»Søren Pind er en af de største politiske begavelser i Kongeriget«
Pinds nye spindoktor er ikke i tvivl om, hvorfor han har valgt at takke ja til jobbet.
Pinds nye spindoktor er ikke i tvivl om, hvorfor han har valgt at takke ja til jobbet.
Google-chefen er ved at pakke det sidste ned på kontoret i Sankt Petri Passage i Indre København.
I dag - om ganske få timer - forlader Googles politiske chef i Danmark, Martin Ruby, selskabet bag verdens største søgemaskine og kan i stedet snart træde ind i den slipseprægede verden på Christiansborg.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Fra 1. august skal 42-årige Martin Ruby være ny spindoktor for justitsminister Søren Pind (V), og de to kender hinanden særdeles godt i forvejen.
Tilbage i 2010 blev Martin Ruby således også tilbudt en stilling som særlig rådgiver for Søren Pind, da Venstre-politikeren blev udnævnt til udviklingsminister.
Det var tilsyneladende et samarbejde, der var så godt, at det nu er tid til at gentage.
»Sidste gang var det fantastisk at arbejde sammen med Søren, og det tror jeg også, at det bliver igen. Han er enormt udfordrende, givtig og spændende at arbejde med. Grundlæggende mener jeg, at Søren Pind er en af de største politiske begavelser i Kongeriget,« siger Martin Ruby til Politiko.dk.
Med nyansættelsen har Søren Pind fået en person, der kender Venstre ud og ind.
Martin Ruby har tidligere været souschef i Venstres Politisk-Økonomiske Sekretariat på Christiansborg og har særligt arbejdet med udenrigsområdet og med Venstres udviklingspolitik i fem år.
For Ruby blev det dog til et pludseligt farvel til Venstre, da Lars Løkke Rasmussen udskrev valg i 2011. Når et valg officelt er udskrevet, bliver alle særlige rådgivere nemlig automatisk fyret.
I 2012 fik Martin Ruby imidlertid job i Google, hvor han indtil nu har arbejdet med samfundsspørgsmål for Google i de nordiske lande, herunder spørgsmål om databeskyttelse og sikkerhed på internettet.
Knap har han selv nået at tænke over, hvad kan bruge de tilegnede kompetencer fra Google til:
»Det har jeg ikke nået at tænke så meget over endnu, men jeg vil givetvis kunne bruge dem til en del. Jeg synes, at jeg har lært rigtig meget i Google, og det har været en stor fornøjelse at se et kæmpe firma indefra. Jeg været her i tre år, men når sådan en mulighed opstår, er den værd at gribe,« siger Martin Ruby.