Hvor nemt kan det være. Smid affaldet ud af vinduet, og gør Danmark og din samvittighed renere.

Det er fra i dag situationen på Ejer Bavnehøj rasteplads ved Skanderborg. Betingelsen for at kunne skille sig af med affaldet gennem vinduet er dog, at bilisterne rammer store orange tragte, som er opstillet i et forsøg på at gøre det nemmere for bilisterne at skille sig af med slikpapir, engangsemballager, æbleskrog og andet affald fra bilen.

De orange tragte, som betyder, at bilisterne kan spille basket ball med deres affald, er et internationalt set helt unikt forsøg på at undgå svineri på rastepladserne ved hjælp af en designet helhedsløsning.

- Hvis forsøget bliver en succes, er det muligt at ordningen vil brede sig til hele landet. Og i et videre perspektiv er der stort eksportpotentiale i ordningen, når man tænker på det enorme motorvejsnet syd for Danmark," siger Anne Holm Hansen, der er direktør i organisationen Hold Danmark Rent.

Løsningen med de meget synlige orange affaldstragte er udviklet af danske designere, og ideen er, at gøre det nemt at skille sig af med affaldet frem for at løfte pegefingre af bilisterne.

- Vi giver bilisterne et kærligt puf i den rigtige retning. Langt de fleste vil jo gerne gøre det rigtige – især hvis det er nemt, siger Anne Holm Hansen.

Iben Højer Hansen, projektleder i Dansk Design Center, siger, at der er tale om et nyt koncept, som gennem forskellige virkemidler skal motivere bilisterne til at gøre det rigtige.

- I designprocessen har vi derfor spurgt bilisterne til råds, og vi glæder os til at få deres respons på skraldetragten, siger hun.

Forsøget skal køre i tre måneder, hvorefter parterne bag forsøget evaluerer det på grundlag af tilbagemeldinger fra bilisterne og ved at se på, om ordningen har medført, at bilisterne smider mindre affald i naturen.

Bag forsøgsordningen står organisationen Hold Danmark Rent, Dansk Design Center, designvirksomheden Goodmorning Technology, Vejdirektoratet og producenten G9.

Vejdirektoratet bruger hvert år 22 millioner kroner på at fjerne affald langs statens veje, dvs. især motorvejene.