Skotske nationalister indfanget af Londons fristelser
To SNP-politikere bliver hængt ud for at have forhold til samme engelske kvinde, og det kan få konsekvenser for en planlagt sommer-kampagne til fordel for en ny skotsk uafhængighedsafstemning.
To SNP-politikere bliver hængt ud for at have forhold til samme engelske kvinde, og det kan få konsekvenser for en planlagt sommer-kampagne til fordel for en ny skotsk uafhængighedsafstemning.
Der er ikke meget, en rigtig skotsk nationalist nyder mere end at skose engelske politikere i Westminster for at tilhøre en forkælet klasse med privilegier for sig selv og vennerne uden forståelse for verden udenfor — og især uden nogen som helst forbindelse til virkeligheden i Skotland.
Derfor gjorde det ekstra ondt, da den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, i denne uge var i London for at fejre et-året for SNPs store triumf ved det britiske parlamentsvalg. Det skotske nationalistparti gjorde næsten rent bord ved valget med 56 ud af 59 skotske mandater og men udraderede Labour.
Nu har partiet 54 mandater tilbage i Underhuset. To kvindelige parlamentsmedlemmer er blevet løsgængere efter politiundersøgelser af deres rod i regnskaber. Endnu værre for SNP er en saftig skandale, der de seneste dage har udviklet sig for fuld udblæsning.
To mandlige parlamentsmedlemmer er blevet hængt ud i London-medier, der velvilligt har viderebragt historier om deres forhold til den samme 36-årige engelske, politiske freelance skribent og tidligere skuespiller Serena Cowdy.
53-årige Stewart Hosie valgt for »Dundee East«-valgkredsen meddelte inden Sturgeons ankomst til den britiske hovedstad, at han ikke genopstiller som partiets næstformand på grund af langvarige helbredsproblemer. SNP har offentliggjort brevet til Sturgeon, hvor Hosie skriver, at han også trækker sig på grund af, at hans privatliv er blevet udsat for »intens opmærksomhed«. Hosie ønsker dog at fortsætte både som parlamentsmedlem og næstformand for SNPs parlamentsgruppe.
Sturgeon er ifølge skotsk presse rødglødende af raseri, fordi hun føler sig svigtet af sin næstformand, der er gift med en af Sturgeons nærmeste venner, Shona Robison, som også er sundheds- og sportsminister i den skotske selvstyregering.
Der er ikke sluppet detaljer ud, om Sturgeons og Hosies møde bag lukkede døre i Westminster, men en yderligere konsekvens af sagen er ifølge skotske medier, at Hosie er blevet fjernet fra den tiltænkte lederrolle for SNPs planlagte »sommer-initiativ« for at puste nyt liv i debatten om skotsk uafhængighed. Det vil især kunne blive mærkbart i tilfælde af et britisk nej til EU ved afstemningen 23. juni, hvor Sturgeon allerede har meddelt, at hun i så fald måske vil kræve en ny, snarlig skotsk uafhængighedsafstemning på baggrund af et forventet markant skotsk flertal for at forblive i EU.
De to SNP-politikere har angiveligt ikke stået i forhold til den engelske kvinde på samme tid, men det skal have belastet det personlige forhold mellem de to mænd. Den 45-årige Angus McNeil, valgt for det nordvestligste Skotland, var ifølge britiske medier sammen med kvinden under den skotske uafhængighedsafstemning i 2014, mens Hosies forhold skal være nyere og måske også mere varigt. McNeil blev separeret fra sin hustru sidste år, mens Hosie og Robison tidligere i denne måned meddelte, at de ville lade sig separere.
Politiske modstandere har på baggrund af medierapporter anmodet Underhusets kontrolorganer om at undersøge, om de to SNP-medlemmer uretmæssigt har bedt om politikergodtgørelse for hotelophold sammen med den britiske kvinde i London.
Sturgeon kan ikke rigtig gøre noget. Den skotske førsteminister har måske fået nye eksempler på, at London-livet fordærver, men argumentet om, at skotter — og SNP-medlemmer — er af en anden støbning har fået et knæk.