Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen må betegnes som Socialdemokraternes tumling. Umiddelbart efter folketingsvalget i 2011 blev han på baggrund af informationer fra PET sorteret fra af den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt som muligt ministeremne. Han var ellers indtil dette tidspunkt længe blevet betragtet som en af de mest fremtrædende socialdemokratiske politikere og var spået en vigtig post, mest sandsynligt som finansminister, i en fremtidig socialdemokratisk ledet regering.

Men efter sin bratte exit fra toppen af dansk politik i 2011 gik der ikke ret lang tid, inden han rejste sig igen. Han »satte sig ned på bagerste række« i folketingsgruppen og arbejdede sig stille og roligt op igen. Allerede i 2012 kom han atter delvis ind i varmen, da han blev valgt til den socialdemokratiske folketingsgruppes formand. Og i 2013 tog han endnu et stort skridt i retning af sin gamle magtfulde position i partiet, da han blev udnævnt til minister. Ganske vist ikke til posten som finansminister, som han oprindelig var blevet spået. Men selv om det »kun« blev til erhvervs- og vækstministerposten, var det alligevel noget af en kraftpræstation. Kun to år efter, at han på det nærmeste var blevet dømt helt ude.

Der er ingen tvivl om, at Henrik Sass Larsen – hvis Socialdemokraterne igen kommer til at danne regering efter valget – vil fortsætte på en fremtrædende ministerpost. Og hvis partiet kommer i opposition, vil han komme til at indtage en central position i gruppen. Både formelt og reelt. Alle beskyldninger om relationer til kriminelle o.lign. er tilsyneladende nu glemt.

Han og Helle Thorning-Schmidt har mange ting til fælles. De kørte nærmest politisk parløb frem til »bruddet« i 2011. Han var finanspolitisk ordfører i det første år, efter at hun var blevet valgt til partiformand i 2005, og 2006-2011 var han politisk ordfører. Han har altid tilhørt partiets højrefløj. Han tilhører samme generation som Helle Thorning-Schmidt (de er begge født i 1966), og han deler hendes syn på nødvendigheden af reformer af velfærdssamfundet i en globaliseret tidsalder.

Henrik Sass Larsen blev ellers i sin tid aktiv i politik som reaktion imod Poul Schlüter og hans borgerlige Firkløverregerings efter hans mening alt for stramme og ulighedsskabende økonomiske politik i årene efter 1982. Den unge Sass Larsen, som oprindelig kom fra Virum, tog HF-eksamen ved Køge Gymnasium i 1986 og begyndte senere at læse ved RUC, hvor han tog en bachelor i HA/forvaltningsstudier. Siden arbejdede han i kommunikationsbranchen. Han stillede første gang op til Folketinget i 1996 og kom ind i 2000, hvorefter han slog ind på en karriere som fuldtidspolitiker. Siden 2001 har han været valgt for først Roskilde Amtskreds og dernæst (fra 2007) Sjællands Storkreds.