Solcelleboom når nye højder
På årets første måneder er den installerede effekt af solcelleanlæg på det private marked fordoblet i forhold til rekordåret 2011.
På årets første måneder er den installerede effekt af solcelleanlæg på det private marked fordoblet i forhold til rekordåret 2011.
Godt hjulpet af lavere priser og en række tilskudsordninger har danskerne i 2012 for alvor fået øjnene op for solbaseret elproduktion. Med udgangen af marts måned i år, var den samlede installerede effekt således allerede oppe på 22,5 MW mod en samlet installeret effekt i hele 2011 på 10,9 MW.
Den udvikling skaber selvfølgelig begejstring hos håndværkere, der lever af at installere anlæggene.
- For fem år siden satte vores installatører 40 anlæg op om året, sidste år satte de 40 anlæg op om ugen, og i år bliver der sat 40 anlæg op om dagen. Mindst vel at mærke, siger chefkonsulent i installatørorganisationen Tekniq Søren Rise, der blandt andet fremhæver den såkaldte nettomålerordning, der lader solcelleejere sende overskydende elproduktion tilbage på det kollektive elnet, som årsagen til boomet.
Han peger samtidigt på, at andelen af solenergi i det samlede elforbrug kan skubbes helt op på fem procent i 2020, hvis virksomheder fik mulighed for lignende støtteordninger. I dag udgør solenergi stadig kun en promille, og kunderne er primært private og offentlige bygninger
Installatørerne tror dog på at den rivende udvikling fortsætter, og det samme gør de danske solcelleproducenter, selv om oplevelsen af markedet ikke er helt så entydig positiv her.
Virksomheden Dansk Solenergi har fremstillet solceller siden 1993 og har i dag har fabrik i Holeby på Lolland, og her understreger direktør Ken H Jensen, at markedet er præget af ekstrem konkurrence.
- Vi lever jo af højkvalitetsprodukter fremstillet med meget høje krav til arbejdsforhold, men i en situation, hvor interessen stiger så kraftigt, så vælter det jo ind over grænsen med produkter, der ikke skal leve op til samme krav, og det gør det svært, siger solcelleveteranen.
Samtidigt slår han fast, at han har svært ved for alvor at være negativ.
- Der er nogle udfordringer, men det er da også vidunderligt, at der nu er kommet et hjemmemarked, for det er altafgørende, hvis man skal vokse sig stor. Vi tror jo på det her, og vi er meget optimistiske, siger Ken H. Jensen.