Lad os starte med begyndelserne, åbningssætningerne, i nogle af Helle Helles romaner:

»På en uge døde fire, sådan var det hernede«, fortæller Jane os i »Rødby-Puttgarden« (2005). I »Ned til hundene« (2008) indleder Bente med følgende: »Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted.«

Og i Helles seneste roman, »Dette burde skrives i nutid« (2011) lægger Dorte således ud: »Jeg skrev for meget om det trappetrin. Der smækkede jeg mig ude i marts. Der sad jeg og stirrede i april. Der stod min mor og far i dynejakker langt inde i maj. Med hvert sit hoved på skrå.«

Selv om der tales om forskellige ting, har de tre indledninger klare fællestræk: De er kendetegnet ved den samme lakonisk-konstaterende tone – en underligt uengageret og uberørt tilgang til begivenheder, der ellers burde vække fortællernes følelser.

Og de er alle tre fortalt af kvinder. Kvinder, der (som vi lærer, når vi kommer ind i romanerne) er i krise, og hvis primære reaktion herpå er resignation og eksistentiel træden vande. Kvinder, der ikke gør meget væsen af sig, men som er beslægtede med den slags »stille eksistenser«, som Herman Bang gav så fine portrætter af.

De usynlige

Som Katinka Bai fra »Ved Vejen« (1886), der lever stationsbyens stilfærdige provinsliv, bestående af tryghed og vaner, men som også har en nagende uindfriet længsel efter noget andet, tilhører Helle Helles kvindelige hovedpersoner også de usynlige, og undervejs i romanerne er der da også hilsner til Bang, som Helle selv har nævnt som et af sine forbilleder.

Janes søster hedder for eksempel Tine, ligesom titelpersonen i en af Bangs romaner, og også hun både lever og lider under provinsens til tider snærende bånd, uden reel mulighed for at komme ud af dem.

Dorte bosætter sig klos op ad stationen i en lille sjællandsk by, hvor hun flirter med billetsælgeren, mens hendes liv står i stampe.

Helle Helle har vist sig at være dansk litteraturs fineste arvtager til Herman Bang. Ikke blot tematisk. Hun har en lige så udviklet sans for gode replikskifter og for at indfange sigende detaljer, og som Bang lader hun historien udspille sig, som den fremstår for hovedpersonen.

Helles fortællere er sensitive observatører af provinslivets på én gang nære og reserverede relationer, den omgangsform, som kendetegner mennesker, der samlet ikke er flere, end at alle kender alle og har gjort det så længe de kan huske, og de indfanger de hverdagslige rutiner, der karakteriserer såvel samliv som arbejdsliv – fra madlavning, hundepasning, Uno-spil hos invalidepensionisterne Putte og John i »Ned til hundene« over hospitalsrengøring og graviditetstrængsler i »Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand« (2002) til arbejdet i parfumeriet på Rødby-Puttgarden-færgen og polsk hotelophold i »Rødby-Puttgarden«.

Det stillestående provinsliv

Helle Helle er ofte blevet rost for netop sin formidable evne til at skildre livet i provinsen. Men hendes stærkeste egenskab er utvivlsomt, at hun formår at få eksistentielle dramaer pakket ind i (eller ud af, om man vil) det stillestående provinsliv.

Jane fra »Rødby-Puttgarden« er vendt hjem til sin fødeby efter et mislykket uddannelsesforsøg, og selv om hun hurtigt glider tilbage i rollen som søster til Tine, datter af sin ustabile mor og moster til Tines lille datter Ditte, så har hun svært ved at falde ordentligt til, og hun spekulerer i det små over sin egen eksistens.

Hun føler sig, som hun fortæller, som en »silo i udkanten af en pløjemark«, usikker på, hvad der er indeni – om overhovedet noget.

En lignende eksistentiel nagen har sendt Bente ud på den tidligere nævnte jagt efter et godt sted at græde, og den afholder Dorte fra at gå i gang med den uddannelse, hun er indskrevet på, og fører hende i stedet i retning af forfattergerningen.

Det er små skridt, ja, men som vi alle ved, er det jo i disse, de største dramaer finder udtryk – hvad enten det er barnets første skridt i stuen eller astronautens første skridt på Månen.

Hos Helle er vi dog tættere på førstnævntes end sidstnævntes skridt. De eksistentielle skridt, hun skildrer, er ikke store i menneskehedens perspektiv. Men de er store i menneskets. Det er den slags trin, vi alle træder på et eller andet tidspunkt på vores vej gennem livet.

Så umådeligt lette, når man ser på dem udefra, og efter at de er gjort, men uoverkommelige i situationen og oplevet indefra. Det er denne eksistentielle magtesløshed, Helle skildrer så godt.