Det giver faktisk ikke nogen mening, at Karin Gutfelt er på besøg i mit køkken. Hun er biavler. Jeg kan ikke lide honning, og den eneste honning, jeg har, er en græsk dåse, jeg troligt tager med hjem fra en lille ø hvert år, og som jeg så forsøger at få resten af husstanden til at spise, når det går op for mig, at der virkelig ikke bliver brugt meget honning i dressinger.

Det giver faktisk heller ikke nogen mening, at Karin Gutfelt er biavler, for hun var med på min galej og kunne ikke selv lide honning i mange år. Alligevel sidder hun nu i køkkenet omgivet af glas med honning i mange farver og fortæller. For ikke bare er hun blevet biavler selv og efor for 45 bifamilier, placeret rundt omkring i Nordsjælland, hun er også en dame med en mission. Hun vil lære danskerne at værdsætte dansk honning på samme måde, som vi værdsætter vin – eller i de senere år danske øl fra mikrobryggerier.

For honning er meget andet og mere end bare de sædvanlige gennemsigtige plasticbøtter i supermarkederne med hvidt låg og en sej, lys honning, der mest af alt smager sødt, og som er lavet af bier, der fløj rundt ved rapsmarker. Det opdagede Karin Gutfelt ad to omgange. Først var hun i New Zealand på en længere rejse med mand og børn, hvor de en dag og ved et tilfælde kom forbi en butik, der solgte varer baseret på biavl. Ikke bare honning, men også Gelé Royal, pollen og alkohol fremstillet på honning.

»Jeg blev meget fascineret af det, selvom jeg aldrig selv havde spist honnng, og da vi kom hjem, tog jeg et begynderkursus i biavl i den lokalforening, jeg hører til i Nordsjællandske Bivenner, og så fik vi vores første stader hjemme i haven.«

Her skete der noget første gang, hun slyngede honning, og hun ser glad ud, mens hun fortæller om det:

»Det var en oplevelse af SMAG. Det var ikke bare sødt, det var en fylde, det var syre, citron, men også en dybde med rosiner, tørret frugt. Og jeg var helt oppe at køre over, at honning kunne smage så godt. Vi oplevede også, at der var enormt stor forskel på, hvordan honningen smagte, fra stade til stade, ja nogle gange fra tavle til tavle, fordi de blomster, som bierne besøger, afgør smagen. Det var fantastisk, og efter et par år lavede vi et firma og fik flere bifamilier.«

Nu har hun 45. De står i otte bigårde fordelt rundt i Nordsjælland, og hun har givet sig selv et år uden lønmodtagerjob til både at være biavler og at udbrede kendskabet til honning, blandt andet ved at skrive en lille bog om honnings smag.

»Honning smager jo ikke bare af honning. Den smager af det, bierne henter, og det er så fint indrettet, at honningen smager, så den passer til de råvarer, der er i sæson. Den første honning, vi slynger, sidst i maj eller først i juni, er lettere og mere mild, så den passer godt til f.eks. danske jordbær og andre råvarer, der er lette. Næste honning, vi slynger i juli, er kraftigere, så den passer til de råvarer, man spiser der. Og lynghonningen, den rigtige lynghonning, ikke den man kan købe i supermarkeder, men den, biavlere sælger, passer perfekt til efterårsmad med rodfrugter og mørkt kød. Honning kan så meget mere end bare at være sødt, og det vil jeg gerne fortælle.«

Derfor har hun skrevet en bog om honning, ligesom hun udstyrer sine egne honninger med små etiketter, der fortæller, hvilke blomster bierne fortrinsvis har besøgt, men også hvilke smagstoner der er i honning som æble eller orangeblomst. Eller hvad honningen passer til. Kraftige oste eller mildere retter.

Hun forsøger at vejlede kunderne, som hun møder på markeder, ved at fortælle om honningerne. I køkkenet viser hun det også, for hun har taget forårshonning med og demonstrerer i en ret, hvordan den elegante honning skal behandles. Græskar steges i ovnen, svampe – fra den lokale skov – og en porre sauteres. Det blandes sammen, og der kommer blåskimmelost ovenpå. Og så laver hun en dressing af eddike og honning, som hun hælder over retten, før den serveres med brød.

»Man skal ikke gøre for meget ved forårshonningen, for den er elegant og ikke så kraftig, så undgå at varme den op, så man ikke kan smage den. Honningen smager jo af det, bierne har hentet, og det er sjovt at smage forskellene. Det afhænger af, hvad bierne foretrækker, og hvad der er i området. Vi har for eksempel nogle stader stående et sted, hvor der står lindetræer tæt ved. Dem kan vi se, at de flyver ned mod, når de kommer ud af stadet,« siger Karin Gutfelt og tilføjer:

»Jeg kan kun opfordre til at plante bi-venlige planter som krydderurter.«

Hun lader et glas stå med forårshonningen. Jeg spiser lidt på nogle bær. Og så lidt mere. Indtil glasset er tomt. Så laver jeg en alarm til 15. juni 2014. »Husk forårshonning« står der.

Og nu må jeg på lynghonningjagt.

Alt det praktiske:
Overgaard Gutfelts honninger kan købes på hjemmeside overgaardgutfelt.dk, men også hos Løgismose og på markeder på Sjælland. Find tid og sted på hjemmesiden.

Overgaard Gutfelts honning er ikke økologisk certificeret, fordi man i Danmark kræver, at økologiske honninger kun må laves af bier, der udelukkende flyver på økologiske områder. En bi kan flyve tre kilometer, så der er kun få sammenhængende økologiske områder i Danmark, der er store nok til økologisk biavl. I andre lande skal områderne, bierne flyver i, kun være fortrinsvis økologiske.

Tjek i stedet, om din biavler bruger pesticider, og hvor hans eller hendes stader står, og om vedkommende opvarmer honningen. Jo mindre, man gør ved honningen, jo mere smag bevares. Hobbybiavlere kan lære mere hos Dansk Biavlerforening www.biavl.dk

Web-tv: Se Karin Gutfelt fortælle om de mange forskellige typer af honning