Knap var et fredeligt debatmøde om tonen i indvandrerdebatten slut og tilhørerne ude fra medborgerhuset Korsgadehallen, hvor debatten fandt sted, før slåskamp brød ud. En lille gruppe autonome gik amok på en gruppe, der viste sympati med Morten Messerschmidt (DF). Det skriver bt.dk.
- Nazister, nazister, råbte de mod Messerschmidt-tilhængerne, mens cykler blev kastet gennem luften.
Politiet var mødt talstærkt op med både kampklædte betjente, hundepatruljer og to salatfade. Betjente trak stavene, og de autonome svarede igen ved at kaste flasker mod politiet.
Politiet havde på et tidspunkt jaget nogle af de autonome over mod Blågårds plads.
Allerede inden debatmødet gik i gang, var der flere ting, der tydede på, at der ville blive ballade. Rundt omkring var der ophængt plakater med påskriften: 'Morten Messerschmidt ud af Nørrebro'.
»Det er jo ytringsfrihed«
Morten Messerschmidt opholdt sig inde i hallen, da slagsmålet brød løs, og måtte snige sig ud af bagindgangen. Han tog ifølge BTs reporter situationen og de tilråb som 'racist' og nazist', der havde mødt ham tidligere på aftenen, med ro:
- Det er jo ytringsfriheden, det handler om, og alle har jo ret til at have deres afstumpede synspunkter, sagde han og tilføjede, at han ikke havde været bange:
- Jeg følte mig ikke truet, og jeg var glad for at komme, men det var modbydeligt med håndgemænget, lød det fra DF’eren, der også delte roser ud:
- Jeg synes, at arrangørerne og politiet havde arrangeret det godt, sagde han.
Foruden Messerschmidt deltog også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) i debatten, der omhandlede tonen i indvandrerdebatten og tog udgangspunkt i debatfilmen ’Ordet fanger’ af instruktør Helle Hansen.
Ved 22-tiden var der igen ro i gaderne på Nørrebro og ingen blev anholdt.