Når Socialdemokratiet holder årsmøde i weekenden, er der - måske overraskende nok - grund til at klappe højt. Måske ikke helt så højt som hos Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, der også holder årsmøder, men alligevel. For faktisk er det Socialdemokratiet, der det seneste halve år har klaret sig bedst i de tre partiers interne kamp om vælgernes gunst.
Socialdemokratiet har nu overhalet Dansk Folkeparti, der i marts måned ellers havde en signifikant større vælgertilslutning end S. Nu er Socialdemokratiet igen i førertrøjen med en vælgertilslutning på 21 procent, viser Berlingske Barometer.
Siden marts måned, hvor Dansk Folkeparti nåede deres foreløbige klimaks i Gallups målinger med 21,8 procent af vælgerne, er det gået lidt ned igen for partiet. Det er nemlig på et halvt år lykkedes Socialdemokratiet at generobre 50.000 af de i alt ca. 90.000 vælgere, som de stod til at have tabt til Dansk Folkeparti. Det viser Gallups vælgervandringsanalyser. Så selvom S må ærgre sig over at have afleveret netto 40.000 vælgere til Dansk Folkeparti siden valget, så kan de være tilfredse med den seneste udvikling.
Radikale Venstre har ligget stabilt siden valget og står i dag til at få 8 procent af vælgerne. De har afleveret ca. 20.000 vælgere til Dansk Folkeparti, men til gengæld har de hentet en del vælgere fra Liberal Alliance.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.