Da den verdensberømte DJ og BBC Radio 1-vært Pete Tong spillede til Distortion sidste år, tog han et billede oppe fra DJ-pulten af de titusind mennesker, der var samlet til fest på Vor Frue Plads. Dagen efter postede han billedet på Twitter. »Jeg spillede til den mest utrolige gadefest i København i går. Virkelig vildt! Jeg poster en video senere,« skrev han. Billedet røg ud til hans 273.559 followers på Twitter, og hermed fik mere end en kvart million mennesker fra hele verden direkte indtryk af de løsslupne festligheder, også selvom de ikke selv var der.

Uvurderlig PR for København, i hvert fald hvis man synes, at vores hovedstad skal have et image som en sjov og festlig by at besøge. Og naturligvis massiv PR for Distortion-festivalen, der, symptomatisk nok, er vokset eksplosivt i deltagerantal, siden de sociale medier blev den ypperste promotion-kanal i partyland. I 2007, dengang Facebook lige var kommet til Danmark, havde Distortion omkring 7.000 deltagere i alt. I 2012 var festivalen vokset til omkring 100.000 deltagere til gadefesterne – hver eneste dag. Og når Distortion er tilbage i slutningen af denne måned, bliver gaderne igen fyldt med kameraer, der foreviger de fotogene festligheder. Nogle af kameraerne vil være i hænderne på professionelle fotografer, men langt de fleste billeder bliver taget af glade amatører, der fanger de sjove scenarier på deres smartphones og derefter lader dem fosse ud på Facebook og Instagram, så alle kan se, at man var med, og hvor sjovt man havde det.

Læs også: Her er dette års Distortion-navne

Festbilleder er faktisk så god valuta på de sociale medier, at man har kunnet grundlægge en hel fotografkarriere på det. Såsom 29-årige Kenneth Nguyen, der skød sine første party-shots i 2007, hvor han arbejdede som afrydder på natklubben Rust. Billederne lagde han op på MySpace, der var det dominerende sociale medie på det tidspunkt. Han gjorde sig umage, skød med spejlreflekskamera og håndholdt blitz, og inden længe var han fast fotograf for adskillige festarrangører og natklubber. Der var ingen penge i det i starten, men masser af festinvitationer og gratis sprut.

Og efterhånden som Facebook eksploderede i popularitet og blev den hurtigste, billigste og mest effektive måde at få promoveret sine fester og koncerter på, fik han mere og mere travlt. Det blev hypet og smart at være festfotograf. Han kom først i køen. Netværket voksede. Nu har han eget firma og skyder pressebilleder for skuespillere og musikere og kampagner for kunder som Ungdommens Røde Kors og Momondo. »Dengang jeg startede med festbillederne, var der kun et par stykker, der lavede det samme som mig. Og vi havde vores helt egen stil. Det var ikke sådan nogle provinsagtige billedserier, hvor folk stiller sig op og laver trutmund. Vi lavede billedreportager, som fangede stemningen, ligesom hvis det var en opgave for en avis. Vi ville vise folk, hvad de gik glip af«, siger han. 25-årige Polina Vinogradova begyndte også at tage billeder til fester i 2007. Nu arbejder hun fast for det toneangivende magasin VICE og tager stadig masser af billeder i nattelivet, blandt andet på natklubben Bakken.

Læs også: Del din bolig med en Distortion-hipster

»Festbilleder giver jo sindssygt god trafik på Facebook. Folk elsker at klikke ind dagen efter festen og kigge på billederne og blive tagget, så man kan se på deres timeline, at de har været der«, siger hun. »Det er bare sådan folk kommunikerer nu. Via billeder på Facebook og Instagram«.

Men selvom festbillederne er god og billig promovering, er der alligevel nogle festarrangører, der har fået nok. Til festen Ghettobass, som blev holdt for femte gang på Nørrebro i starten af april, havde festarrangørerne en, i dansk sammenhæng, usædvanlig besked til gæsterne. »Ingen fotos«, var opfordringen. »Kun dans«. Sådan har konceptet været lige fra den første fest, og sådan bliver det ved med at være. »Man bliver ikke smidt ud, hvis man tager et billede, og der er ikke vagter, der går rundt og tjekker. Det er en opfordring fra vores side om at køre god stil«, siger Linus Ellesøe Ditzel fra Ghettobass. Den gode stil handler om at holde fokus på den musik, der bliver præsenteret, i stedet for konstant at gå op i at forevige sin oplevelse på Instagram eller Facebook.

»Det er, som om der hele tiden skal være et indhold, der kan leve videre på de sociale medier, i stedet for at man bare lader tingene opstå og forsvinde igen. Og så kommer det hele meget nemt til at dreje sig om at blive set, i stedet for at folk koncentrerer sig om det, det handler om. Nemlig musikken«, siger Linus. Uden kameraerne kan man være til stede nu og her og opføre sig, som man har lyst til, i stedet for at levere materiale til en parallel digitalverden, der efterhånden er blevet mindst lige så meget værd som den virkelige, siger han. Til gengæld mister Ghettobass-folkene muligheden for at promovere festen via billederne.

Læs også: Her er værterne til Distortions nattefester

»Set fra et strategisk synspunkt kan det virke dumt. Billeder fungerer sindssygt godt som promotion, især hvis man har nogle vilde fotografer til sin fest. Og det fravælger vi så. Men vi har fået positiv respons på vores initiativ. Der er flere, der synes, at fotograferingen har taget overhånd. Folk bruger virkelig deres smartphones heftigt, når de går i byen, og det er blevet på den måde i løbet af ret få år. Måske er det på tide, at der er nogen som os, der siger, okay, nu skaber vi altså lige et rum, hvor man er fri for det«.

Anti-foto-udmeldingen er langt fra gængs i København, men den er ikke ukendt i nattelivet. På superklubben Berghain i Berlin, hvor folk valfarter til fra hele verden for at høre det ypperligste undergrundstechno, er det eksempelvis komplet forbudt at tage billeder. Før i tiden blev samtlige kameraer konfiskeret i døren af uvenlige dørmænd med bistre miner. Nutildags får man lov til at beholde sin smartphone i lommen, men der er ret stram selvjustits på området. Forbuddet overholdes. Det betyder ikke bare, at folk kan give den fuldstændigt gas i tryg forvisning om, at de løsslupne øjeblikke ikke havner på de sociale medier dagen efter. Det booster også klubbens værdifulde eksklusivitet: Kun dem, der er med til festen, oplever den. Og dem, der er der, har fuldt fokus på musikken. Det var også dét ønske, der for nylig fik det amerikanske rockband Yeah Yeah Yeahs til at frabede sig, at publikum tog fotos under deres koncert i hjembyen New York.

Se også: Hvor finder man byens bedste fest?

»Vær venlig ikke at se showet gennem en skærm på din smartphone,« skrev bandet på et skilt med en opfordring til, at man lod sin telefon ligge i lommen. Af respekt for alle de andre publikummer bag én – og for musikerne selv. Og den slags kommer vi med sikkerhed til at se mere af til koncerter herhjemme, siger Kristoffer Buck Bramsen, direktør på spillestedet Pumpehuset. »Der er meget debat omkring det efterhånden. Og jeg tror, der er mange bands, som egentlig gerne vil have øjenkontakt. De vil næppe forbyde publikum at tage billeder, men de vil opfordre folk til at lade være.

Det er en positiv måde at gøre det på. Bare at appellere til, at folk er til stede,« siger han. »Jeg gider ikke selv stå og se en koncert gennem et kamera, men hvis folk vil det, må de selv om det. I stedet for at sætte regler op, må den bedste løsning være, at man laver en fest, der er så fed, at folk glemmer deres kamera og bare vil opleve det hele live.« Ifølge Huffington Post tog Yeah Yeah Yeahs koncertpublikum fint imod bandets ønske. Og da musikmagasinet SPIN postede et billede af bandets opfordring på Twitter ledsaget af bifaldende ord, blev det gen-tweetet mere end 800 gange.