Her nogle timer efter vores samtale, sidder jeg tilbage med en fornemmelse, som jeg lige vil dele med dig: I »bakspejlet« føler jeg det, som om vi gradvis fokuserede mere og mere på modstand/kampe/træde ud af forældres skygge. Ikke at jeg trækker noget af det, jeg har sagt tilbage – men det er ret vigtigt for mig at fortælle, at jeg grundlæggende er en meget glad mand, som føler, at jeg er det rette sted, og som er dybt taknemmelig og lykkelig over mit liv; jeg har en fantastisk familie – et meget lykkeligt ægteskab og tre børn, som jeg er totalt vild med... OG så har jeg oven i købet det mest spændende og udfordrende job, jeg kunne drømme om. Det var alt. Mange hilsner, Emmet

Mailen fra Emmet Feigenberg kommer kort tid efter et timelangt interview i hans lyse, åbne køkken i lejligheden på 4. på Frederiksberg. Selv ville han sikkert kalde mailen en af den slags mellemregninger, han i sit virke som skuespilchef på Det Kongelige Teater ikke ville belemre nogen med. Ikke alle mellemregninger skal lægges for dagen frem mod et færdigt resultat. Den er så alligevel kommet med her. Lidt fordi han ikke er chefen på disse sider, og mest fordi den fortæller en hel del om ham.

Han er kendt for at være et grundigt, ordentligt og ikke mindst diplomatisk menneske, der står inde for sine talte ord, sine valg, men han insisterer på at få nuancerne med. Verden er ikke sort/hvid. Hverken derude i virkeligheden eller »herinde« i medierne. Den er heller ikke overfladisk, hurtig i replikken eller sensationslysten. Den seriøsitet er formentlig også en af grundene til, at han ikke er et særlig velkendt ansigt uden for teaterkredse, selv om han nu i tre år med både kunstnerisk og ledelsesmæssig succes har bestridt en af de højeste kreative chefstillinger inden for teaterverdenen herhjemme.

Og netop er blevet genvalgt til at besidde endnu fire år af en rørende enig bestyrelse og et skuespiller-ensemble, der har skrevet et brev til teatrets øverste ledelse med en opfordring til genvalg af ham. Den 56-årige Emmet Feigenberg går bare lidt stille med dørene. Hans krop er klejn, brillerne er i stål med moderne former, smilet venligt, og ordene fra hans mund, når han udtaler sig offentligt, serveret med vid og holdningstæthed. »Jeg beundrer folk, der har medielækkerhed uden at miste deres seriøsitet. Det er noget, jeg ikke har samme talent for.

Og det kan da være irriterende, at det kan forveksles med, at jeg så er ham, der ikke er noget interessant at fortælle om,« siger han og smiler. Han vil dog gerne fortælle og vise mere af sig selv, og hvad han er drevet af. Godt hjulpet på vej af en håndfuld venner og kolleger, der op til interviewet er blevet bedt om at sætte flere farver på Emmet Feigenberg, end dem de fleste af os hidtil har haft i paletten.

Her malet med grovkornede strøg: Anerkendt teaterinstruktør i over 30 år, hvor han har iscenesat mere end 150 stykker inden for teater, tv og radio. Søn af direktør for turnéteatret Det Danske Teater i perioden 1974-91, Meïr Feigenberg, og skuespillerinde Pia Ahnfelt-Rønne. Bror til blandt andre nyligt afdøde dramatiker og skuespiller Gerz Feigenberg. Han brænder for både klassisk og eksperimenterende dramatik, og teatrets rolle som bærer af åndelig føde og dannelse, han dyrker ikke motion og elsker at lave mad til sin kone, skuespillerinden Anne Birgitte Lind, og sine i alt tre børn. Helst husmandskost fra Middelhavsområdet - og uden tilsatte light-produkter, som han synes smager direkte dårligt.

Men, som det viser sig med de flestes liv, er der også en større historie at fortælle om ham. Ikke en af dem fyldt med dramatiske og »blodige« scener, men en stille – og almen – fortælling, der bliver bragt i spil af ens af hans tætteste venner: »Før i tiden talte Emmet og jeg meget om kvinder. I dag taler vi om forældre. Jeg tror, at Emmet i mange år måtte kæmpe med fordommene om, at han fik noget foræret, fordi hans far var teaterdirektør. Han kom blandt andet i mesterlære hos Sam Besekow, og hans far ansatte jo nærmest hele familien på teatret.«

Emmet Feigenberg nikker, da han bliver forelagt analysen. »Jeg mærkede de fordomme, men mest inde i mig selv. Jeg tror, at mange børn, der vælger den samme branche som deres forældre, tænker »har jeg egentlig selv gjort det her, eller har jeg fået det hele foræret.« Man skal nok gennem den slags selvransagelser og anfægtelser – og så lære at se bort fra dem og stå inde for det, man selv laver.

Da min far var teaterchef, ansatte han ganske rigtigt af og til familiemedlemmer på teatret, men jeg lavede ikke kun projekter for Det Danske Teater. Jeg var meget optaget af at lave mine egne ting. Men alle kæmper vel med et spændingsfelt i forhold til deres familiebaggrund. Det er en stor drivkraft, at det findes og river i én, fordi det tvinger en til at vælge, hvad man skal lægge afstand til, hvad man vil holde fast i – og det nye, man selv vil skabe.«

Hvad betyder det i forhold til dig?
»Jeg er på den ene side enormt taknemmelig og begejstret for den kulturelle ballast, som jeg fik med fra mine forældre, fordi jeg i en sjælden grad blev præsenteret for litteratur, kunst og musik. Selv om min far var født i Tyskland, var han også meget præget af sin russiske baggrund, og der var en enorm centraleuropæisk kulturarv i mit barndomshjem.

Alle vi fire børn blev indpodet en interesse for tyske filosoffer og russiske forfattere, som blandt andre Anton Tjekhov. Min far læste Tjekhovs stykker højt for os, og jeg kan huske, at vi sad der med åben mund og polypper. Fortællingerne forekom mig så virkelige, og der var sådan en teater-parallelverden derhjemme, fordi mine forældre talte om personerne i stykkerne, som om de var virkelige. Det har givet mig helt enormt meget. En dannelse på den gode måde.«

Og på den anden side?
»Så har et af mine projekter også været at definere mig selv, frigøre mig fra den rolle, jeg havde i mine forældres univers, i familien.«

Et af de karakteristika, der specielt fremhæves hos dig både som chef og privatperson er, at du er diplomatisk. Er det en egenskab, du lærte dig allerede som barn?
»Ja, helt sikkert. Min rolle i familien var at være diplomaten, en slags mental tryllekunstner. Den, der skulle sige, at vi har det godt her i familien. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik den rolle, det får man aldrig at vide, men den var der meget tidligt. Jeg var belæst og dygtig til en bestemt form for fornuft, som jeg fik ros for. Derfor blev jeg en slags lillefar, formentlig fordi jeg kunne noget, min far ikke kunne. Jeg var ligevægtig, det var han ikke. Han var enormt intelligent, underholdende og dygtig, men han var også meget humørsyg og ængstelig.

Stemningerne skulle være gode derhjemme, og jeg forsvarede mig imod det. Indtil en dag, hvor jeg gennemskuede mine forældre og ikke længere ville være afhængige af deres ros og anerkendelse. Jeg ville væk fra det – ud af det felt, hvor jeg ikke var bundet op på den rolle. Jeg ville have mit eget univers. Det er, hvad jeg mener, når jeg siger, det har været projektet. Og det er det stadig lidt. Det holder nok aldrig op.«

Så en drivkraft hos dig som ung instruktør var ikke at få anerkendelse af din far?
»Nej, nok nærmere tværtimod. Jeg har mere søgt andres anderkendelse. Måske netop fordi jeg ville skabe mit helt eget. Jeg tog også tidligt afstand fra den anerkendelsesnarkomani, som mange i teaterverdenen – og sikkert også andre brancher – har. Jo mere selvtillid, jeg selv fik, desto mere ville jeg gøre op med den misundelse, der er. Mine forældre kunne komme i et humør, hvor de var forbistrede over, at det ikke gik dem efter fortjeneste, og det er et opslidende og farligt sted at være.

Jeg kan huske engang, hvor jeg som ung instruktør havde fået en dårlig anmeldelse, og min far sagde, at det var synd for mig. Jeg blev så rasende. Jeg havde lavet noget, lagt hovedet på blokken og stillet mig selv frem til ris og ros, men det var da ikke synd. Som om jeg gjorde det for at blive rost. Jeg gjorde og gør det, jeg gør, fordi jeg føler, jeg har noget på hjerte, noget at give videre. Jeg vil gerne roses, men det er ikke hovedmotivet.

Jeg føler virkelig, at jeg i dag kan glædes på andres vegne, andre instruktører og teatre, for i sidste ende gavner det os alle sammen, når det går godt for nogen.«

Når du nu gerne ville finde din egen identitet eller stemme, hvorfor valgte du så at gå ind i teatermiljøet, hvor begge dine forældre – og senere flere af dine søskende - var?
»Fordi jeg ville være instruktør. Det vidste jeg tidligt. I nogle år tænkte jeg på at blive filminstruktør. Jeg læste også engelsk på universitetet i fire uger, men det var slet ikke mig. Jeg fik mulighed for at komme i mesterlære hos Sam Besekow, som jeg kendte på grund af min familie, og så gik det jo meget godt. Min første forestilling, jeg lavede som 21-årig, blev vældig flot modtaget, og selv om jeg i de mange første år var tvivlende og følte, at jeg var til offentlig eksamen hver gang, var det, hvad jeg brændte for. Jeg ville dog slet, slet, slet ikke være teaterchef.«

Du ville ikke gå din far i bedene?
»Nej, for Gud skyld ikke.« Og alligevel gjorde du det. Hvorfor? »Ja, i en sen alder. Jeg havde arbejdet på Det Kongelige Teater i ti år, inden jeg søgte stillingen, og jeg blev så ærgerlig over kritikken over teatret, der jo nærmest er blevet en folkesport. Jeg tænkte, at jeg måske kunne bidrage med noget. Samtidig var jeg nået til et sted som instruktør, hvor jeg var bange for at være blevet for rutineret på den dårlige måde. Jeg følte, jeg var nødt til at lave noget, hvor jeg ikke vidste, om jeg kunne, turde eller havde styrken, visionerne eller vedholdenheden. Der var også nogle, der opfordrede mig til at søge, men da jeg gjorde det i 2007, var det helt på baggrund af min egen lyst.«

Han holder en pause. Brygger mere kaffe i sit åbne køkken på Frederiksberg. »Men så forholdt det sig også sådan, at begge mine forældre døde i foråret 2006. Med fem ugers mellemrum. Først derefter tog jeg for alvor springet. Det var ikke sådan en rationel beslutning, at »nu er han væk«, men jeg har da efterfølgende tænkt over, at det er lidt pudsigt, at jeg først søgte stillingen efter hans død.

Jeg kan huske, at folk så sødt sagde til mig, da jeg havde fået jobbet, at det var synd, at min far ikke nåede at opleve det. Jeg tænkte med et stille smil, at det vel egentlig var hele pointen. At jeg følte mig helt fri til at gøre det her, at jeg kunne træde ud af skyggen. Og flere af de andre skygger, som man gennem et liv, går ind i.«

Tænker du nogle gange over, at dit liv nu udefra set ligner det, du ville væk fra. Du er teaterchef, er gift med en skuespillerinde, har tre børn?
»Ja, det er da lidt sjovt, men det er jo sket meget sent. Jeg stiftede først den familie, jeg har nu, da jeg var 46 år. Mit udgangspunkt har altid været, at jeg gerne ville have familie, dejlige børn og beskæftige mig med det, jeg elsker. Men jeg skulle en ordentlig tur rundt, lave tilføjelser og justeringer, før det faldt rigtigt i hak og blev mit eget og ikke en kopi. Jeg havde også nogle år, hvor jeg var tvivlende over for familien som institution, fordi der hører en masse løgne, hykleri, idylliserende sludder og vrøvl med, som et barn sluger råt – og som kan gøre forfærdelig skade.

Mine forældre var for eksempel meget optaget af at fremstå enige, men det var de overhovedet ikke og indrømmede det aldrig. Men børn er ikke dumme, de ved jo godt, hvordan det forholder sig. Hvis et barn hele tiden får at vide, at det, de kan mærke, ikke passer, tager de det på sig. Tænker: Altså er det mig, der er syg og mærkelig. Pointen er bare, at der ikke er noget alternativ til familie, der er værd at tale om.

Jeg har nu fundet min vej, det sted, jeg gerne vil være, og jeg tror på, at den skyld, man kan komme til at påføre sine børn, kan reduceres ved, at man opfører sig ordentlig og tilsidesætter selviske behov. Det er jo det vidunderlige i livet, at det giver masser af muligheder for, at man kan vælge at opføre sig ordentligt. Uanset hvilke grænser og vanskeligheder livet stiller dig over for, har du altid et valg. Det er snyd at sige, at du ikke kan. Du kan altid vælge at være mere ærlig, hvis det gavner det fællesskab, du stræber efter at skabe. Specielt i det chefjob, jeg bestrider nu, kan det virkelig gøre en forskel, at være ordentlig.«

Viderefører du også den ordentlighed til dit familieliv? Du sagde på et tidspunkt, at du i din barndom også lærte, at kunstnerisk arbejde nærmest altid kan rydde bordet?
»Det håber jeg, men det er jo et vældigt dilemma, for mit job er glubsk og æder tid og kræfter. Heldigvis er børn også glubske, og de taber ikke altid »konkurrencen«. Jeg ved jo, at teatret kører, selv om jeg ikke er der hele tiden. Jeg kan godt tage åndehuller, hvor jeg går på stranden med familien, men jeg skal selv sørge for at skabe dem.

Og det er jeg ret god til, synes jeg. Jeg er også overordnet bevidst om, at hele min identitet ikke skal ligge i chefjobbet. Det er jo en kæmpe fristelse, fordi det er indlysende nemt, at alle de relationer, man har, er professionelle. Men jeg er nødt til at fastholde – og det er meget banalt – at man ikke kan være chef for noget som helst. Man kan udfylde rollen som chef og bestræbe sig på at gøre det godt, men i eksistentiel betydning ER jeg ikke skuespilchef. Når jeg ligger og sover i min seng, er jeg bare Emmet, der sover. Man skal ikke overvurdere det.«

Hvorfor er du så bevidst om det?
»Fordi jeg blandt andet så det hos min far. Da han efter mange år som teaterchef ikke blev genvalgt, var det et vældigt knæk for ham. Også selv om han havde siddet der i mange år og var 64. Men det var meget bekymrende for mig at se, ja, jeg blev ligefrem fortørnet over at opleve, at man kan lægge alle sine energier og sit selvværd over i sit virke.

Han blev også senere gået som formand for det daværende Teaterråd, hvilket var meget traumatiserende for ham, og derfra gik det brat ned ad bakke, ja, for begge mine forældre. De blev hurtigt meget gamle, fysisk og mentalt, lukkede sig om sig selv, og skammede sig næsten over at være »forhenværende«. Jeg påtog mig ikke nogen udglattende eller beskyttende rolle i det, det havde jeg jo for længe siden fjernet mig fra. Men det var da trist.«

Han har også netop mistet sin bror, Gerz, der kun blev 54 år. Det skete for knap en måned siden – og samtidig med at han blev genvalgt til skuespilchef. Han mødte i sin yderste konsekvens det »Yin og Yang«, som han også synes, er et af de spændingsfelter, der giver drivkraft i livet. Han har for eksempel altid både tvivlen og troen med i alt, hvad han gør. De to store modsætninger sorg og glæde gik dog ikke hånd i hånd.

»Jeg bad om, at offentliggørelsen om min genudnævnelse blev udsat lidt. Den kom kun to dage efter min brors død, og jeg syntes, det var usmageligt og klodset at blande så meget sammen. Jeg tænkte også, at jeg var meget ulykkelig over min brors død, men samtidig var jeg glad for udnævnelsen, og jeg ville gerne have lov til at være begge dele. Jeg havde brug tid til at trække vejret, få begravelsen overstået og fordybe mig i alle de skønne og varme tilkendegivelser, folk sendte min bror. Det betyder ikke, at sorgen over ham er gået over nu. Det tager meget længere tid.«

Han var som du inde i teatermiljøet og delte samme baggrund som dig. Var I meget tætte?
»I puberteten og 20 år frem var vi meget tætte. Vi holdt som sådan ikke op med at være det, men det udviklede sig bare anderledes. Vi fik begge børn ret sent, jeg fik min første datter med min tidligere kone, da jeg var 39 år. Min bror fik også sit første på det tidspunkt i en alder af 37. Faktisk fik både min lillesøster, min lillebror og jeg børn i 1994 og i en ret sen alder,« siger han.

»Derefter blev der længere imellem, at vi sås. Vi gik hver vores vej. Min bror var også syg på forskellige måder det meste af sit liv, og det gjorde, at vi levede hvert vores liv på en måde. Min bror betød og betyder enormt meget for mig, men jeg har faktisk også to søstre, som er lige så vigtige skikkelser i min barndoms landskab, og dem har jeg heldigvis endnu, og vi er sammen om at have mistet ham.

Da han var lille, led han af livstruende astma og var ofte på lungesanatorier rundt om i Europa eller på hospitalet. Senere i livet fik han andre lidelser – og var alkoholiseret. Det havde selvfølgelig også en indflydelse på vores forhold. Ikke at alkohol på den måde har fyldt meget, men fordi alkoholisme både er en alvorlig fysisk og social sygdom. Det er svært at bevare sine relationer intakt,« siger han uden at dvæle yderligere ved det.

»Igen tror jeg dog, at det mere end andet var mit valg, at vi ikke var mere tætte, fordi jeg havde et stort behov for at definere mig selv.« Der er således sat en form for punktum. Emmet Feigenberg er i hvert fald videre i teksten uden den store dramatik. For grundlæggende er han bare glad for det, han har, som han skriver det i sin mail. Livet er jo som bekendt fyldt med mellemregninger. Dette var blot få af hans frem mod det endelige resultat.