Politimanden, som i morges klokken 8:20 blev skudt i hovedet foran Politigården i Albertslund, er uden for livsfare.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
»Hans tilstand er alvorlig, men lægerne vurderer ham umiddelbart uden for livsfare,« lyder det fra politikredsen, der også bekræfter, at der er tale om en hundefører.
Politiet oplyser ved samme lejlighed, at en 26-årig dansk mand er anholdt og mistænkt for at stå bag skyderiet.
»Han er i forvejen kendt af politiet og bliver i morgen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup sigtet for drabsforsøg. Alt tyder på at gerningsmanden handlede alene og at der er tale om en gal mands værk,« skriver vestegnspolitiet i pressemeddelelsen.
Skærpet bevogtning ophævet
Den formodede gerningsmand havde i første omgang held til at stikke af, men blev efterfølgende fanget i Taastrup efter 30-40 minutter på flugt. Politiet har flere forskellige spor, der peger på, at det er ham, fortæller de på et netop afsluttet pressemøde.
På nuværende tidspunkt kan politiet ikke bekræfte, om den 26-årige mand er psykisk syg, men »det er der noget, der kunne tyde på,« siger politiinspektør Mogens Lauritsen på pressemødet. Han oplyser også, at det endnu ikke har været muligt at afhøre vedkommende.
Rigspolitiet har meldt ud, at der ikke længere er grund til at fastholde den skærpede bevogtning af landets politistationer. Det sker efter, at alle landets politistationer øgede bevogtningen tirsdag morgen som følge af skyderiet. Flere steder har betjente med tunge våben således haft taget opstilling foran landets politistationer.
»Det er da uhyggeligt«
Ved politigården i Albertslund er der dog fortsat afspærret her tre timer efter skyderiet. Beboere i bil og til fods bliver afvist af betjente og må finde andre ruter, fortæller Berlingskes reporter på stedet.
Både ved politigården og ved afspærringen holder betjente fortsat vagt, men seks blå skovvogne med kampklædte betjente og flere patruljebiler har forladt stedet.
Flere beboere er mødt op for at se, hvad der sker. Til Berlingskes reporter på stedet fortæller flere, at de er dybt chokerede.
»Det er da uhyggeligt, at det er kommet så tæt på efterhånden. Man tør dårligt nok gå ud længere. Satme frygteligt,« siger Svend Erik Ystrøm, der bor i den nærliggende boligblok, Kærgården.
Politiet er i øjeblikket massivt til stede ved et rækkehus i Glostrup, der ligger tæt på Albertslund. Ifølge Ekstra Bladet er det den formodede gerningsmands adresse, hvor der nu foretages en ransagning.
Statsminister: Jeg er rystet
På Christiansborg har skyderiet vakt forfærdelse, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er »rystet«.
»At en politimand på vej på arbejde er blevet skudt, er på alle måder forfærdeligt at tænke på,« udtaler han i en pressemeddelelse.
»De mænd og kvinder, der hver dag går på arbejde for at passe på os alle, skal ikke leve i frygt, når de færdes rundt i Danmark. Mine tanker går til politimanden og hans pårørende – jeg kan ikke forestille mig, hvad de gennemgår disse timer. Mine tanker er også hos de ansatte på Politigården i Albertslund, der må være i chok oven på den brutale nedskydning af deres kollega,« siger statsministeren.
Det er anden gang på få måneder, at der bliver skudt mod politibetjente i Danmark. 31. august blev to betjente og en civil person ramt af skud på Christiania i København. Det skete under en rutinemæssig aktion, hvor politiet ville fange dagens omsætning fra en af hashsælgerne i Pusher Street.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) har ingen kommentarer til sagen eller til, hvorvidt der foreligger en konkret trussel mod dansk politi, men henviser til Rigspolitiet. Rigspolitiet er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse.


