Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) må pænt vente udenfor, mens forligskredsen bag Afghanistan-missionen diskuterer, om de vil lade folkesocialisterne komme med ind i aftalen.

Det meddeler den borgerlige opposition i dagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten. Og Dansk Folkeparti vil tilmed kræve, at SF og Villy Søvndal ikke kan sidde for bordenden, hvis de kommer med i forliget.

- Vi skal mødes i forligskredsen uden SF for at diskutere, om partiet kan komme med. Vi andre skal være enige først. De har jo været modstandere i årevis, og derfor er vi skeptiske, siger de Konservatives udenrigsordfører Per Stig Møller til Jyllands-Posten.

SF og Enhedslisten er de eneste partier i Folketinget, der ikke står bag udsendelsen af de danske tropper til Afghanistan, og ifølge almindelig praksis kan et parti ikke bare træde ind i forligskredsen, før de øvrige partier godkender det.

Især DF har tidligere raslet med sablen i sagen, og udenrigsordfører Søren Espersen gentager i dagens udgave af Jyllands-Posten sin pointe fra tidligere om, at han slet ikke vil acceptere SF for bordenden i forhandlinger om Afghanistan-missionen. Tidligere har han direkte kaldt det "farligt" at lukke SF ind i forligskredsen.

Men Per Stig Møller afviser i avisen, at forhandlingerne vil blive taget væk fra udenrigsministeren, hvis SF kommer med i forliget.

SF har i forhandlingerne om regeringsgrundlaget accepteret missionen, og Villy Søvndal kalder sagen "politisk drilleri" og understreger i dag, at partiet ikke har nogen forbehold.

Det er SRSFs indstilling, at alle danske kampenheder skal være ude af Afghanistan i slutningen af 2014

INFOshop: Danskerne i krig