I et hjørne af Rigshospitalets forhal gør en gruppe professionelle musikere sig klar til at spille. Der er en sangerinde, en guitarist, tre violiner og en bratsch. Det ser ved første øjekast ud som begyndelsen på en helt almindelig koncert, men det er det ikke.
På publikumsrækkerne foran orkestret sidder børn med drop, børn uden hår på hovedet og børn med trætte, udtryksløse ansigter. De er ledsaget af forældre og andre pårørende, som til gengæld er meget opmærksomme på dem og på det, der skal til at foregå.
Så byder musiker Ole Kibsgaard de fremmødte velkommen. Sammen med sangerinden Kaya Brüel og de øvrige musikere lægger han ud med »Navnesangen«, hvor børnene skal sige deres navn i omkvædet. De råber i kor. Efterhånden som hospitalet kommer på afstand, bliver patienterne til børn.
Dagens koncert hører under projektet MusikBeRiget, som er blevet en fast del af hverdagen på Rigshospitalets mange afdelinger, hvor der ligger alvorligt syge børn. Initiativet til projektet blev taget i 2009 af violinist Lisbeth Sagen, som sammen med sine kolleger besøger indlagte børn og deres forældre på Rigshospitalet et par gange om ugen. Formålet er at tage musikken ud af sin daglige gænge og bringe den til nogle, der har brug for den.
»Musik er en form for kommunikation mellem mennesker, hvor du ikke behøver så mange ord. Den kan sætte mange forskellige følelser i gang, som du ikke helt kan gardere dig imod. På den måde kan musik fungere som en ventil for mange følelser,« forklarer hun.
Musikbehandling virker
Et helt nyt speciale af sygeplejerske Ellen Marie Møldrup og ergoterapeut Signe Frederiksen Svane har sat fokus på projektets effekt, og konklusionen er yderst positiv. Koncerterne skaber et rum, hvor både forældre og børn kan tænke på noget andet end sygdom og indlæggelse og i stedet kan være sammen om noget, der er stemningsfuldt og rart.
»Børnene slapper af, drømmer sig væk og glemmer, at de er syge. De kan også blive kede af det, men det er ikke noget, de beskriver som noget skidt. Det med at reagere og græde er også rart,« forklarer den ene af specialets to forfattere, Signe Frederiksen Svane.
Leder af BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet Charlotte Blix mærker også, at musikken gør en forskel.
»Herinde er tingene styret af alle mulige systemer, retningslinjer og tidspunkter, for ellers kan det ikke fungere. Det kræver rigtig meget af børnene og familierne. Dér giver det her tilbud dem et pusterum og en pause, som de har brug for,« forklarer hun.
»Vi kan jo ikke bevise, at man bliver hurtigere rask, men vi kan godt vise, at børnene får det bedre. Der er børn, som har ondt, som oplever at have mindre ondt, når musikerne har været der, og børn, der har kvalme, som oplever at have mindre kvalme. Man får bevidstheden et andet sted hen og får mobiliseret noget god energi hos sig selv,« forklarer hun.
Samtidig er oplevelsen også en lettelse for forældrene, forklarer Signe Frederiksen Svane.»Det er enormt hårdt at være forældre til et indlagt barn, og der er ikke rigtig mulighed for at reagere. Forældrene bliver opfordret til at være stærke og ranke ryggen og vise overskud. Derfor synes de, at det er rart at få forløst de her følelser under koncerterne. Det giver også dem fornyet energi,« siger hun.
Med musik kan man tænke på noget andet
Mette Schouw Christensen på 12 år har været indlagt i to uger efter en levertransplantation. Hun har haft besøg af musikerne fire gange på sin stue, blandt andet på sin fødselsdag, hvor de spillede fødselsdagssang for hende.
»Jeg føler, det er noget særligt, når de spiller for mig. Sidste gang blev jeg rørt, men det gør ikke noget. Det hører med, synes jeg,« siger hun. Det er specielt violinen og harpen, som hun synes, er smukke at lytte til.Hendes mor, Janni Schouw, har også kun positive ting at sige om tilbuddet. For hende gør det heller ikke noget, at det kan blive meget følelsesladet.
»Det åbner for, at man kan snakke sammen bagefter om oplevelsen. Og så gør det noget for hele afdelingen. Der stod en kødrand af mennesker uden for værelset, bl.a. mange ældre, der også blev rørt,« siger hun.
Cecilie Bruun på 14 år har haft leukæmi, men er heldigvis kommet sig. Hun har stadig kontakt med Lisbeth Sagen, som betød rigtig meget i hverdagen på hospitalet, hvor Cecilie var indlagt i mange måneder. At musikken kunne komme til hende, når hun var mest syg, betød rigtig meget.
»Det var rigtig dejligt at få slappet af og tænke på noget andet. Især hvis man sad alene, og de så kom og tilbød at spille noget. Det var rart,« siger hun.
Hun fik på et tidspunkt en guitar af Ole Kibsgaard, som han lærte hende at spille lidt på.
»Man lærte musikerne rigtig godt at kende. Det var rart at have nogle andre herinde end personalet,« siger hun.
Hendes far, Carsten Bruun, nikker genkendende til betydningen af det pusterum, som de små koncerter giver.
»Det var et afbræk, som vi så frem til. Man er udelukket fra omverdenen og føler konstant afmagt, og man skubber sig selv meget i baggrunden. Musikken får én til at relatere til ting og til minder. Ens følelser kommer frem, og man kan ikke styre det. Man sidder tit og småtuder. Det giver luft, hvor man ellers skal være stærk,« siger han.
Bringer noget normalitet ind i hverdagen
Specialet dokumenterer, at det er koncerten som helhed, der betyder noget. At musikerne kommer ind i deres hverdagstøj og banker på døren og spørger barnet, om det vil høre koncert eller ej.
»Det er alt sammen med til at give børnene noget normalitet i hverdagen og giver dem samtidig noget selvbestemmelse. Børnene skal indordne sig under en masse ting, og der er ikke så meget tid til at være børn. Musikerne snakker til barnet og giver barnet et valg,« forklarer Signe Frederiksen Svane.
BørneUngeProgrammets leder, Charlotte Blix, anbefaler andre hospitaler at søge midler til et lignende projekt. For selv om Rigshospitalet modtager de børn, der er allermest syge, er alle indlæggelser hårde, lige meget hvor korte eller lange de er. Det afgørende er, at man finder nogle musikere, som kan engagere sig så meget, som gruppen på Rigshospitalet har gjort, mener hun. Hun håber, at de kan blive ved med at tilbyde børnene på Rigshospitalet den gode oplevelse.
»Vi har penge til et år. Specialet har vist, at det her virkelig betyder noget, så jeg vil gøre meget for, at vi kan fortsætte,« siger hun.
Hårdt, men livsbekræftende
Tilbage ved koncerten er de kendte børnesange blevet afløst af den lidt melankolske svenske sang »Ack Värmeland, Du Sköna«.
»Det var en trist sang, var der nogle, der fik lyst til at græde?« spørger Ole Kibsgaard, da sangen er slut.
Et par forældre rækker hånden op.»Nu skal vi have noget andet,« siger han, og så synger han sammen med Kaya Brüel »Min kat, den danser tango«. Flere af børnene synger med og rokker i takt med hovederne.Koncerten afsluttes med »fy fy skamme«, hvor en dreng og en pige indtager dansegulvet og svinger med armene, mens de hopper og mimer teksten med kroppen.
Ekstranummeret er Tommy Seebachs »Under stjernerne på himlen«, og ganske rigtigt får det mange forskellige følelser frem i publikum.
For musikerne kan det også være et hårdt job indimellem. Men det er det værd.
»Man bliver også selv påvirket af det, men samtidig er det enormt livsbekræftende at få et barn hevet op fra minus i overskud til, at de har lyst til at smile og grine og være med. Det er fuld valuta for pengene, og det er meget intenst at mærke, at man får så kontant afregning,« siger Lisbeth Sagen.