OMAGH: Mekaniker Michael Gallagher lå – af alle steder – under en bil på sit autoværksted få kilometer uden for Omagh, da det største blodbad under urolighederne i Nordirland udspillede sig for 15 år siden.
Så snart han hørte braget, som kunne høres over ti kilometer væk, vidste han, det var en terrorbombe. Michael Gallagher msitede brutalt sin eneste søn, Adrian.
»Bomber har sådan en rullende lyd – når man er fra Nordirland, så kender man lyden af en bombe,« som den i dag 63-årige pensionerede nordirer forklarer.
Hurtigt hoppede han ind i sin bil og kørte ind mod Omagh. Foran sig kunne han se en stor grå søjle af støv og aske stå op i himlen fra byens hovedgade. Helikoptere svævede over byen, ambulancer kunne høres overalt, alt var kaos. »Åh nej, tænkte jeg.«
For Michael Gallagher vidste, at hans 21-årige søn Adrian et par timer tidligere var smuttet ind til centrum sammen med en kammerat for at købe et par nye bukser.
Først senere stod det Michael Gallagher klart, hvad der præcist var sket, forklarer han, mens vi går gennem byens strøg sammen, og han udpeger stedet, hvor bilbomben eksploderede midt i myldretiden lørdag 15. august 1998. Mens Adrian prøvede et par jeans i Wattersons, byens fine ekviperingsbutik på strøget, kom betjente pludselig ind for at evakuere alle, da der var indløbet flere bombetrusler. »Martha Pope« var der blevet sagt – kodeordet for IRA.
Adrian og hans ven blev, som alle andre, beordret ned i den modsatte ende af strøget – væk fra domhuset, hvor politiet troede, bomben var placeret. Men på tragisk vis gik alle – intetanende – dermed direkte hen mod den stjålne røde Vauxhall med bomben, parkeret lige uden for en butik med skoleuniformer med handlende mødre og børn.
Klokken 15.10 eksploderede bomben, og trykbølgen var så voldsom, at kroppe fra flere ofre aldrig blev fundet, og afrevne lemmer flød overalt. Glasskår og metalskiver skar sig gennem mængden, og den kraftige varme fra eksplosionen førte til alvorlige forbrændinger.
31 mistede livet – 14 kvinder, seks mænd, ni børn plus to ufødte. Langt over 200 blev sårede.
»Da bomben eksploderede, var min søn blot få meter fra bilen. Hvis han ikke var blevet evakueret fra butikken, havde han sikkert været i live i dag,« fortæller Michael Gallagher og viser et foto af sin søn i skoleuniform.
Da han havde identificeret sin søn i lighuset, tog han hjem til sin kone og sine to døtre.
»Adrian kommer ikke hjem,« fortalte jeg dem. »Det var svært, og det er stadig svært.«
Angreb efter fredsaftale
Terrorangrebet i Omagh kom blot fire måneder efter, at den britiske premierminister Tony Blair havde fået de stridende parter til at underskrive en historisk fredsaftale efter 30 år med uroligheder, og der hersker ikke tvivl om, at målet med bilbomben var at spolere Nordirlands nye spirende håb med fredsaftalen, som en lille hård kerne af IRA var imod.
Men fredsprocessen kørte videre, støttet af tidligere modstandere – herunder også den republikanske bevægelse Sinn Féin som i årevis havde hængt tæt sammen med IRA. I dag har der været fred i Nordirland i 15 år, og nok er der fred i forhold til dengang, hvor britiske soldater patruljerede i gaderne, men der er ikke ro, og dyb splittelse skærer sig stadig gennem samfundet.
Nordirlands politiske partier er netop nu i gang med afsluttende svære forhandlinger for at se, om de kan blive enige om et nyt og andet kapitel i fredsprocessen. Men som i 1998 sker de nye forhandlinger samtidig med en ny bølge af bomber på gaden.
Så sent som mandag aften forsøgte en mand at antænde en bombe i en butik midt i Belfasts travle handelscentrum, men han fjumrede så meget, at han, i stedet for en eksplosion, måtte flygte med ild i sit eget tøj. Sidste fredag gik en mindre bombe af i Belfast´ forlystelseskvarter, Cathedral Quarter, og i sidste måned var der et fejlslagen bilbombe-angreb ved et varehus i hovedstaden.
Skrøbelig fred
Alle de politiske partier og befolkningen bakker massivt op om fredsprocessen, men udover den seneste tids bomber har udviklingen det seneste år med al tydelighed vist, at freden er skrøbelig.
For et år siden var Belfast gennem halvanden måned næsten dagligt plaget af optøjer, ildspåsættelser og dødstrusler mod politikere, efter at nationalistiske medlemmer af Belfast Byråd havde forlangt Union Jack-flaget fjernet fra Belfast rådhus. Men de endte med at bakke op om et kompromis om at flage med Union Jack på særlige dage såsom kongelige fødselsdage. Efter afstemningen forsøgte demonstranter at bryde ind i byrådssalen og angreb byrødders biler på parkeringspladsen. Under efterfølgende demonstrationer eksploderede volden. En aften bombarderede unge protestantiske tilhængere af unionen med Storbritannien en katolsk kirke med molotovcocktails, mens børn var samlet i kirken. Alt sammen begrundet i striden om flaget.
I sommer blussede de sekteriske optøjer op igen, da den protestantiske Orangeorden – som er stærkt knyttet til kampen for en fortsat britisk union med England, Skotland og Wales – afholdt sin traditionsrige og omstridte march gennem Belfast. Fire dage i træk var der gadekampe, og over 70 betjente blev såret efter at være blevet angrebet med benzinbomber, sten og golfkugler.
Nordirlands førsteminister Peter Robinson, leder af DUP og unionstilhænger, og viceførsteminister Martin McGuinness, leder af Sinn Féin og modstander af unionen, fordømte begge volden. Trods det at de er politiske modstandere, var de enige om, at der måtte ske noget drastisk for at fastholde Nordirland på fredens vej, hvorefter amerikaneren Richard Haass, fredsudsending i Nordirland fra 2001 til 2003, i sommer blev indsat som mægler for at komme med udspil til en ny aftale for såvel regler ved politisk-religiøse marcher som brug af flag og opgøret med fortiden.
Ønsker retfærdighed
Siden september har Richard Hass og hans team holdt hundredvis af møder med alt fra de politiske partier til ofres familier, og Michael Gallagher har som talsmand for støtte- og selvhjælpsgruppen for ofrene i Omagh også haft et møde med ham.
»Det sidste jeg sagde til Haass var, at vi ikke ønsker hævn, men retfærdighed,« siger Michael Gallagher. »Hvis man begår koldblodigt mord, skal man stilles til ansvar. Af bibelen fremgår det, at den eneste synd, der ikke kan tilgives, er mord. Hvorfor? Fordi den myrdede ikke selv er i stand til at tilgive, og jeg har ingen ret til at tilgive på min søns vegne.«
Amnesti eller retssag
Når spørgsmålet om retsforfølgning overhovedet er til debat, skyldes det, at den nordirske rigsadvokat, John Larkin, ganske kontroversielt har meldt ud, at en ny aftale for Nordirland bør indeholde, at man ikke længere kan retsforfølges for mord relateret til de 30 års »uroligheder«.
John Larkin sagde, at der ikke var tale om en formel amnesti, men han argumenterede med, at det var en logisk konsekvens af, at myndighederne siden fredsaftalen i 1998 kun har formået at rejse ganske få tiltaler. »Enhver kompetent advokat vil sige, at udsigten til at få flere tiltaler mindskes for hvert år, så vi er et sted nu, hvor jeg tror, vi er nødt til at gøre regnskabet op,« sagde han.
Godt nok foreslog rigsadvokaten, at stregen for at droppe mordtiltaler kunne trækkes ved langfredag 1998, den dag fredsaftalen blev underskrevet.
»Men der er ingen forældelsesfrist på mord, og det er et helt forkert signal at sende til terrorister,« siger Michael Gallagher. »Nazister fra 2. Verdenskrig stilles også stadig til ansvar i dag.«
Han forstår dog godt forslaget, siger han, »eftersom det vil spare politiet for en masse problemer, da de har været så dårlige til at opklare sagerne«. Over 3.600 blev myrdet under ´Urolighederne´ - men 3.000 af mordene er aldrig opklaret. Ingen er heller dømt for bilbomben i Omagh. Da myndighederne ikke rejste en straffesag, anlagde ofrenes familier selv et civilt søgsmål i 2004 mod fire IRA-folk, som de mente stod bag terroren. Dette er aldrig set før. Men under retssagen blev politiet kritiseret for sin indsamling af beviser, og sagen smuldrede. De fire tiltalte blev frikendt i 2009. For Michael Gallagher og andre ramte familier i Omagh var det en yderligere skuffelse, da Theresa Villiers, minister for Nordirland, for nylig kom frem til, at der ikke var grunde nok til at iværksætte en uafhængig statslig undersøgelse af terrorangrebet i Omagh.
»Men vi nægter at give op og vil nu have den afgørelse prøvet ved retten,« siger Michael Gallagher.
Om de politiske partier i Nordirland overhovedet bliver enige om en ny aftale, er stadig usikkert, men det vil muligvis stå klart allerede i dag.
Forleden sagde landets politiske leder Peter Robinson, at han havde fået »damp ud af ørerne« af raseri over et udkast til en ny aftale, som Richard Haass præsenterede for politikerne mandag. I det første udkast havde han dog ikke amnesti til mordere med. Robinsons unionsparti modsætter sig amnesti til mordere, men vil godt overveje immunitet til gengæld for informationer om mord begået under ´Urolighederne´. I dag er det en del af fredsaftalen fra 1998, at enhver, der dømmes for et mord relateret til urolighederne, højst skal afsone to års fængsel, og at ethvert våben, der frivilligt overdrages til myndighederne, ikke må testes for at skaffe beviser i kriminalsager, hvilket allerede i dag gør det svært at skaffe nok beviser i mordsager.
Men det var et forslag fra den amerikanske mægler om, at republikkens Irlands trefarvede flag i grønt, hvidt og orange skulle vaje side om side med Union Jack over det nordirske parlament Stormont i Belfast, når der var besøg fra Dublin af den irske præsident Michael D. Higgens eller landets leder Enda Kenny, som fik Peter Robinson op i det røde felt.
For Robinson var forslaget »totalt uacceptabelt«, mens Sinn Féin, der er repræsenteret i parlamenterne i både Nordirland og Republiken Nordirland, var mere positive. For Sinn Féins løsning af den mangeårige spændte situation er netop at lade de to lande smelte sammen til en selvstændig og socialistisk stat uafhængig af England.
Richard Haass har også spurgt partierne, hvad de siger til, at Nordirland får sit eget og helt nye flag.
I dag ventes de at forholde sig til et nyt og sandsynligvis sidste udspil fra den amerikanske mægler. Uanset hvad står det klart, at følelserne for det symbolske flag ikke sådan er at undervurdere. Ej heller er smerten, som borgerne i Omagh stadig bærer med sig her 15 lange år efter bilbomben, der mærkede og forvandlede deres lille by for altid.
»De vil aldrig vinde,« sagde Tony Blair om terroristerne efter bilbomben, som viste sig at indeholde hele 225 kilo gødning og jernrør for at gøre mest mulig skade. Men vinde er netop, hvad de vil gøre, hvis de ikke jagtes og dømmes, påpeger Michael Gallagher.
»For os er det svært at acceptere, at de ansvarlige stadig går frit omkring.«