Du kender hende måske bedst som Julie, der ikke kan finde hoved og hale i forholdet til Nikolaj, som Sarah Lund i »Forbrydelsen«, eller måske som den kiksede søster »Mulle« i 90er-komedien »Den eneste ene«.

Nu indtager Sofie Gråbøl så en ny og for hende ukendt rolle, idet hun har takket ja til at blive ambassadør i Børnefonden, der arbejder med at skabe en bedre fremtid for børn og lokalsamfund i Afrika.

Gennem en årrække har skuespillerinden haft et sponsorbarn i det vestafrikanske land Togo, og derfor var det ikke svært at sige ja.

»Det gav god mening, fordi det er en organisation, jeg i den grad kan stå inde for – og jeg har så meget respekt for deres måde at arbejde på,« siger 47-årige Sofie Gråbøl.

Selvlært skuespiller

Det danske gennembrud som skuespiller kom i 1986 med »Barndommens Gade«, og selv om det aldrig lykkedes Sofie Graabøl at komme på skuespillerskolen, har hun fået et omfangsrigt CV inden for både TV, film og teater, ligesom både Bodil- og Robertpriser pryder kaminhylden.

Mest kendt er måske rollerne i »Mifunes Sidste Sang« og »Blinkende Lygter«, samt DR-serierne »Nikolaj og Julie« og »Forbrydelsen«. Det internationale gennembrud kom med rollen som vicekriminalkommissær i netop »Forbrydelsen«, og den har blandt andet ført til en stor teaterrolle i Edinburgh og London, hvor hun spillede den danskfødte skotske dronning Margaret i »The James Plays«.

I den forbindelse udtalte Sofie Graabøl til Berlingske, at hun egentlig aldrig havde haft længsel efter eller ambition om udlandet, men at muligheden kom, efter at hendes liv i 2012 tog en dramatisk drejning, da hun fik konstateret brystkræft.

»Jeg har før undret mig over, hvorfor folk altid skal gennemføre ironman og bestige bjerge, når de har haft kræft, men nu kan jeg se, at det på sin vis måske er det, jeg er i gang med herovre. Denne opgave er i hvert fald en ultimativ udfordring,« sagde Sofie Gråbøl.

En fiktiv virkelighed

I forbindelse med den nye ambassadørtitel har Sofie Gråbøl besøgt Togo for at se på Børnefondens projekter. Turen var en øjenåbner for den erfarne skuespiller og har været med til at sætte tingene i perspektiv – de ting, man godt ved foregår, bliver mærkeligt fiktive, forklarer Sofie Graabøl.

»Det er, som om jeg ved det, men jeg ved det ikke, og derfor var det ret overvældende at stå et sted og med egne øjne se en virkelighed, som jeg godt vidste, var der, men som på en måde først blev rigtig virkelig for mig der.«

Den nye rolle er Sofie Graabøl lidt usikker på, men hun vil efter bedste evne formidle budskabet og tage den hen ad vejen.

»Jeg er en formidler i det omfang, jeg kan gøre opmærksom på, at Børnefonden findes og gør det her fantastiske arbejde. Det er dybest set det,« siger hun.

Sofie Gråbøl tilslutter sig andre kendte navne som Bubber og sangerinden Marie Carmen Koppel, der også er ambassadører for fonden, og Børnefondens direktør Bolette Christensen er glad for det nye samarbejde.

»Vi er både taknemmelige og stolte over, at en personlighed som Sofie Gråbøl vil være med til at synliggøre vores arbejde.«

Børnefonden er med 200 mio. kr. i årlige indtægter og omkring 60.000 sponsorbørn Danmarks største udviklingsorganisation baseret på privatindsamlede midler.