Man kan se det på ham, Brian Molko. Han har Bowies bevægelser og attitude, og han deler The Cure-ikonet Robert Smiths sortromantiske livssyn.

Med en musikalsk pen, som kredser ufortrødent om store, farlige følelser som teenageangst, frustration, ulykkelig kærlighed og dertil afstikkere til blandt andet sygelig sex, lignede Molko og hans Placebo en gigantisk fejlbooking på Skanderborg, hvis publikum primært er til fest, sing-a-long og hjemlige toner.

Men jeg tog fejl. Den alternative rockmusik med de ærkebritiske aner, der siden midthalvfemserne har gjort Molko og hans Placebo til et millionsælgende, alternativt stjernenavn, tiltrak i første omgang 10.000 publikummer. Da Placebo en stor time senere sendte de sidste toner ud over den sorte himmel, var det antal fordoblet.

Billedserie: Skanderborg rocker

Hvorfor forstod man ikke helt. For selv om Placebo har begået både ti og 15 virkelig gode sange, siden de første toner brød igennem lydmuren i '96 - af dem er de otte deciderede hits - ja, så holdt Placebo igen og spillede med få undtagelser nyere materiale. De ligefrem insisterede på det og opførte sig undervejs, som var det endnu en dag på kontoret.

Efter 50 minutter gik Molko og hans fem kumpaner, alle klædt helt i hvidt, ud i kulissen. Det første halve minut derefter var præget af larmende tavshed, ingen råbte på eller klappede efter ekstranumre. Så kom bifaldene langsomt, og Placebo indtog igen scenen - som et totalt forvandlet band. Nu ville de noget, nu var der nerve i skidtet, hits blev hentet frem, og attituden var af den fineste internationale rockstjernekaliber.

Fire forrygende ekstranumre fik vi og blev derefter efterladt måbende med spørgsmålet på læben: Hvorfor startede de dog ikke sådan.?

Danske skuffelser

Med en større international pladekontrakt i ryggen og utallige opvarmningsjob for Metallica og AC/DC, dertil hitlisteplaceringer og massiv radioairplay, er Volbeat tidens største danske rocknavn.

Det var nu svært at forstå på Skanderborg, for som det var tilfældet tidligere på sommeren på endags-festivalen Copenhagen Live på Amager Strand, blev de danske heavyrockeres helt store svagheder udstillet.

Så mange som 95 procent af københavnernes sange lyder ens, synges ens, spilles ens: en mudret, monoton trommerytme tilsat guitarfræs og forsanger Michael Poulsens karakteristiske mumlen. På overfladen synes musikken at være farlig, men den fremstod til tider som ren, lyserød Aqua.

Det var som at overvære en pokerspillers sidste bluff blive kaldt. Om lidt mere end en måned spiller Volbeat ud med et nyt album. Der skal ske noget.

Ekstremt med Medina

Et andet es, sangerinden Medina, står lige nu midt i det potentielt største, internationale gennembrud, der er sket for dansk musik siden Safri Duo.

Pladekøberne i Tyskland elsker allerede den unge århusianske sangerinde, så Medina pisker frem og tilbage til det store naboland i syd, men havde alligevel fundet tid til at kigge forbi Skanderborg.

Arrangørerne havde helt og aldeles uforståeligt og decideret uforsvarligt placeret Medina på festivalens næststørste scene, hvor der ikke var musik at gå til andre steder. Hvorfor publikum strømmede til og fik arealet foran scenen til at ligne en myretue. Det var ekstremt.

Da Medina endelig kom frem på scenen i selskab med backingbandet, de altid funky og fyrige fætre i Gypsies, var det med en elendig, ujævn lyd. Til tider kunne man ikke høre hovedpersonen, og da der endelig kom nogenlunde styr på lyden, fik denne pen mildt sagt et chok.

Efter i mere end et år at have hyldet Medina for at besidde starquality og en fantastisk, personlig stemme, var det en skuffelse af de større at høre hende live for første gang: For hun lød fuldstændig som alle de popnavne, der hærgede den danske musikscene i 80erne. Mere præcist lød hun som Nina Forsberg fra hedengangne OneTwo.

Skuffelsen blev større endnu, for Medina udviste på intet tidspunkt format og klasse til at begå sig på de store scener. Hun havde ingen personlighed, ingen udstråling, bare en lidt for ligegyldig og intetsigende distance til det hele.

Trist.