramatiske begivenheder, som alle, eller i hvert fald de fleste, kan forholde sig til. At de fleste af os følte os berørt over forbrydelsen og følte en elementær sympati med dem, det gik ud over, er nærmere sandheden. En medfølelse, der efter min opfattelse bør udstrækkes til at gælde den unge terrorists stakkels forældre og søskende. Selv har han taget skade for hjemgæld, og det er, som det skal være. Han har forvoldt stor ulykke for ofrenes familie. Det var en tilfældighed, at netop filminstruktøren Finn Nørgaard blev hans første drabsoffer. Der gør ikke ulykken mindre, men anderledes end drabet på Dan Uzan foran synagogen.

Med dette drab indledes en ny fase i de danske jøders historie, sagde forfatteren Erik Henriques Bing, der kommenterede begravelsesceremonien på TV2 News. Ret har han. Antisemitisme har vi aldrig tidligere kendt i Danmark. Det skal siges ligeud, at den først er kommet i kølvandet på den muslimske indvandring og måske især blomstrer hos nogle anden- og tredjegenerationsindvandrere. Henriques Bing beskrev forholdene for jøderne i Malmö som »forfærdelige«. Også det har han ret i, men det spiller ingen rolle i den friserede svenske debat. Sådan må det aldrig blive i Danmark. Men vi er desværre på vej. Som dansker rammer antisemitismen i mit land mig i hjertet.

De 12 punkter i den ny anti-terrorplan, som regeringen præsenterede på et pressemøde i torsdags, rummer en række konstruktive initiativer, men – og det er et virkelig stort men – den rummer intet svar på to afgørende spørgsmål: Hvad stiller regeringen op mod den stigende antisemitisme? Og hvordan forhindrer vi terroranslag som det forrige lørdag? Svaret på det første spørgsmål er konstant og kontant offentlig fordømmelse, tæt og hurtig strafforfølgning samt konstant og omfattende politisynlighed i kritiske kvarterer. At der findes områder i Danmark, hvor politiet og andre myndigheder ikke kan arbejde frit, burde være nok til at vælte enhver regering.

Svaret på det andet spørgsmål er vanskeligt og utilstrækkeligt. Men vi kan begynde med at rette en almindeligt udbredt fejlantagelse, f.eks. udtrykt af stud.scient. pol. Geeti Amiri i Berlingskes »Indspark«, onsdag: »Det kræver ingen ekspertviden at konkludere, hvilke samfundsgrupper der er i fare for at blive radikaliseret,« skriver hun. Hvis hun havde søgt lidt ekspertviden, ville hun have vidst, at der intet forskningsmæssigt belæg er for hendes påstand, at terrorister som Omar kommer fra socialt marginaliserede »især nydanske drenge, der lever på bunden af samfundet og døjer med misbrug og kriminalitet«. Det er en vulgærsociologisk påstand, der især er blevet dyrket på venstrefløjen, men efterhånden er blevet alment gods ligesom vulgærfreudianismen påstand om, at alt skyldes fortrængt seksualitet.

Forskningen viser, at terroristerne kommer fra alle samfundslag, men flertallet af dem er veluddannede og på ingen måde marginaliserede. Et almindeligt kendskab til verdenshistorien ville også have afsløret for Geeti Amiri, at det aldrig er dem »på bunden af samfundet«, der gør oprør. Større komplotter opdager efterretningstjenesterne heldigvis i mange tilfælde. Men de såkaldte ensomme ulve er nærmest umulige at afsløre.

Der er en periode i unge mænds liv, hvor de mere selvbevidste og indadvendte af dem føler sig på kant med samfundet og tilværelsen i det hele taget og meget stærkt savner en mening med det hele. Selv følte jeg mig i høj grad marginaliseret i denne forstand, da jeg var 18-19 år, og jeg havde faktisk undersøgt tingene via den franske ambassade og var på tommelfingeren på vej til Strasbourg for at melde mig til Fremmedlegionen, da jeg til mit ustyrlige held blev taget op af en amerikansk fotograf, der overtalte mig til at tage med til Paris, hvor han og især hans skønne franske kone fik mig på andre tanker. Nogle år senere, da jeg arbejdede om dagen og gik på Akademisk Studenterkursus om aftenen, fik jeg en skolekammerat, der var kommunist. Vi blev nære venner. Vi var begge dybt berørt af Vietnamkrigen, og da vi så Saigons politichef for rullende TV-kamera skyde en vietcong i tindingen, fik vi et chok og besluttede at gøre noget ved sagen.

Vi undfangede en plan om at få nogle store træer til at vælte ned over den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Alle, og vi fandt ud af, at der et sted på Amager var et ammunitionsdepot, som det var let at stjæle det nødvendige sprængningsudstyr fra. Vi udarbejdede meget omhyggeligt udtænkte planer, der kun gik i sig selv, fordi vi begge blev vældigt optaget af at læse og diskutere Goethes Faust. Under andre omstændigheder var vi nok ikke endt som magistre, men som den vesttyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion. Hvad jeg vil sige med dette er, at den mest effektive måde at bekæmpe terror på er at nedkæmpe Islamisk Stat og lignende grupperinger, således at der ikke dannes billeder af heroiske alternativer i unge mænds hoveder, unge mænd, der længes efter noget at give deres liv for. Mere intensiv overvågning fra PET og anti-radikaliseringsplanerne for fængslerne er også vigtige, men vigtigst er det at nedkæmpe de falske alternativer, de falske forbilleder.