ONSDAG D. 20. NOVEMBER 2013:

12:48: Småpartier har medvind og modvind: Valget i år bød på både medvind og modvind for de små partier og lokallister. Glæden var stor hos lokallisten Borgernes Liste, der kunne glæde sig over et enkelt mandat i byrådet. I følge Lokalavisen Frederikssund bølgede det ellers frem og tilbage i løbet af aftenen og det var kun stemmerne fra Hornsherred-området, der endelig sikrede Borgernes Liste en plads i byrådet. "Vi nu har en platform, som vi kan bygge videre på. Vi skal fremføre vores egen politik, og så er vi endnu bedre forberedt næste gang", siger en glad spidskandidat, Tom Lysgaard. Også Enhedslisten kunne glæde sig over at være kommet ind i byrådet, endda for første gang, men det er dog med blandede følelser, da de nærmest står helt udenfor indflydelse. "Selvfølgelig havde jeg håbet på, at Socialdemokraterne havde klaret det bedre, så S, SF og så os selv havde haft flertal. Sådan ser det bare ikke ud", siger Enhedslistens spidskandidat Pelle Andersen-Harild. Blandt småpartierne var De Radikale valgets helt store tabere og må endnu engang se på fra sidelinjen."Man kan måske tænke over, at Borgernes liste er kommet ind med et slogan om ”mere kant”, og det kunne godt være, at vi skulle have forsøgt med lidt mere kant. Jeg har i stedet gået efter at være mere saglig", siger en yderst skuffet spidskandidat Helle Løvgren Mølvig.

11:21: Borgmesterkæden sikret: Venstremand er ny borgmester: Nu er der ingen tvivl, John Schmidt Andersen (V) bliver borgmester for Frederikssund de kommende fire år. Derudover bliver Pia Adelsteen (DF) viceborgmester. Frederikssund Lokalavis rapporterer, at de fleste udvalg også næsten er fordelt. Socialdemokraterne er blevet tilbudt formandsposter i Teknik- og Miljøudvalget samt Sundhedsudvalget, men har endnu ikke besluttet sig for om de vil deltage i en bred konstitueringsaftale, når de ikke kan påvirke flertallet. Af de resterende udvalg sætter DF's Kasper Andersen sig på en af de tungere poster, nemlig Social- og Ældreudvalget, og Venstre sætter sig på Opvækst- og uddannelsesudvalget.

05:09: Venstre-mand har næsten borgmesterkæden om halsen: For lidt over en halv time siden blev en foreløbig konstitueringsaftale indgået i Frederikssund. Der stiles mod en konstituering med seks involverede partier af de syv i det nye byråd. Der er tale om Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative, SF og Borgernes Liste, skriver Sjællandske Medier. Aftalen ventes først endeligt indgået kl. 9 onsdag formiddag.

TIRSDAG D. 19. NOVEMBER 2013:

20:25: Exitprognose: Venstre får borgmesterposten: Handelsskolens og Lokalavisen Frederikssunds exitprognose peger på, at Venstres John Schmidt Andersen bliver ny borgmester i Frederikssund. Det skriver Lokalavisen Frederikssund. "For pokker da. Jeg havde en god mavefornemmelse, men hvis det her holder, så er det jo endnu bedre, end vi havde håbet på," siger John Schmidt Andersen om exitprognosen.

18:11: 50 procent skal stemme på tre timer: Nyeste tal viser, at der klokken 17 var en valgdeltagelse på 48,45 procent, hvilket betyder, at 50 procent af vælgerne skal stemme de næste tre timer, hvis valgprocenten skal nå 100. Dette er nok ikke tilfældet, men Sjællandske Medier rapportere dog, at der vil være tryk på de sidste timer inden valgstederne lukker klokken 20.

15:35: Socialdemokrat tror på borgmesterpost: Socialdemokraternes spidskandidat Tina Tving Stauning tror på, at hun kan overtage posten, som hendes partifælle Ole Find Jensen har siddet på i siden sidste valg. "Jeg har en god mavefornemmelse. Jeg glæder mig til kl. 20, hvor stemmerne tælles op, og jeg kan kun opfordre folk til at stemme. Alle mand af huse, for det er et vigtigt valg for Frederikssund, og for hvilken retning kommunen skal gå", siger hun til Hornsherred Lokalavis. En af spidskandidatens mærkesager er at oprette en borgerombudsmand, hvortil borgerne kan henvende sig med spørgsmål og klager. "Om de (borgerne red.) bliver behandlet, som de skal. Om hvad der er op og ned i lovgivningen. Om hvad de selv kan gøre? Om behandlingstider og meget mere. Som udvalgsformand er det altid velkomment med sådanne samtaler, men jeg tror, at det er vigtigt, at der også er en hjælpeinstans udenfor det politiske system, som kan tage vare på den enkelte borgers sag", forklarer Tving Stauning.

12:25: Spidskandidat afgiver stemme:  Venstre Borgmesterkandidat John Schmidt Andersen har på nuværende tidspunkt lige afgivet sin stemme i Slangerup, hvor der var travlt for morgenstunden, skriver Frederikssund Lokalavis.

12:05: Ti procent har afgivet deres stemme i første time: Hver tiende vælger i Frederikssund Kommune har allerede stemt i kommunalvalgets første time. Helt præcist er det 9,91 procent af vælgerne i Frederikssund, der har afgivet deres stemme inden klokken 10, skriver Frederiksborg Amts Avis. 
 
 10:34: LA uenig med valgforsker: Liberal Alliance tror på en plads i byrådet, selvom valgforsker Søren Risbjerg Thomsen ikke tror på det. Hornsherred Lokalavis kan berette, at Liberal Alliances spidskandidat Michael Herløv har stor respekt for Søren Risbjerg Thomsen, men mener, at der er specielle forhold i kommunen, som Thomsen ikke har taget højde for. "For det første siger modellen at halvdelen af partiets fremgang på landsplan siden sidste kommunalvalg slår igennem.Det plejer at holde stik i det tilfælde, hvor partiet har en "historik". Det gør at partier som Liberal Alliance (som fik 0,2%) ved sidste kommunalvalg og Enhedslisten som ikke stillede op bliver straffet hårdt i modellen.Dertil kommer at modellen ikke tager højde for det lange seje træk Liberal Alliance har foretaget det sidste 1½ år vedrørende "Borgernes Hus", siger Herløv. På baggrund af dette mener han, at vælgerne vil belønne LA for deres mådehold ift. dyre prestigeprojekter og deres fokus på kerneydelser.

09:16: Socialdemokrat krænkede ophavsret: Den socialdemokratiske byrådskandidat Kenneth Jensen har to gange under valgkampen oplevet, at andre, uden tilladelse, har brug hans billeder. Men nu ser det ud til, at Kenneth Jensen er blevet involveret i en sag, hvor han har krænket Jyllands-Postens ophavsret, sådan skriver Frederikssund Lokalavis. Hvor Kenneth Jensen har haft godt styr på reglerne for brugen af billeder, så har han ikke haft ligeså godt styr på reglerne for brugen af artikler. På hans hjemmeside har den socialdemokratiske kandidat nemlig brugt artikler fra både lokale og nationale medier, heriblandt Jyllands-Posten, men det skal man havde tilladelse til. "Vi har ikke givet Kenneth Jensen lov til at anvende vores artikel på sin hjemmeside. Det faktum at, den nu indgår i en partipolitisk sammenhæng, mener vi gør sagen ekstra skærpende, og vi vil derfor pudse vores forbund på ham på grund af det åbenlyse brud på ophavsretten," oplyser journalist Matias Seidelin fra Jyllands-posten. Selv siger Kenneth Jensen, at han ikke var klar over, at han ikke måtte bruge artiklerne.

MANDAG D. 18. NOVEMBER 2013:

12:45: S-kandidat blokerer Venstres Facebookside: Facebook reagerede fredag prompte og lukkede en Venstre-side. Det skete, da den socialdemokratiske byrådskandidat i Frederikssund Kenneth Jensen klagede over misbrug af eget foto på Facebook-siden Vækst Team Frederikssund, som en gruppe lokale Venstre-kandidater står bag. Også Kai Bloch fra Borgernes Liste har været i Kenneth Jensens søgelys, da Bloch lagde et billede på sin hjemmeside - et billede som Kenneth Jensen havde taget i anden forbindelse. Det udløste en regning til Kai Bloch fra Kenneth Jensen, skriver Lokalavisen i Frederikssund.

ONSDAG D. 13. NOVEMBER 2013:

15:22: Venstre
prøver at fravriste Socialdemokratiet magten i Frederikssund Kommune. Den
nuværende borgmester, Ole Find Jensen (S), genopstiller ikke, hvilket har placeret
Tina Tving Stauning som Socialdemokraternes borgmesterkandidat. Men John
Schmidt Andersen (V) vil udfordre kommunens socialdemokratiske styre ved at
fokusere på mere frihed og bedre vilkår til det lokale erhvervsliv: "Vi vil gerne have, at der kommer så mange
private aktører ind som muligt. Det frie initiativ, muligheden for at bestemme
over dit eget liv" siger John Schmidt Andersen, ifølge Lokalavisen Hornsherred.