Danmark har længe været forgangsland for mobilbetaling med løsninger som MobilePay og Swipp, og det er blevet helt naturligt for os at overføre penge til hinanden på mobilen.
Men de populære løsninger, som flere millioner danskere allerede har taget til sig, kan ikke bruges internationalt.
Det bliver der nu taget højde for. Google har nemlig videreudviklet og moderniseret deres Android Pay app, således man kan overføre penge fra person til person inde i appen. Den nye internationale løsning betyder, at du kan sidde og spise frokost med din svenske kompis og med det samme overføre beløbet, du skylder med MasterCard.
»Mobilbetaling er her i dag og er nu en essentiel del og en kerneværdi i nye mobile enheder,« siger MasterCards chef for nye betalingsmetoder Ed McLaughlin i en pressemeddelelse.
Den nye løsning træder i kraft til sommer, og desuden bliver det også muligt at bruge den mobile løsning i en lang række butikker i udlandet.
Siden tidligere på året har det via NFC-teknologi været muligt at betale kontaktløst med rene Visakort og MasterCard. MasterCard var den første spiller til at introducere den kontaktløse betaling, og i efteråret kommer VisaDankortet med.