Når Niels Nygaard snart slår på glasset ved sin private fødselsdagsfest på Hotel Gl. Skivehus i Jylland, er det i sig selv en symbolsk sløjfe på et varieret arbejdsliv.
Et arbejdsliv der forhåbentlig fortsætter mange år endnu, understreger 60-års-fødselaren selv.
Historien om Niels Nygaard, formand for Danmarks Idræts-Forbund siden 2007, begynder netop i hotelbranchen og Hotel Gl. Skivehus, der ligger klos op ad Karup Å i Skive.
Hotellet er stadig i familiens eje, og Niels Nygaard fik via sine forældre hotelarbejdet ind med modermælken. I dag er det hustruen Helle, der står for den daglige drift, men i de hvide bygninger lærte Niels Nygaard hoteldriftens puls indefra med alt, hvad det indebærer af morgenrengøring, hvidt linned og handelsrejsende på halvpension. Før han blev formand for dansk idræts største organisation, var han blandt andet direktør for Hotel Imperial i København og formand for HORESTA, branchens arbejdsgiverforening.
Før Niels Nygaard for alvor satte sig bag skrivebordet og senere fik smag for foreningsarbejdet, var han en del af den hjemlige løber-elite. Det var før et nedslidt knæ satte en stopper for de mange kilometer i løbesko.
Faktisk kan idrættens formand prale af et Danmarksmesterskab på 1.500 meter løb indendørs fra 1972. Det var dengang atletikkens hårde løberhunde snildt nåede op på 200 ugentlige træningskilometer og Niels Nygaard trænede sig til et år i USA på atletik-scholarship på Iowa State University. Drømmen om OL i Montreal levede i den unge Nygaard, men knæet og manglen på talent drillede, som han selv formulerer det. I stedet blev det arbejdet bag kulisserne i sportsklubben, der tog over.
Her blev fundamentet for foreningsarbejdet lagt. Så han senere i livet kom til at bruge meget tid på idrætten og arbejdet med organisationerne.
Han fortsatte med at løbe på amatørplan op gennem firserne, og har gennemført New York Maraton seks gange. Den personlige rekord på de mytiske 42,195 kilometer er to timer og 36 minutter. En tid, de færreste i dag er forundt at komme i nærheden af, trods al moderne hjælp fra kompressionsstrømper og gps-ure.
Fra formand i den lokale atletikklub avancerede han til formand for Dansk Atletik Forbund. En post han bestred fra 1986 til 1992.
Fællesnævneren i arbejdet med hotel- og idrætsverdenen var, at få organisationerne til at gøre en forskel.
»Det med at gøre noget sammen med andre har altid fyldt meget hos mig,« som han selv siger.
Da han i 2007 blev valgt som formand for Danmarks Idræts-Forbund, opsagde han sine andre bestyrelsesposter for at hellige sig arbejdet med idrætten, der i dag tager næsten al hans tid.
Det daglige arbejde har base i Idrættens Hus i Brøndby, mens hjemmet står i Skive. Her er den ældste datter Amanda flyttet til Århus, mens Charlotte bor hjemme lidt endnu. Når det passer, hopper Niels Nygaard på det sidste fly hjem, for at tilbringe tid med familien.
I fritiden må den tidligere eliteløber finde sig i at cykle for at motionere. Knæet er slidt ned, som han siger. Men lysten til at arbejde for idrættens organisation er intakt. Udfordringen for de kommende år bliver at sikre, at foreningerne fortsat er danskernes foretrukne sted at dyrke idræt. Frem for de private, kommercielle aktører. Og så selvfølgelig hjælpe med til, at medaljerne stadig flyder Danmarks vej.
Danmarks Idræts-Forbund holder en officiel reception i Idrættens Hus. Privat bliver 60-året naturligvis fejret på Hotel Gl. Skivehus. Der hvor det hele begyndte.