- Det er med stor sorg, jeg har modtaget budskabet om, at to danske soldater er blevet dræbt, og at en dansk soldat er blevet såret under kamphandlinger i det sydlige Afghanistan i Helmand-provinsen, siger forvrsminister Søren Gade.

- Mine tanker og min dybeste medfølelse er hos familierne og de pårørende herhjemme i Danmark. Ligesom jeg sender min varmeste medfølelse til kammeraterne i Afghanistan, fortsætter han.

Onsdag aften kom det til kamphandlinger mellem de danske styrker og Taleban. Angrebene varede ifølge Hærens Operative Kommando (HOK) et par timer, og det var her, de to danske soldater fra Den Kongelige Livgarde faldt. En soldat er desuden såret.

Også generalmajor Poul Kiærschou fra HOK er ked af situationen.

- Det er i sorg og med den største medfølelse med de pårørende, jeg har fået besked om, at to danske soldater blev dræbt og en blev såret onsdag aften i Afghanistan. Mine tanker er også hos soldaterne i Afghanistan, der har mistet to af deres gode kammerater. Det er hårdt at være indsat i kamphandlinger, og det bliver ekstra svært, når man må konstatere, at det kan koste menneskeliv, siger han.

Jeg er overbevist om, at de danske soldater også i denne situation vil vise, at de er professionelle og i stand til at løse de pålagte opgaver, og de skal vide, at vi tænker på dem, og at vi støtter dem på enhver tænkelig måde, siger chefen for Hærens Operative Kommando.