Den danske skuespillerinde Sofie Gråbøl er stjernen i det legendariske, norske band a-has nye musikvideo, der har verdenspremiere i dag.

I forrige uge tog Gråbøl til Telemark i tre dage for at indspille videoen til singlen »Under the Makeup« sammen med bandet og den svenske skuespillerinde Frida Farrell, skriver VG.no.

Superfans

Det var ikke tilfældigt, at valget faldt på Sofie Gråbøl, der er kendt i Norge og store dele af resten af verden på grund af rollen som kriminalkommisær Sarah Lund i DRs hitserie »Forbrydelsen«.

»Den tyske instruktør kom i kontakt med Gråbøl, og bandet er superfans af hende, så de var rigtig glade,« siger a-has manager, Harald Wiik, til VG.no.

»Vi synes, hun er en af de mest spændende skandinaviske karakter-skuespillere, vi har. En musikvideo er ikke nødvendigvis der, en skuespiller får udfoldet sig allermest, men med hende ombord bliver det en anden tyngde,« siger Magne Furuholmen fra a-ha.

I musikvideoen spiller Gråbøl - i modsætning til sin rolle i »Forbrydelsen« - en forbryder i en »dødelig duo«, som har detektiver i hælene. Detektiverne spilles af de to medlemmer af a-ha.

Verdensrekord

a-ha havde global succes i Firserne, bl.a. med sangen »Take on Me«. I januar 1991 stod bandet for en verdensrekord i Rio i Brasilien, da de spillede koncert foran ikke mindre end 198.000 betalende fans.

Bandet påbegynder en stor turné til efteråret. Den første koncert spilles 27. september under 'Rock in Rio' - samme sted, hvor verdensrekorden blev sat for 24 år siden.

Du kan se en teaser for musikvideoen herunder - eller se hele musikvideoen hos VG.no.