Det er et uhyre interessant fænomen, at vor tids kriminalroman domineres af kvindelige forfattere. Og at dette fænomen ikke er nutidigt – som mange feminister nok vil påstå – men rækker langt tilbage i tiden. I år kan vi fejre den ukronede krimidronning, Agatha Christies, 125 års fødselsdag. Hun fødtes 15. september 1890 og debuterede i 1920 med den første af i alt 66 romaner, The Mysterious Affair at Styles (på dansk: »De låsede døre«, 1954), der introducerede den excentriske, men skarpsindige Hercule Poirot. Han er sammen med Christies ikke mindre snedige og samtidig elskelige Miss Marple en af de mest populære amatørdetektiver inden for den klassiske krimi.

Agatha Cristie (1890-1976) er så levende som nogensinde. Hendes romaner, hvortil kommer 14 novellesamlinger og flere skuespil, udkommer til stadighed i nye oplag. I alt skal hendes bøger – oversat til 103 sprog – være trykt i to mia.(!) eksemplarer; alene hendes mest solgte roman Ten Little Niggers fra 1939 (på dansk »En af os er morderen«, 1956) har solgt i 100 mio. eksemplarer, og skuespillet The Mousetrap fra 1952 spilles fortsat aften efter aften i London og har flere end 26.000 opførelser bag sig.

Hvad har gjort Agatha Christie udødelig? Først og fremmest har hun etableret det klassiske krimiplot: der begås et mord, der er flere mistænkte, der alle skjuler en eller flere hemmeligheder, og detektiven afdækker gradvis disse, hvilket især hen imod slutningen sørger for uventede overraskelser, idet ægte og falske spor blandes, inden morderen afsløres.

De skyldige kan være børn, politifolk, plottets fortæller – et typisk Christie-raffinement – eller allerede afdøde personer; undertiden en ukendt morder eller alle mistænkte (Murder on the Orient Express, 1934; Mordet i Orientekspressen, 1960). Mod handlingens slutning – også dette er en Christie-specialitet – samler detektiven alle overlevende omkring sig og forklarer skridt for skridt, hvordan han eller hun har opklaret forbrydelsen, hvorefter den skyldige – oftest den læseren mindst mistænker – afsløres.

Naturligvis er ikke alle 66 romaner mesterværker, men ikke desto mindre kan der være grund til at fremhæve The Murder of Roger Ackroyd fra 1926 (udgivet på dansk i 1938 »Hvem dræbte?«) og Ten Little Niggers, der i vore politisk korrekte tider har fået titlen And Then There Were None, ikke mindst pga. den formidabelt konstruerede handling, der både spiller puds med genren og læseren og tillige formår at øge spændingen lige til sidste side. I disse to romaner er det umuligt at gætte sig frem til den skyldige – og han (eller hun) skal ikke afsløres her!

Også på anden vis har Agatha Christie bidraget til at skabe den klassiske krimi. Sammen med skaberen af Father Brown-skikkelsen, endnu en engelsk amatørdetektiv, G.K. Chesterton og 24 andre forfattere grundlagde hun i 1928 The Detection Club og opstillede ti vigtige krimiregler, hvoraf de tre vigtigste er: alle de spor, detektiven finder, skal meddeles læseren, intet overnaturligt eller tilfældigt må hjælpe detektiven, og forbryderen skal være til stede fra begyndelsen.

En af medunderskriverne under disse regler var Dorothy Sayers, der med årene på Christies bekostning er rykket noget i baggrunden. Desværre, for Sayers er i højere grad end Christie en stilistisk mester. Med sine i alt 11 romaner 1923-1957 om den aristokratiske Lord Peter Wimsey, der kritisk iagttagende færdes hjemmevant i alle kredse, har hun ikke blot skabt en formidabel detektiv, men også flyttet krimigenren over mod den moderne samtidsroman.

I fodsporene på Christie og Sayers trådte Margery Allingham og de nyligt afdøde P.D. James og Ruth Rendell. Mens Allinghams detektiv, Albert Campion, er beslægtet med Sayers’ amatør, Peter Wimsey, er både James’ og Rendells detektiver politikommissærer, og deres bøger hører således til den såkaldte police procedural-genre, hvor politiarbejdet skildres med stor sagkundskab. Deres romaner er af høj sproglig kvalitet, gør meget ud af det psykologiske portræt – især hos James spores en Dostojevskij-inspireret behandling af skyld og straf-problematikken – og præsenterer et autentisk miljø. Ingen af dem skriver i den såkaldte hard-boiled-stil, der f.eks. kendetegner de amerikanske krimiforfattere Dashiell Hammett og Raymond Chandler og i Skandinavien repræsenteres af nordmanden Gunnar Staalesen og vor egen Jussi Adler-Olsen, ligesom det heller ikke er sex og brutalitet, man skal søge hos de tre damer, i hvert fald ikke hos Allingham og James.

Ikke desto mindre er de stadigvæk sprællevende, hvilket ikke kan påstås om deres skandinaviske medsøstre, der havde deres gennembrud i 1990erne. Det er som om svenske Liza Marklund og norske Anne Holt står i stampe eller kører i selvsving med deres femikrimier om kvindens rolle i det moderne samfund, der ligesom er løbet fra kønsproblematikken i 1970erne. Vore egne »krimidronninger«, Elsebeth Egholm og Sara Blædel, mangler i deres senere bøger simpelthen det drive og den »mordlyst«, der skal til for at give deres romaner den spænding, der får læseren til at rykke ud på kanten af stolen.

Endvidere er det karakteristisk for den nutidige engelske – eller rettere britiske – krimi, at næsten hver landsdel og hver større by simpelthen kortlægges af en række fremragende kvindelige forfattere, der samtidig skriver den moderne britiske sociale roman: Yorkshire og the Midlands dækkes ind af Val McDermid, Bristol af Mo Hayder, universitetsbyen Cambridge af Alison Bruce og Northhumbria af Danielle Ramsay.

Og det er bloddryppende sager, der her diskes op med, men ønsker man at finde den barske krimi noir, dvs. den genre, der fokuserer på de mørkeste sider af menneskesjælen og samfundet, skal man nordpå til Skotland. Vi befinder os i en dyster verden og mens law and order genetableres i den traditionelle krimi, viser noir-romanen, at verden stadigvæk er af lave, og der garanteres ikke nogen happy end.

Helt oppe på de vindomsuste Shetlandsøer, huserer den ensomme politiinspektør Jimmy Perez i en række romaner af Ann Cleeves, mens tre andre kvindelige krimiforfattere har valgt Skotlands største by, Glasgow, som skueplads. Karen Campbell har selv en fortid inden for det skotske politi, og hendes romaner er typiske police procedurals, der autentisk beskriver hendes egen tidligere arbejdsplads og de kriminelle kvarterer i byen med deres prostitution, narkotikahandel og bandekrige. Denise Mina fik i 1999 en forrygende debut med romanen Garnethill, en dyster beretning om korruption, voldtægt og mord, der blev oversat til 15 sprog og udpeget som årets bedste krimi.

Af disse tre yngre forfattere er af uforklarlige grunde kun Cleeves oversat til dansk. Desværre er heller ikke den tredje Glasgow-forfatter, Caro Ramsay, oversat, og hun lægger så sandelig ikke fingrene imellem. Allerede debuten i 2007 med titlen Absolution er karakteristisk for hendes forfatterskab. Ofrene ikke blot dræbes med skud eller knivstik, men begraves levende, bliver overhældt med syre eller tortureres til døde, idet de skæres op i ryggen, får ribbenene brækket åbne og indvoldene revet ud – alt i levende live. Det lyder barskt, og er det også, men det er fremragende gjort, og dette indtryk bekræftes også af Ramsays næste roman, Singing to the Dead (2009), hvor spændingselementet og tempoet får en tand mere, og hvor vi nu konfronteres med børnemishandling, børnepornografi og såkaldte snuff-film (dvs. mord for løbende kamera).

Alle disse forfattere, begyndende med selveste Agatha Christie, beskæftiger sig med menneskets iboende ondskab og ikke mindst hos de nulevende forfattere kan der konstateres en udpræget fascination af brutalitet, mishandling og blodige mord, der overgår, hvad de fleste mandlige kolleger præsterer og i hvert fald helt mangler i den skandinaviske femikrimi. Dette skal kronikøren her ikke forsøge at give en forklaring på, men resultatet er en række forfatterskaber, der alle er værd at stifte bekendtskab med. Så her i sommerferien er der nok at tage fat på!