Mandag ankommer 16 flygtninge til Odense Banegård. De skal i gang med deres liv i Danmark, de skal lære dansk og integreres. Men først skal de i banken for at veksle checks, så de kan købe mad. De skal installeres i en lejlighed, og de skal finde ud af, hvordan de samler de medfølgende IKEA-møbler. Hvordan fungerer varmeanlægget, og hvor er den nærmeste dagligvarebutik?

Alt det og meget mere er der bare to personer ansat til at hjælpe med i kommunen. Den ene er socialrådgiver Ulla Wejdik Bendsen, og hun fortæller, at hun og hendes kollega har meget svært ved at nå det hele. Arbejdsbyrden er nemlig blevet meget større på kort tid på grund af den massive flygtningestrøm, der i år har fundet vej fra især Syrien til Danmark. Således modtager Odense Kommune i år 141 flygtninge, som skal i gang med et integrationsforløb i kommunen. Sidste år var tallet 58.

»Tidligere var det sådan, at når en flygtning var blevet installeret i en lejlighed, så kom vi lige nogle dage efter for at sikre, at alt var okay. På den måde var det ikke sådan, at de kom direkte fra et asylcenter, blev plantet i en fremmed lejlighed, og så gik der 14 dage, før de hørte fra os igen. Men antallet af flygtninge er for højt i forhold til den tid, vi har, så nu kan vi ikke nå det,« fortæller Ulla Wejdik Bendsen.

Dårlig start

Og det er ikke en god måde at starte et nyt liv i Danmark, slår socialrådgiveren fast.

»Jeg kan godt frygte, at det her medfører, at flygtningene måske misforstår noget, som tager længere tid at rette op på, end det ville have taget at forklare det rigtigt til at begynde med. Og så tror jeg, at en roligere modtagelse ville gøre flygtningene hurtigere klar til for eksempel at modtage danskundervisning,« siger hun.

Noget af det, som socialarbejderne i Odense Kommune har måttet give køb på som følge af den massive flygtningestrøm, er et besøg på asylcenteret for at forberede flygtningene på, hvad der venter dem i Odense. Et besøg, hvor socialrådgiverne kunne lære, hvem flygtningene var og vice versa.

»Der er jo en kæmpe usikkerhed forbundet med, at man har været på flugt og har oplevet nogle rædselsfulde ting. Jo mere, vi kan få dæmpet det, desto bedre for starten i Odense. Derfor var besøget på asylcentret guld værd,« fortæller Ulla Wejdik Bendsen:

»Samtidig er der også en anden lavpraktisk konsekvens ved, at vi ikke kan besøge flygtningene på asylcentret. I visse tilfælde ved vi nemlig slet ikke, hvordan de ser ud, og så skal vi gå at kigge efter, hvem på banegården der ligner en ny flygtning.«

Går ud over faglighed

Det er ikke kun de flygtninge, der kommer til Odense netop nu, der lider under, at socialrådgiverne ikke kan følge med det stigende arbejdspres, fortæller Ulla Wejdik Bendsen. Også flygtninge i ældre sager bliver ramt.

»Det optimale ville være, at vi efter et halvt år tjekker op på, hvordan det hele går. Om der er nogle problemer, for eksempel i forhold til naboerne. På den måde kan vi mindske eventuelle problemer, inden de udvikler sig til noget, der er svært at ændre. Men ligesom ved så meget andet, så mangler vi tiden.«

Og i socialrådgiverens øjne er der især én ting, der kan ændres, og som vil betyde alverden for den integrationsindsats, der bliver ydet i Odense Kommune.

»Vi mangler hænder. Før har vi kunnet hjælpe flygtningene, hvis de havde nogle opfølgende spørgsmål, men som det er nu, må vi sende dem videre til et andet sted,« siger Ulla Wejdik Bendsen:

»Nogle gange må vi gå på kompromis med vores faglighed. Det kan man holde til en periode, men ikke i længden. Det kan ikke lade sig gøre. Det er ikke i orden over for de nye borgere, og det er ikke i orden over for os selv.«