BBC har fjernet Top Gear-vært Jeremy Clarkson fra sendefladen på ubestemt tid efter anklager om, at han skulle have slået produceren i ansigtet, skriver BBC tirsdag.

Det betyder, at søndagens episode af Top Gear ikke vil blive vist, ligesom de to sidste episoder af det britiske bilprogram ligeledes bliver droppet.

En talskvinde fra tv-kanalen har bekræftet suspenderingen, som hun begrunder med et skænderi.

»Efter et skænderi med en BBC-producer er Jeremy Clarkson suspenderet, mens vi afventer en undersøgelse. Ingen andre er blevet suspenderet. Top Gear vil ikke blive sendt på søndag. BBC vil ikke kommentere yderligere på nuværende tidspunkt,« lød det.

Nu kommer det imidlertid frem, at 54-årige Jeremy Clarkson ikke kun har nøjes med lidt mundhuggeri med tv-kanalen, men har angiveligt også slået ud efter produceren.

Det har kilder bekræftet over for BBC News korrespondenten Lucy Manning.

»Hændelsen skulle være sket sidste uge, men blev rapporteret til BBC mandag og taget hånd om tirsdag,« fortæller hun ifølge BBC.

Den kontroversielle tv-vært har ikke selv udtalt sig offentlig om sagen, men har sendt sjove tweets til sine medværter, Richard .Hammond  og James May, om hvilke film og programmer BBC kan sende i stedet for Top Gear.

Avisen The Sun, som Jeremy Clarkson har en fast klumme i, citerer ham for at sige:

»Jeg får en dejlig kold fadøl, mens jeg venter på, at det her driver over.«

Efter suspenderingen har folk oprettet en underskriftindsamling på nettet, der skal sikre Jeremy Clarkson tilbage på tv-skærmen.

Således har over 125.000 Top Gear-fans indtil videre skrevet under på indsamlingen, som bliver kaldt »Bring Back Clarkson«.

Det er dog ikke første gang, at Jeremy Clarkson, som har været vært på Top Gear siden 2002, er kommet i problemer.

Sidste år fik han en officiel advarsel fra BBC, efter han brugte det racistisk ladede ord »nigger« under optagelserne til Top Gear, som han senere undskyldte for.