De danske kamptropper er på vej hjem fra Afghanistan efter en årelang og opslidende indsats. Det er kun naturligt, de store menneskelige ofre taget i betragtning, at der melder sig en eftertanke – og at den samlede mission sættes til debat. Men det er vigtigt – ikke alene af hensyn til de mennesker, der har stået for indsatsen og deres pårørende – men også for Danmarks fremtidige bidrag til internationale indsatser, at denne eftertanke foregår på et seriøst grundlag.

Det er meningsløst at tale om ”nederlag” – eller for den sags skyld om ”sejr” – når regnestykket efter indsatsen skal gøres op. Det er en alt for enkel måde at stille tingene op på.

Opgaven var ikke at vinde en militær sejr, trods den megen tale om ”krig mod terror”. Og ser vi specielt på den opgave, Danmark påtog sig, er det vigtigt at se den i rette sammenhæng: De danske soldaters opgave var at vise et godt eksempel for andre landes soldater, og dermed styrke deres lands internationale omdømme. Den opgave har de løst på en måde, som kun kan kalde på beundring og anerkendelse – som den da også i disse dage kommer til udtryk fra vore store allierede.

Her kan vi ikke bruge en traditionel radikal ”hvad kan det nytte?” målestok, der vrænger af dem, der siger at lille Danmark bokser over sin vægtklasse. For vist er vi små i den større sammenhæng – men vi er store, når det gælder om at sætte et godt eksempel. Og det har gjort Danmark til en særligt vigtig partner i indsatsen. For når tyskere, franskmænd, italienere og andre store lande har stillet tropper til rådighed med forskellige ”caveats” – dvs. forbehold, f.eks. om at de ikke vil være med, hvor det er rigtig farligt – så har amerikanerne og briterne, som hele tiden har trukket det tunge læs, kunnet pege på danskerne og sige: Når de kan, kan I også! Eller I kan i det mindre prøve…

Vi kan naturligvis glæde os over konkrete resultater af den danske indsats: Skoler for piger, vandforsyning, hjælp til opbygning af civilsamfundet osv. osv. – men vi ved også, at det er skrøbelige fremskridt, hvis beståen afhænger helt af, om afghanerne selv kan videreføre det. Så i stedet for at lave den slags opstillinger vil det være meget mere reelt at sige det, som det er: Vi har vist et godt eksempel! Og vore udsendte har bevist, at danskerne tager deres tørn – og er i stand til at gøre det bedre end de fleste andre.

Det er heller ikke så ringe endda, når man tager nyere dansk historie i betragtning. For det omdømme, det giver Danmark blandt vore venner og allierede, er afgørende for, om vi respekteres i andre sammenhænge.

Det blev så glimrende udtrykt af ”den danske udenrigstjenestes fader”, Grev Bernstorff, for et par hundrede år siden, da han skrev ”at en lille Stat, ikke mindre end en stor, har sin Opgave at løse, til Gavn for sig Selv og Verden. Men dertil behøver den Tillid, som alene kan opnaaes ved Loyalitet og Dygtighed… Reputationen er, for en stor Herre for et Rige, hvad Kreditten er for en Købmand og hans Forretning!”

De danske soldater i Afghanistan har styrket Danmarks reputation.

Derfor harmede det mig at læse Politiken i søndags, hvor chefredaktøren (den ulidelige Lidegaard) opfordrede til at anerkende ”nederlaget”: For opgaven blev ikke løst, og til sidst svigtede vi, skrev han… Historikeren Lidegaard burde vide bedre, men naturligvis: Det er den bovlamme P. Munch’ske historikertradition, der trækkes ud af stalden. Og Politiken har kronede dage nu hvor tropperne trækkes hjem, og der dermed er givet en anledning til at finde alle de ting frem, man mener gik galt – for eksempel den absurde historie om, at danskerne ikke behandlede fanger godt nok – eller, som der stod på forsiden af gårsdagens avis: ”Forsvaret tavs om døde talebanere”. Avisen havde fundet frem til nogle ferierende meningsmagere, som synes det er meget vigtigt at få at vide, hvor mange talebanere og andre danskerne så har slået ihjel i Afghanistan.

Reaktionen fra min bedre halvdel ved morgenbordet var spontan og klar: Er de blevet fuldstændig vanvittige! Og jeg må give hende ret: Det har ikke været et mål i sig selv at slå flest mulige ihjel – og desuden ville det ikke blot være en meningsløs, men også utroligt smagløs (og farlig) debat at åbne. Det er desværre nok kun en forsmag på den slags graveri, der nu vil blive indledt, når historien om den danske indsats i Afghanistan skal skrives. Diverse "dokumentarister" er formentlig ved at varme op.

Det bør dog ikke få lov til at svække taknemmeligheden og beundringen for den indsats, de danske soldater har ydet. Tak til dem – og deres pårørende – for de ofre, de har ydet for at styrke deres lands internationale omdømme.