Småbanker ubekymrede over nye bankregler
De mange små lokale banker er klar til at leve op til de nye skrappe Basel III-regler, forsikrer Lokale Pengeinstitutter.
De mange små lokale banker er klar til at leve op til de nye skrappe Basel III-regler, forsikrer Lokale Pengeinstitutter.
De nye skrappe Basel III-regler, der skal polstre bankerne bedre til en eventuel ny finansiel krise, berører især storbanker, der benytter sig af forskellige finansieringskilder. De mange små lokalbanker i Danmark vil dog også blive berørt. Men en gennemgang viser, at de fleste allerede nu lever op til kravene om minimum syv procent i ren egenkapital.
- Det nye begreb er, at man skal regne på ren egenkapital, og at man ikke kan regne hybrid kapital med. Hvis man regner på det tal, så har vi for alle vores medlemmer en kernekapital på 12-13 procent. Der er selvfølgelig nogen, der ligger over, og nogen, der ligger under. Så vidt vi kan se, kan alle vores medlemmer leve op til de her regler – også når de er fuldt implementeret i 2019, siger Jan Kondrup, formand for Foreningen af Lokale Pengeinstitutter.
Han peger på, at der er en lang indkøringsperiode frem til 2019 for de nye regler.
- I den periode må man også antage, at pengeinstitutterne kan konsolidere sig. Vores medlemmer er ganske godt kapitaliserede og har et godt udgangspunkt i forhold til de her regler. Vi synes, at udspillet ser fornuftigt ud, og vi tror ikke, at vi skal ud i en kæmpe tilpasningsproces for at leve op til kravene, siger Jan Kondrup, der bifalder de nye regler:
- Jeg mener, at det er fint med de nye regler. Vi lærte af finanskrisen, at gearingen i mange banker var blevet for høj. Man havde for lidt egenkapital, og det er den, der skal absorbere tabene, hvis der kommer underskud. Den høje gearing har ramt alt for højt, når der skulle nedskrives. Derfor er det en god idé med skrappere regler, mener han.
Berlingske Business har gjort op, om de store danske banker lever op til de nye skrappe Basel-krav i dag. Konklusionen er, at langt de fleste banker lever op til reglerne, som de ser ud nu. En undtagelse er dog Vestjysk Bank, der med 5,6 procent i reel egenkapital ikke i dag lever op til kravet.
Det bekymrer dog ikke bankdirektør Frank Kristensen, der fra hovedsædet i Lemvig har udvidet banken betragteligt de seneste par år.
- Vi har brugt krisen til at være proaktive og skabe fusioner. Vi har reddet Bonusbanken, og vi har fusioneret med Ringkøbing Bank. Det tærer selvfølgelig på kapitalen, men vi er ikke bekymret for, om vi kan leve op til reglerne i 2019. Vi har investeret i fremtiden, men nu skal vi til at tjene penge, siger Frank Kristensen.