Jeff Hanneman blev i 2011 bidt af en edderkop, hvor han fik en infektion, der gjorde, at han var tæt på at miste sin arm.
Efter operationen for to år siden måtte guitaristen blandt andet lære at gå igen, men det seneste stykke tid havde Jeff Hanneman været i bedring.
Sidste år var han tilbage på scenen under et ekstranummer på festivalen Coachella i Californien.
Han var dog indlagt, da han torsdag morgen amerikansk tid blev ramt af leversvigt, der sandsynligvis var eftervirkninger fra edderkoppebidet.
»Slayer er knust over at informere, at deres bandkammerat og bror, Jeff Hanneman, gik bort klokken 11 i morges i nærheden af sit hjem i det sydlige Californien. Han efterlader sig sin kone Kathy og sine brødre Michael og Larry, og han vil blive dybt savnet,« skriver bandet.
Jeff Hanneman var med til at grundlægge Slayer i 1982 sammen med guitaristen Kerry King. De fik deres store gennembrud i 1986 med albummet 'Reign in Blood'.
Slayer betragtes som et af de fire store bands indenfor amerikansk trash-metal sammen med Anthrax, Megadeth og Metallica.