BEIJING: Ejendomsmægleren Zhang Shaoyun er i fuld gang med at tale sig varm. Vi befinder os på hendes kontor inden for Beijings anden ringvej. Meget mere centralt bliver det ikke i den kinesiske hovedstad. Det kan ses på nabolagets huspriser. De er typisk på 100.000 kr. per kvadratmeter i lejlighedskomplekser af tvivlsom kvalitet. Men den centrale beliggenhed bliver ikke nævnt med et eneste ord.

Trumfen i talestrømmen er derimod bygningen et par blokke væk – områdets skole. Den hedder Shijia og regnes for at være blandt Beijings bedste. Alene på grund af skolen koster en lejlighed på omkring 50 kvadratmeter 800.000 kr. mere, end hvad den ellers ville have gjort, vurderer Zhang Shaoyun. Årsagen er ændringer i reglerne for, hvilke børn der havner på hvilke skoler. Valgfriheden er blevet reduceret markant, så afgørelsen i de fleste tilfælde kun afhænger af forældrenes adresse. Derfor er boligpriserne i nærheden af byens bedste skoler eksploderet. Vel at mærke på et marked, hvor priserne i forvejen har været på himmelflugt i årevis. Zhang Shaoyun finder billeder af en kælderlejlighed frem.

»Hvis man ikke selv skal bo der, kan man også overveje en lejlighed under jorden. Stort set alle, der køber den her slags lejlighed, gør det udelukkende, fordi den ligger i Shijias skoledistrikt,« forklarer hun om 53 kvadratmeter uden vinduer til over tre mio. kr. Det er nemlig nok blot at eje en bolig i området. Det er ikke påkrævet at bo der. Det har ført til nogle bemærkelsesværdige opkøb af meget små boliger for ganske store beløb rundt omkring i byen. Et sådan køb endte sidste år på over 1,4 mio. kr. for et areal på størrelse med en parkeringsplads.

I Kina er kampen om den bedste uddannelse intens. Det har den altid været. Den rette skolegang fører til den rette karriere – hvad enten målet så har været kejserens hof eller en mere moderne fortolkning i en international investeringsbank. Det handler om social status og om at sikre sig selv, familien og den næste generation. Det ligger dybt i den kinesiske selvforståelse, at viden er vejen, der leder opad mod samfundets top. Og at alle skal have muligheden for at nå så langt, talentet rækker.

Selv den fattigste bondesøn eller datter kan havne på Peking Universitet. I princippet. Derfor vækker det stor forargelse, når historier om snyd, vennetjenester eller korruption dukker op. Og det gør de tit. Konkurrencen om pladserne i de bedste skoler er så hård, at nogle forældre tager ufine metoder i brug.

Skoleforløbet fra 1. til og med 9. klasse er gratis i Kina, men på mange af de bedste og mest efterspurgte skoler er det muligt at købe en plads til sit barn. Nogle steder har prisen været oppe på 300.000 kr. i kontant udbetaling. Andre skoler går mindre direkte til værks og lader forældrene købe udstyr eller sponsorere renovering af lokaler mod, at deres børn kommer foran i optagelseskøen.

»De kalder det donationer. Forældredonationer uden kvittering. Det kan ikke spores, og som forælder har man ikke interesse i at opgøre det, fordi man gerne vil have sit barn på skolen. Det er ikke lovligt, men Kina fungerer på to niveauer. Hvad regeringen siger, og hvad der sker i virkeligheden, er ikke altid det samme.

I dag foregår det mere i det skjulte end før, men der er altid kreative metoder,« forklarer Zhao Yong, professor ved Oregon Universitet og forfatter til bogen »Hvem er bange for den store stygge drage: Hvorfor Kina har den bedste og den værste uddannelse«. Han beskriver, hvordan centralregeringen stort set hvert år indskærper over for skolerne, at den slags aftaler er dybt ulovlige. Nogen virkning har myndighedernes indsats. I de største og mest moderne byer er det stort set umuligt, hvilket i stedet har fået mere velhavende familier til at investere i ejendom tæt på skoler som Shijia i Beijing.

En skole som Shijia kaldes i Kina for en nøgleskole. Systemet blev indført i 1950erne, få år efter Kommunistpartiet kom til magten. Uddannelsesniveauet var lavt, og de fleste lærere dårligt kvalificerede. Partiet valgte derfor at sætte de bedste undervisere og elever sammen for at sætte turbo på talentudviklingen. Skolerne findes i dag på by, provins og nationalt niveau og nyder godt af bedre finansiering end normale skoler. Det var for eksempel elever fra en nøgleskole i den nordlige provinshovedstad Harbin, der dystede mod elever fra en aarhusiansk skole i DR-programmerne »9.z mod Kina«.

De kinesiske eliteskoler er længe blevet kritiseret for mest at være for de rige og privilegerede, og officielt bruges ordet nøgleskole ikke mere. I stedet bruges begreber som demonstrationsskoler, modelskoler eller eksperimenterende skole. At systemet har overlevet skyldes først og fremmest støtte fra lokalregeringer. De er interesserede i at have de bedste skoler i deres område, fordi de tiltrækker de mest ressourcestærke forældre og er prestigeprojekter i sig selv. Resultatet er skoler, der målt på faciliteter og udstyr,overgår, hvad en dansk folkeskole kan vise frem.

»Jeg besøgte en skole i Beijing i sommer, den havde laboratorier, der var på universitetsniveau. I forhold til faciliteter er den slags skoler helt i top på verdensplan. Måske er de faktisk de bedste,« fortæller Zhao Yong. Ud over at have flere ressourcer har nøgleskolerne mere frihed til at benytte egne undervisningsmetoder, hvilket er med til at tiltrække de bedste lærere.

Nøgleskolerne bliver derfor set som mere progressive og internationale. For børnene af den kinesiske elite står valget ofte mellem en nøgleskole eller uddannelse i udlandet i USA, England eller Australien. Men uanset hvilken type uddannelse skolerne kan tilbyde, er det vigtigste parameter for de fleste forældre, at skolen har succes med at få eleverne videre på de bedste gymnasier og universiteter. Og det kræver elever, der excellerer i at tage eksaminer.

Den mest frygtede eksamen finder sted som afslutning på gymnasietiden og afgør, hvilken videregående uddannelse det er muligt at komme ind på. Men allerede fra de små klassetrin tager undervisningen udgangspunkt i test.

»Det bliver banket ind i hovederne på eleverne fra starten. Det er normalt, at læreren fortæller hele klassen, hvem der har gjort det godt, og hvem der ikke har. Man lærer fra en tidlig alder, at respekt og social accept, og hvordan folk behandler en, er forbundet med ens testresultater,« fortæller amerikanske Jocelyn Reckford. Hun er i dag 17 år, men gik i en kinesisk skole fra hun var seks til ni år. Skolen gjorde en undtagelse i hendes tilfælde, for normalt kan udlændinge kun gå på skoler med særlige internationale linjer. Skoledagen var længere og lektiebyrden større i Beijing end i USA, forklarer hun.

Og så var der en anden disciplin i klassen. I en kinesisk klasse har læreren mulighed for at udpege elever, der får særlige ansvar. En slags udvidet dukseordning. De kan kendes på striberne på deres skoleuniform, der er påført en, to eller tre striber alt efter rang. Elever med en stribe har ansvaret for en gruppe på omkring fem borde og skal svare på vegne af de andre, når der laves gruppearbejde og derudover samle afleveringer ind. To striber betyder ansvar for ro og orden, når læreren er væk og for at uddelegere opgaver som at gøre tavlen ren eller feje. Hver klasse har kun en elev med tre striber. Han eller hun repræsenterer klassen ved begivenheder for hele skolen og er typisk en mønsterelev med tårnhøje karakterer.

Flid, disciplin og udenadslære er de ord, der går igen i de fleste beskrivelser af det kinesiske skolesystem. Men sådan behøver det ikke at være, forklarer Wang Yan, der har papir på at være blandt Beijings bedste undervisere. Hun har titel af teji, hvilket er den højeste udmærkelse, en underviser kan få. Og så taler karaktergennemsnittet i hendes klasser for sig selv. I ti år underviste hun i engelsk på en nøgleskole i det vestlige Beijing. Hendes elever var hvert år blandt millionbyens dygtigste. Wang Yan er fortaler for, at mange test i sig selv ikke er et problem.

»At tage en test er kun en del af det, de skal lære. En kvalitetsuddannelse skal skabe en hel person. Men de ting kan sagtens kombineres,« siger hun. At for mange kinesiske børn og unge mangler kreative egenskaber eller mod til at udfordre autoriteter, skyldes først og fremmest kedelig og forudsigelig undervisning, mener hun.

Lærerne tør ikke lade tekstbogen ligge og engagere eleverne. Hun brugte selv rollespil, sang og amerikanske TV-serier i undervisningen og sendte eleverne ud i byen for at interviewe udenlandske turister. »Mange lærere kritiserede mig for at være uansvarlig og ikke gå op i elevernes karakterer, men faktisk var deres karakterer de højeste i hele Beijing. De andre undervisere troede, at jeg var enormt hård ved mine elever, men egentlig så vi bare en masse film,« forklarer hun.

Ifølge Wang Yan er den største udfordring for den kinesiske uddannelsessektor derfor mangel på gode lærere. En del af forklaringen er den dårlige løn. En nyuddannet lærer i Beijing tjener omkring 4.500 kr. om måneden. Det kommer man ikke langt for i den kinesiske hovedstad.