Der var vantro og skepsis i Washington, da nyheden om, at Nordkorea er villig til at drøfte et atomfrit Korea, løb ind. Selv om alle - også den amerikanske præsident Donald Trump - holdt sig til den moderat optimistiske tone, var der en vis tvivl om det reelle indhold af budskabet, som stammede fra den sydkoreanske forhandlingsdelegation. De sydkoreanske udsendinge er netop vendt hjem efter to dage med møder i Nordkorea - blandt andre med landets leder, Kim Jong-un.

Ifølge den højtstående sydkoreanske delegation, der var i Nordkorea for at sondere mulighederne for en aftale om blandt andet en atomfri koreansk halvø, udtrykte ledelsen i det isolerede land »klart viljen til at opgive atomvåben.« Regimet i nord havde ovenikøbet givet udtryk for, at det ikke ville være nødvendigt at fastholde atomvåben, »hvis den militære trussel mod Nordkorea blev elimineret og landets sikkerhed garanteret«.

Selvfølgelig ligger der i den sidste sætning en række forbehold eller branddøre, som nordkoreanerne kan slippe ud af. For netop den sætning rummer så mange muligheder for fortolkning, at den stort set ophæver sydkoreanernes første version. Djævelen ligger som bekendt i detaljen, og nordkoreanerne har gang på gang vist, at de mestrer det diplomatiske spil på højt niveau.

Sanktionerne?

»Hvad er nordkoreanerne ude på?« lød det ifølge flere amerikanske medier i Washingtons politiske korridorer. For det var alt andet lige nye toner. Nordkorea har hidtil fastholdt, at Pyongyang ikke har planer om at opgive atomvåben som afskrækkelse overhovedet. Men selv om det glade budskab er gået igennem et optimistisk sydkoreansk filter, kan man ikke komme uden om, at en optøning mellem de to koreanske lande finder sted. Hvorfor?

»Jeg er træt af at købe den samme hest to gange«.

Er det sanktionerne, der har gjort Nordkoreas leder blød? Er det det faktum, at Kina langt om længe har strammet skruen over for Nordkorea? Er det et tilfælde, at beslutningen falder sammen med mødet i den kinesiske folkekongres, hvor der skal drøftes meget andet end blot udnævnelsen af Kinas præsident Xi Jinping som landets leder på livstid? Frygter Nordkorea endnu flere repressalier fra Kina?

Ingen ved det, men i Washington holder man muligheden for, at Nordkorea som så mange gange tidligere ønsker at forhale en situation, åben.

Ifølge The New York Times har man med variationer set samme taktik fra Nordkoreas side under præsidenterne Clinton, Bush og Obama. Som den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates udtrykte det, da han endnu engang var blevet snydt af nordkoreanerne: »Jeg er træt af at købe den samme hest to gange.«

Trump er forsigtig

Trump selv valgte den forsigtige tone og tweetede: »Der er sket mulige fremskridt i forhandlingerne med Nordkorea. For første gang i mange år har der været gjort seriøse forsøg af alle parter. Verden ser det og venter. Måske er det et falskt håb, men USA er klar til at gå hårdt i den retning, dette fører til.«

En række amerikanske forskere med indgående kendskab til Nordkorea er ikke imponerede over nyheden.

Miha Hrbernik, der er senioranalytiker ved analysevirksomheden Verisk Maplecroft, og som har et indgående kendskab til konflikten, tilslutter sig dem, der maner til forsigtighed over for nyheden. Det er sanktionerne, det drejer sig om, siger Hrbernik til den amerikanske TV-station CNBC.

Forhandlingerne kan blive svære, for Kim Jong-un har de facto atomvåben og står derfor i en stærkere forhandlingsposition end sin far. Et af kravene kan blive, at USA helt og holdent trækker sig fra den koreanske halvø, hvad USA næppe vil være med til - især ikke på et tidspunkt, hvor Kina opruster militært i regionen og direkte truer amerikansk dominans i Asien.

Kim Jong-un har også været i historiebøgerne og har konstateret, at mange af de løfter, USA tidligere har afgivet, ikke eller kun halvt er blevet indfriede, efter at nye præsidenter har taget over i Wasington. Den amerikanske præsident Bill Clinton lovede således i forbindelse med forhandlinger, at Nordkorea i 1994 ville få olie og visse teknologiske letvandsreaktorer, mod at landet opgav dets atomprogrammer. Da Bush-regeringen kom til, var den aftale død. Men som forskerne minder om, så var der bestemt også brud på aftalerne fra Nordkoreas side.

Derfor er der skepsis, og derfor er dette begyndelsen til langvarige forhandlinger med Nordkorea. Måske ...