Hvorfor ender en borgmester og spidskandidat som Anna Mee Allerslev (R) med at trække sig, når hun fastholder, at hun har handlet inden for både regler og traditioner? Det simple svar er, at det var nødvendigt, fordi retfærdighed i politik ikke er underlagt objektiv sagsbehandling.
Dynamikken i politiske personsager er, at et medie breaker nyheden med den stærkeste anklage. Så følger historier, som sjældent ville kunne bære en nyhed i sig selv, men som i kraft af sammenhængen lige akkurat kan flyve. I mellemtiden er nyheden blevet »sagen, der ikke kan lukkes«. Opfølgningsmulighederne er uendelige og forargelse og latterliggørelse vokser i takt med antallet af omtaler. Perspektiver om, hvad andre har gjort i samme situation, kommer først, når det hele er slut. Hvis nogensinde.