»Du er sej«. Sådan siger »Arvingerne«s tilbagevendte madonna med barn, Isa (Josephine Park), nu solbrændt og med bedre medicinering, søstersolidarisk til Signe (Marie Bach Hansen), der langt om længe er blevet voksen.

Der skulle en hel sæson og fem afsnit til, før Signe fik taget sig sammen og sat sig i respekt over for den samspilsramte familie, der alt for længe har skaltet og valtet med hendes – og seernes – tålmodighed. Da Signe besluttede sig for at blive og kæmpe i stedet for at sælge Grønnegården til en andelsforening, var det nærmest en befrielse, sådan som hun, som en anden Jesus i templet, drev det tilløbne sammenrend af hippier og »talentfulde kunstnere« ud af rodebutikken. Endelig tog hun styringen, også over sin egen figur, som alt for længe har været en letpåvirkelig vindbøjtel, som forfatterne har ladet handle irriterende irrationelt for at drive handlingen frem. Glimrende lod man den vågnende Signe igen betragte sin usympatiske, glædesløse og selvoptagne familie udefra med registrerende store øjne. Og hun, der ellers havde måttet se sine forhåbninger om hamp til Holland gå op i røg, var stærkt provokeret af Thomas’ (Jesper Christensens) uansvarlige hashvrag fra forrige århundrede og ikke mindst af den mere og mere forkrampede Gro (Trine Dyrholm). De to halvsøstre tørnede langt om længe for alvor sammen i afsnittets store, melodramatiske catfight-scene, der næsten fik Krystle og Alexis fra den for længst hedengangne soap »Dollars« til at ligne amatører: »Du aner ingenting om, hvad det vil sige at have en drøm – ikke en skid,« hvæste Gro, som eminent dygtige Trine Dyrholm formfuldendt lagde det ene mere trængte udtryk efter det andet på – en flammende trods i blikket, en tikken ved øjet, en replik, farvet af løgn, trods og konfrontation, et tilbageholdt raseri lige under åndedrættet – for til sidst at slå ud i noget, der lignede skingert hysteri. Så fik hun luft.

Uhyggeligt godt

En våbenstilstand og gensidig respekt anes. Og det virkede, som om Gro nu er ved at falde tilbage til sin tålmodige kærestes (Trond Espen Seims) brede bryst. Den mand er da god, som Norge er langt. Også den følsomme lillebror Emil, som nu tilsyneladende er reformeret efter sit fængselsophold, er klar til at gå nye veje og blive voksen. Hvor er det pænt af ham, at han vil hjælpe Signe med at få skik på landbrugseventyret, og han er også mand nok til at insistere på forsoningen med storebror Frederik: »Jeg giver ikke op, Frederik«, fastslog han i den flot spillede scene med Carsten Bjørnlunds nervebundt – aftenens anden store boksekamp, der dog ikke faldt uden klicheer: »Slå mig, så slå mig da«. Er der overhovedet nogen, der siger sådan andre steder end på film?

Nu står der kun tilbage at redde Frederik fra sig selv. Carsten Bjørnlund spiller hans gradvise sammenbrud uhyggeligt godt. Han har også øvet sig på nøjagtigt det samme i første sæson, kunne man tillægge. I det hele taget fik skuespillerne underholdningsværdien tilbage i en serie, der ellers var godt på vej til at gå i stå. Men forfatterne har stadig savnet ideen med anden sæson af »Arvingerne«: En overordnet fortælling, den ikke allerede har ført til ende. Hvilket i det store og hele har gjort anden sæson til et skuffende repetitionskursus.

Ugens replik? Den går til Thomas: »Det er så anstrengende med den mistro dér.«

Hvad: »Arvingerne«. Anden sæson, femte afsnit.

Hvem: Hovedforfatter: Maya Ilsøe. Afsnitforfatter: Maja Juel Larsen. Instruktør: Mads Kamp Thulstrup.

Hvor: DR1 kl. 20.00 søndag aften.