Alene stemmen. Dyb og brysk, og så toner han frem på den indre skærm. Den gamle smedeformand, tidligere fællestillidsmand på Helsingør Skibsværft og mangeårige formand for Dansk Metal, Georg Poulsen.
Én af de store skikkelser i dansk fagbevægelses nyere historie. Én som turde tale sine egne midt imod, og som måtte tage mange tæsk for det.
Før det rigtig blev moderne, forstod Georg Poulsen værdien i at netværke, også med »fjenden«. Hvis det vel at mærke tjente fællesskabets bedste.
Respekteret fra yngste smedelærling til Danmarks mægtigste erhvervsmand. Ja, for selveste Hr. Møller havde et godt øje til smedebossen, hvilket ikke faldt i lige god jord hos alle i fagbevægelsen. Slet ikke hos Hardy Hansen, den tidligere formand for SiD (i dag 3F, red.).
Hardy Hansen fnyste over Georg Poulsens »tango med storkapitalen«, som han kaldte de venskabelige møder, Mærsk McKinney-Møller jævnligt havde med smedebossen. Det vender vi tilbage til.
»Jo, det kan vi godt,« lyder hans kontante svar, da jeg i telefonen spørger, om han vil medvirke i et interview i Berlingske med fællesskabet som tema.
Hvordan ser han på fællesskabet fra sin udsigtspost som mangeårig forbundsformand og socialdemokrat?
Han tager imod i sit hjem i Ålsgårde, tæt på Helsingør. Det er her, han er vokset op, og her, han har haft en stor del af sit virke. Det er også her, hans stærke fællesskabsfølelse er grundlagt.
I øvrigt længe før han blev fagforeningsmand.
»Det begyndte jo med idrætten,« fortæller han, da vi har bænket os i den smukke stue med fabelagtig udsigt over Kattegat. Væggene er prydet af god kunst, alt står sirligt på sin plads, der er ikke et støvfnug at skimte. Solidt uden at være prangende.
Trods sine 83 år ligner han sig selv i forbløffende grad. Udstrålingen er den samme, som man husker den fra hans velmagtsdage, skarp som en ragekniv i replikken er han stadig. En tøjlet humor bobler under den bryske facade. Det vil mange danskere formentlig kunne nikke genkendende til, for Georg Poulsen er en særdeles efterspurgt foredragsholder.
Han går også ud og synger. I sidste uge var det i foreningen De Gamle Lappedrenge. Lappen, forklarer han, er stræknigen fra Helsingør By og ud mod Hotel Marienlyst.
»Det er det gamle færgemandskvarter. Her boede jeg som ungt menneske med mine forældre. Der er lavet en lille forening, der samler dem, der var drenge dengang. Der er ingen piger med. Vi blev kaldt for Lappedrengene og Hamlets Svendedrenge. Vi samles én gang om året, og i år var jeg nede og synge nogle viser og fortælle fortælle historier.«
Når man hører ham fortælle om alt det, han stadig har gang i, er det svært at fatte, at han sådan set er pensionist og har været det i adskillige årtier. Men fællesskabet har han aldrig ladet sig pensionere fra, for som han siger:
»Fællesskabet har betydet alt i mit liv, og det begyndte som sagt med idrætten. Min storebror var ti år ældre end jeg. Han begyndte at løbe og blev en meget stor løber. Han trak så min far og også mig med ind i idrætsarbejdet. Min bror var mangeårig dansk mester i løb, OL-deltager, rekordholder, og hvad ved jeg.«
Selv nåede Georg Poulsen at vinde tre danske mesterskaber.
»Det var lidt mindre end min bror, men jeg kom med i fællesskabet, og min far blev idrætsleder. Så vores hjem var præget af idræt og af fællesskabsfølelsen, for idræt er i høj grad fællesskabsfølelse. Senere blev jeg selv leder i idrættens verden.«
Georg Poulsen var kun i begyndelsen af 20erne, da han blev sekretær i Sjællands Atletikforbund. Dengang lå det ham fjernt, at han skulle blive fagforeningsmand og politiker.
»Det interesserede mig faktisk ikke. Jeg havde rigeligt med idrætten, men jeg vil tro, at kimen blev lagt der. Jeg har altid holdt meget af organisationsarbejde.«
Politisk vakt blev han først for alvor i forbindelse med storkonflikten i 1956. En konflikt, der lammede hele Danmark, fortæller han.
»Dengang arbejdede jeg på værftet i Helsingør. Jeg var holdt op med at dyrke aktiv idræt, og i 1960 blev jeg fællestillidsmand på værftet. Det tog mere og mere af min tid at være faglig tillidsmand, men det var jo også i høj grad en fællesskabsfølelse.«
Ikke vant til at forhandle
Hvordan synes du,at fællesskabet trives i dag?
»Dér, hvor jeg har haft min gang, synes jeg, at det har udviklet sig. Nu nævnte du selv, at jeg kommer fra en stor fagforening, og vi har gjort meget for at udvikle fællesskabet, blandt andet ved at samle folk fra forskellige virksomheder og egne i landet.
Det hele begyndte jo for over 100 år siden, da fagforeningerne begyndte at organisere sig, og meget aktuelt skete det i forbindelse med en lockout. Storlockouten i 1899, også kaldet Septemberforliget. Det var en langt større lockout end den, vi netop har set. Hele erhvervslivet var lukket af.
Men det var årsagen til, at man kunne begynde at organisere sig i fællesskaber,« fortæller Georg Poulsen og tilføjer, at han selv har været med til at kritisere netop Septemberforliget.
»Det gav jo arbejdsgiverne ret til at lede og fordele arbejdet, hvilket også er interessant set i lyset af den aktuelle konflikt med lærerne. Ved Septemberforliget fik man til gengæld – og det var et meget stort gode – lov til at organisere sig. Det havde man ikke kunnet før. I slutningen af det 18. århundrede blev man fyret, hvis man var med i en fagforening. Det tillod arbejdsgiverne ikke. Men dét fik man lov til i 1899, og da begyndte fællesskabet, og siden udviklede det sig op gennem det forrige århundrede.«
Georg Poulsen har svært ved at skjule sin irritation over den måde, den netop afsluttede konflikt på skoleområdet har været håndteret på – fra begge sider af bordet – ligesom han ikke køber hele retorikken omkring »den danske model«.
»I min tid har jeg været med til 12-14 indgreb i overenskomsterne. For eksempel i 1973, 1975, 1977 og 1979, ikke? Dengang var der sgu ingen, der talte om, at den danske model var ved at gå i opløsning. Det var en del af den danske model, at regeringen kunne gribe ind, når vi ikke selv kunne finde ud af det. Dét skulle de også have gjort noget før denne gang, og nu siger jeg noget, som jeg gerne vil stå ved:
Når jeg overhørte dem (Michael Ziegler, KL og Anders Bondo Christensen, DLF, red.), var det forbundet med en vis amatørisme rent forhandlingsmæssigt. At de fik lov til at stå dernede i forligsinstitutionen – omgivet af pressen, journalister og andet godtfolk – og så begynde at forhandle for åben skærm. Det har jeg dog aldrig været ude for. Noget siger mig, at de mennesker ikke har været vant til at forhandle. Det var vi andre jo. Vi voksede op med det.«
Når du kigger på fagbevægelsen i dag, hvordan synes du så, at den har det?
»Jeg har altid godt kunnet lide at opnå resultater. Det var dét, man blev fagforeningsmand for. At få den 37 timers arbejdsuge, som vi har i dag. Vi har pensionsordningen. Den var jeg glad for at være med til at lave, inden jeg holdt op. Mange fremskridt er kommet til, både før og siden. Nu er vi røget ned i den der modbydelige krise,« siger Georg Poulsen og indrømmer, at det ærgrer ham, at det ikke er lykkedes at modernisere fagbevægelsen.
»Det gælder mig, det gælder mine forgængere, og det gælder også mine afløsere. Det er fint nok med fællesskaber, men man skal også passe på, at det ikke bliver så udvandet, at styrken forsvinder, og omkostningerne bliver for store. Arbejdsgiverne fik gjort det. De havde også en enklere vej. Hvis de besluttede det oppefra, at sådan skulle det se ud, så blev det sådan. Vi andre har nogle demokratiske spilleregler, som vi skal igennem, og så kan selv en lille sten blokere vejen. Selvfølgelig ser fagbevægelsen ikke ud, som da jeg startede i den. Men jeg havde gerne set, at vi var lykkedes med en modernisering, for så havde man også fået rammet en pæl igennem de der organisationer, som ikke er fagforeninger, men kalder sig fagforeninger.«
Du mener de gule fagforeninger?
»Ja. For et års tid siden talte jeg på det, der hedder Café Hack, og lige på det tidspunkt havde man i fagbevægelsen lavet hele køreplanen for de kommende overenskomstforhandlinger. Jeg kunne ikke nære mig for at sige til de små 300 mennesker, som sad der:
»Har I nogen sinde set, at der er lavet en køreplan for Kristeligt Fællesforbund eller Frie Fagforeninger, eller hvad de nu kalder sig? Nej, det har I ikke, for når vi andre lavede køreplanen og overenskomsten – ofte under stort besvær – så tager de bare et stykke kalkerpapir og kalkerer resultatet, og så kalder de sig en fagforening.
Så kan de jo godt spare penge, når vi andre har brugt store ressourcer for at nå de resultater, og bagefter skal ud og hente pengene hjem hos medlemmerne. Så er det nemt for dem at sige: »Jamen, dét fællesskab har vi ikke, og vi er meget billigere, fordi vi ikke har de omkostninger.«
Her kunne jeg godt have tænkt mig, at vi havde været lidt smartere til at få rationaliseret. Det er i hvert fald en af årsagerne til, at det er gået, som det er gået,« siger Georg Poulsen og glæder sig ikke desto mindre over, at antallet af unge, som melder sig ind i smedeforbundet, er steget markant de seneste år.
Tango med Hr. Møller
Socialdemokraterne bløder også, hvorfor tror du, vælgerne vender dit gamle parti ryggen?
»Det er altid nemt at stille krav. Det er så enkelt, som det kan være. Jeg kan da også nogle gange være lidt kritisk over for det, der sker lige nu rent politisk. På den anden side. Når man ikke har flertallet. Selvfølgelig er det problemfyldt. Men jeg plejer at sige, at det jo ikke altid er politikernes eller de faglige lederes skyld.
I 1973 fik Glistrup 28 mandater. Det var dybt chokerende. Alle de gamle partier fik en ordentlig rumpefuld, og hvad var det blandt andet, han gik ud og sagde? Han sammenlignede skattesnyd med frihedskæmpere under krigen. Det fik han 28 mandater på. Det siger fandeme lidt mere om vælgerne, end det siger om politikerne, ikke?«
Ligesom Helle Thorning har du også selv fået mange tæsk af dine egne?
»Ja, jeg har også fået mange bank. Det er nemmere at tale folk med end imod. Jeg havde mange hårde debatter med mine egne og er blevet kaldt for både det ene og det andet, ikke mindst af Hardy Hansen. Hardy skældte mig ofte ud, fordi han syntes, at jeg lå langt fra hans egne synspunkter. En dag kom han og forærede mig en satiretegning, hvor jeg danser tango med A.P. Møller. Den blev jeg meget glad for,« siger Georg Poulsen og forklarer:
»Jeg var på god fod med den gamle reder, og det bekom ikke herren (Hardy Hansen, red.) godt, at jeg hver tredje eller fjerde måned spiste frokost med Mærsk Mc-Kinney Møller, hvor vi drøftede forskellige ting og sager.«
Hvordan gik det til, at du fik det nære forhold til Hr. Møller?
»I forbundet havde jeg en fremragende cheføkonom, som hed Steffen Møller, og som heller ikke var vellidt af så mange. Han skulle på besøg nede hos A.P. Møller, og så sagde skibsrederen: »De kan tage Deres formand med.« Det blev så til, at vi mødtes de der tre-fire gange om året. Direktøren for Lindø Værftet var som regel også med, og så sad vi der og talte om tingene og fik et beskedent måltid.«
Bespisningen var ikke som i fagbevægelsen?
»Nej, for helvede. Det var den sgu ikke. Jeg husker det helt tydeligt. Vi fik en laksesnitte, en lille bøf og et lille glas hvidvin. Og min mund, den er sådan rimelig stor, så første gang, jeg var dernede, og han sagde: »Skål Poulsen«, så var det vin væk. Jeg fik sgu ikke mere, og så måtte jeg drikke vand. Det lærte jeg jo af, så der kom jeg i alle de år, jeg var formand. Min kone blev dåbsmoder et par gange for ham. Jeg havde nogle dejlige snakke med Hr. Møller. Han var en stor personlighed. Det ved vi alle sammen.
Men du mødte også sure miner?
»Ikke hos mine egne. De var tværtimod meget begejstrede. Det var flot, at vi i forbundet kunne have de relationer, følte man. Men mange andre var bange for, at han kun holdt møder med mig for at trække ting ud af mig. Men så dum er man jo ikke. Man snakker om det, man kan stå ved, uanset hvem man snakker med. Jeg har ikke talt med Hr. Møller om noget, jeg ikke kunne stå ved bagefter.«
Kong Georg og hans hof
Georg Poulsen blev også beskyldt for at holde hof. »Kong Georg og hans hof« hed det således spydigt om den kreds af indflydelsesrige erhvervsledere, som smedeformanden samlede til jævnlige drøftelser om rigets tilstand.
»Da jeg blev næstformand for Storebæltsbroen, lærte jeg Poul Andreassen at kende. Han var formand for Storebæltsbroen og direktør i ISS. Et vidunderligt menneske. Jeg har kendt mange mennesker, men han var unik, og vi blev kernevenner. Det blev så til, at jeg samlede otte-ni af dansk erhvervslivs topfolk. »Gad vide, hvad han vil med det?« tænkte de nok i starten. De var måske lidt nervøse for, at jeg ville misbruge dem. Men det var der jo ikke tale om. Det blev nogle meget åbenhjertige samtaler, vi havde.«
Så du var på en måde før din tid?
»Ja. Da vi tabte regeringen i 1982, varede det ikke ret længe, før jeg havde samlet Schlüter og den borgerlige regerings repræsentanter i forbundshuset. For det var folk, som var valgt, og dem skulle man forhandle med, og det nytter jo ikke noget at sætte sig fornærmet hen i et hjørne. Man må prøve at få det bedste ud af det, og det gjorde jeg så. Det var helt accepteret i vores forbund.
Men vi gjorde det alt sammen for at udbygge fællesskabet. Det hvilede på at skabe de bedst mulige vilkår for fællesskabet. Det var ikke for egen vindings skyld, vel?« siger Georg Poulsen og husker, hvordan han i sin tid som fællestillidsmand på Helsingør Værft blev forsøgt headhuntet til en fin stilling som underdirektør i København.
»Vi havde et stort rederi, som hed Ove Skov, og de byggede mange skibe på værftet. En dag kom han og tilbød mig at blive underdirektør inde i hans brændselsforretning i København, Hovedstadens Kul og Koks, hed det. Men det var jeg ikke en pind interesseret i,« siger Georg Poulsen og klukler ved erindringen.
Du lod dig ikke lokke af ussel mammon?
»Nej, det gjorde jeg ikke. Det betød mere for mig at være i fællesskabet, og siden har jeg jo heller aldrig manglet noget. Vi havde fine forhold i forbundet,« siger han og ser i øvrigt fortrøstningsfuldt på fagbevægelsens fremtid.
»Det skal nok gå. Man har sine problemer, det er klart. Men dem må man så gribe an og se at få løst. Jeg synes, at nogle af organisationerne gør det udmærket, og selv konflikter kan jo føre noget godt med sig. Jeg har for eksempel lige læst, at de forbund, der har medlemmer i den offentlige sektor, lige nu har en kæmpe tilgang af medlemmer. Sådan går det op og ned, og de gule forbund, som man kalder dem, ser jeg overhovedet ikke som en trussel. De har ingen levedygtighed på længere sigt.
Som der var en, der engang sagde til mig: »Hvis ikke fagforeningerne var opfundet, måtte vi skynde os at opfinde dem.« Arbejdsgiverne har jo også en interesse i nogle stærke fagforeninger. Ellers var der jo ingen at lave aftaler med. Så kan det da godt være, at man slås undervejs,« siger Georg Poulsen, som med glæde husker tilbage på mange af arbejdsmarkedets kombattanter.
»Poulsen, har De en bibel derhjemme?«
Tidligere forligskvinde, nu afdøde Mette Koefoed Bjørnsen, husker han med speciel stor veneration:
»Hvis Mette havde været forligskvinde i dag, havde hun for længst grebet ind i den lærerkonflikt. Nå, det er en helt anden sag, men dernede i forligsinstitutionen har jeg også råbt og skreget ind imellem, og jeg kan huske engang, hvor hun pludselig sagde hun til mig:
»Poulsen, har De en Bibel derhjemme?«
»Ja, det har ethvert ordentligt hjem.«
»Så gå De hjem og slå op i Matthæus Evangeliet, kapitel 13, vers 12.«
»Hvad står der dér?«
»Gå De hjem og slå op.«
Så gik jeg hjem og slog op i Biblen, og hurtigt oversat stod der: »Den, som har meget, skal få mere, og den som intet har, skal fratages det, de har.«
Det var fandeme rart at få at vide. Sådan var Mette. Hun var vidunderlig. Første gang, jeg traf hende, var jeg kursist oppe på Metalskolen. Jeg har nok været formand her i byen. Så kom hun ind, denne store, mandhaftige kvinde, og så sagde hun:
»Jeg vil gerne se dem, der har gæld, stor eller lille, op med hænderne!«
Jeg havde sgu ingen gæld på det tidspunkt.
»Så vil jeg gerne se dem, der har eget hus med gæld i, op med hænderne.«
Der sad cirka 60 mennesker.
»Så vil jeg gerne se dem, der ikke har nogen af delene.«
Der var jeg imellem, og så sagde hun:
»Dér sidder de idioter, der betaler både jeres hus og gæld!«
Hun var sgu dejlig.«
Der er blevet længere mellem de farverige personer?
»Ja for pokker. Det er en af de ting, jeg savner. De typer. Du må regne med, at da jeg var på værftet her i Helsingør, var vi otte store værfter i Danmark og 30.000 værftsarbejdere. Og værftsarbejderne – ikke mindst deres tillidsmænd – var både politisk og fagligt fuld af holdninger. Dem skulle man sgu ikke snøre alt for meget. De kunne svare for sig, og uden at genere dem i dag alt for groft, kan jeg godt savne den type tillidsmænd. Fællesskabet var utroligt stærkt.«
Eksisterer et sådant fællesskab overhovedet i dag?
»Ja, det er jeg sikker på. Det kommer måske ikke så meget til udtryk, som det gjorde dengang, men selvfølgelig er der arbejdspladser, hvor fællesskabsfølelsen stadig er stærk. Det vil jeg i hvert fald håbe, for det har betydet meget for mig og mine og dem, jeg er vokset op med. At vi havde det stærke fællesskab. For mig har det betydet alt.«
Her i Kristi Himmelsfartsferien er fællesskabet dog viet til familien, idet ægteparret Poulsen kan fejre diamantbryllup. Det kommer ikke til at gå stille af, lover smedebossen.
I har været gift i 60 år!
»Ja. Men som min kone siger: »Du har kun været hjemme halvdelen af tiden.«
Dét tror vi på.