Jeg bliver så gal – faktisk rasende. Ikke over at en håndfuld unge bifaldt deres ven og drabsmanden Omars frygtelige udåd. Det og dem foragter jeg også. Nej, det er det, de andre gør, der gør mig rasende.

Knap havde pistolrøgen lagt sig og maskingeværsalverne døet hen, før Lars Vilks-komiteen var ude og proklamere, at de til efteråret vil uddele en ytringsfrihedspris på Christiansborg. Så langt, så godt. Men når frihedsprisen hedder »Den gyldne Hund« og er en legemliggørelse af den svenske tegners berygtede tegning af profeten Muhammed som hund, nu som skulptur, ja, så står jeg af og siger: Nu stopper det.

Skal Christiansborg lægge hus til denne begivenhed? Er det det, der kendetegner Danmark? Ingen politikere tør lige nu sætte spørgsmålstegn ved dette arrangement. Men det burde de. Nogen burde sige, at vi ikke vil have den type forhånelse midt ind i folkestyrets og demokratiets fineste hus. At et sted, der repræsenterer os alle, og alle danskere uanset trosretning, ikke skal stå model til dette.

Og pludselig slår det mig. Når dette ikke vil stoppe, så handler det slet ikke om ytringsfrihed og kampen for denne. Det har det aldrig gjort.

Ikke på noget tidspunkt siden Jyllands-Posten for snart ti år siden trykkte de ti satiriske tegninger af profeten Muhammed, har det handlet om kampen for ytringsfrihed. Angsten for at miste vores frihed til at ytre os, nej, den har jo aldrig været reelt truet. Nej, der har hele tiden været en skjult fælles agenda. Det har handlet om kampen mod indvandring – om indvandring af folk af ikke-vestlig oprindelse, herunder især muslimer.

Når Jyllands-Posten, Trykkefrihedsselskabet, Lars Vilks, Kåre Bluit- gen og andre enkeltpersoner har tegnet og bakket op, har det alene handlet om, gennem provokation, at skabe polarisering. Skabe så meget »dem« og »os«. Sætte så meget rav i gaden og bevidst skabe de konflikter, som har kunnet forstærke budskab og mission.

Jamen, så meld da fair og ærligt ud. Sig det, som det er, at I ikke vil muslimer. At I vil et andet Danmark. Tror på, at Danmark er bedre foruden, i stedet for at pakke det ind i forhånende tegninger og postulater om en truet ytringsfrihed.

Hvor er vi blevet narret og ført ind i en blindgyde. Gennem ti år har vi købt præmissen om, at det handlede om kampen for ytringsfrihed. Igennem ti år har vi skulle forsvare dette. Igennem ti år har vi stiltiende accepteret og samtykket til en stadigt større mistænkeliggørelse af en befolkningsgruppe. Gennem ti år har vi medvirket til at grave grøfter, skabe splittelse og utryghed, frem for at opnå en større tillid og fællesskab mellem os, der bor her. Gennem ti år har vi været med til at skabe angst.

Det værste er, at den tragedie, der ramte Danmark en weekend i februar, på ingen måde har lagt en dæmper på den kamp, den yderste højrefløj kæmper. Tværtimod. Det er som om, at deres kamp har fået ny luft, ja, ny næring.

»Virkelighedsfornægtere« bliver vi, der tror på noget andet, nu kaldt. Selv statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), blev af erhvervsmanden Asger Aamund i denne avis forleden skudt i skoene, at hun ikke tør nævne islamo-fascismen, som Danmarks virkelige fjende. Som var det et faktum.

Men hverken statsministeren eller vi, der er flest af, er virkelighedsfornægtere. Vi anerkender problemer, udfordringer, og vi tør tage den kamp for sikkerhed og demokrati, her og på slagmarken om nødvendigt. Kampen mod alle former for ekstremisme er nødvendig. Men vi nægter bare længere at hoppe på den vogn og den fortælling om ytringsfrihed, tegninger og hånende hunde, som i alt for lang tid har forpestet luften for Danmarks befolkning, langt mere end den har gavnet.