»Hvordan har I det i dag, 2.A? Hvor ligger I henne på humørbarometret? Jeg krydser jer lige af. Astrid, hvordan har du det?«
Pigen kigger op.
»Jeg er et ti-tal. Jeg er jo lige kommet, så jeg har det fint.«
Det er en god dag for klassen på Valhøj Skole i Rødovre. De konstaterer én for én foran hele klassen, at de har en fin følelse i maven i dag. Bortset fra Tobias, hvis søster drillede ham lidt i morges. Han vurderer sig selv til et fem-tal.
Følelser kan være fremmed, mørkt land i børnehøjde. Noget, der ikke sådan lige er til at sætte voksenord på.
Tidligere skoleleder Camilla Obel og psykolog Maria Dressler har i de seneste seks år igennem projektet Diamantforløbene trænet skolebørn til at håndtere de indre bølger af vrede og frustration.
En slags emotionel træning om man vil.
De to konsulenter beder eleverne i 2. A om at sidde i en rundkreds og »vise en følelse«.
»Hvordan ser man ud, når man er ked af det?« spørger de. Eleverne kniber straks øjnene sammen og lader mundvigene hænge tungt ned.
»Hele formålet med forløbet er, at børn bliver bedre til at afkode og forstå hinanden, så der ikke opstår så mange konflikter eller misforståelser. Der er mange konflikter i skoleklasserne, men børn er faktisk rigtigt gode til at finde en løsning sammen. Når vi spørger de ældre børn, vil de hellere klare tingene selv end at der skal komme en voksen og gøre det,« siger Maria Dressler.
Først var kurset henvendt til de unge i Rødovre Kommune, der ikke kunne håndtere deres vrede. Siden har de arbejdet med vredeshåndteringen på samtlige aldersgrupper og tilbyder nu uddannelse for professionelle i hele landet. Fra august måned har et forskningsprojekt i samarbejde KU, AU og Trygfonden arbejdet på at evidensbasere Diamantforløbet for indskolingen.
»Lærerne har meget fokus på læring. Men for at lære skal man have ro på kroppen. Vi oplever mange børn, der er urolige. Den forskydning sker allerede i børnehaven, hvor de har fokus på læring og projekter om eksempelvis naturfænomener. Leg og glædesfyldt samvær er en forudsætning for at lære, men det er tonet ned, fordi det er svært at måle på,« siger Camilla Obel.
I dette skoleår har man også i Faxe Kommune indført »socialfag« for alle skoleelever på 2. og 6. klassetrin, hvor eleverne skal lære basale sociale kompetencer som at give plads til andre. Børn, der på grund af de moderne elektroniske medier, har svært ved at aflæse andre menneskers basale følelser, lød forklaringen fra kommunen tidligere her i Berlingske.
Lektor Hans Henrik Knoop fra DPU på Aarhus Universitet ser eksemplerne fra Faxe og Rødovre som en ny modbølge.
»Vi har traditionelt en ret skarp opdeling i personligt-sociale og faglige kompetencer, og vi er nærmest indoktrineret til at tro, at de faglige kompetencer er vigtigst, fordi børnene primært bliver målt og får karakterer i sprog, matematik og naturfag. Men man har faktisk mere brug for sociale og personlige kompetencer gennem hele livet, end man har brug for matematik.«
Hvorfor er sociale kompetencer vigtigere end matematik?
»Begge dele er vigtigt, og jeg vil ikke på nogen måde underkende betydningen af matematik. Men hvis du for eksempel lærer konflikthåndtering og god kommunikation, vil det være noget du kan bruge det hver eneste dag resten af dit liv, mens du kan spørge sig selv, hvor ofte du har haft brug før at løse to ligninger med to ubekendte i dit liv uden for skolen.«
I 2009 viste en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, at mange lærere er tilbageholdne med at lade elevernes alsidige udvikling og de bløde værdier fylde for meget, fordi det sker på bekostning af det faglige arbejde, som både de og eleverne bliver målt på.
Flere skoler vil følge efter Rødovre og Faxe. Det er de simpelthen nødt til, siger lektoren.
»Det dukker op nu, fordi der på grund af den digitale udvikling er meget mere pres på børn og unge i dag. Når børnene får mange flere påvirkninger i et opskruet tempo, vil de også reagere mere. Derfor er det i dag mere vigtigt end nogensinde, at børn lærer at kende deres følelser og at kunne sætte ord på dem.«
»Nu skal vi vise følelser med hele kroppen. Forestil dig, at du er den eneste i klassen, der ikke får lov til at være med i en leg i frikvarteret. Hvordan ser du så ud?« spørger Camilla Obel 2.A. To af drengene stiller sig med spredte ben og lægger armene beskyttende over kors, imens ansigtet bliver formørket. Nogle af de andre kan ikke lade være med at småfnise over grimasserne.
Øvelserne skal få eleverne til at forstå, at en dårlig dag i skolen og en sur reaktion ofte kommer et andet sted fra. Ingen børn vågner bevidst om morgenen og siger: »Nu skal jeg ødelægge dagen for andre.«
»De skal nå til et sted, hvor de kan spejle sig i hinanden: Ej, tænk at du bliver bange for det samme. De er virkelig fantastiske til at sige: Du har det ligesom mig. Vi lærer dem også, at de skal tage sig af de få i klassen, der ikke er i lige så godt humør som dem selv.«
Nogle forældre har spurgt, hvorfor deres barn skal lære at håndtere vrede, når barnet er stille og indadvendt. De børn har bare et andet billede af deres vrede, har Camilla Obel og Maria Dressler svaret.
»De bærer det indeni og viser måske vreden at være kede af det om aftenen. Det har jo stor betydning for dem at stå frem foran klassen og sige det. Det er ikke et socialt problem. Det er snarere et stress-problem. Det er tydeligt for enhver, hvis mor og far er misbrugere og bor i blokken. Men det er også DJØFernes børn, det sker for,« siger Maria Dressler.
I 2.As klasselokale klapper Camilla Obel hurtigt med hænderne og børnene klapper igen. Det er tegnet til at man skal høre efter. I dag er som sagt en god dag for klassen. De rejser sig op, når Camilla Obel beder dem om det. De rækker hånden pænt op, når de skal sige noget. Sådan er det ikke altid ude i klasselokalerne. Derfor arbejder man i Diamantforløbene med hele klassen. Det sker ofte også uden forældrenes indblanding.
»Hvis du begynder at involvere forældrene, er der dem, der lige afspadserer en dag for at lave øvelserne derhjemme, mens der er dem, der aldrig åbner intra. Man kan godt diskutere, om det er skolens ansvar at lære børnene de sociale færdigheder. Vi kan bare ikke komme uden om, at det i dag er skolens opgave. De står med børnene hver dag. Du kan som forælder øve en masse ting med børnene, men du kan ikke lære dem at være en del af fællesskabet,« siger Camilla Obel.
Når undervisning i basale følelser er nødvendig, skyldes det så at skolebørn opfører sig dårligere i dag, eller er det fordi, at vores normalitetsbegreber er blevet for snævre? Formand Mette With Hagensen fra foreningen Skole og Forældre giver dette svar:
»Begge dele. I de gode gamle dage skulle børnene bare gøre, hvad der blev sagt i skolen. I dag er det anden opdragelse i skolen og samfundet, og vi sætter pris på, at vores børn ikke bare siger ja og nikker.«
Tager det ansvar væk fra forældrene?
»Man skal i hvert fald huske at have forældrene med på råd. Forældrene forventer ikke umiddelbart, at skolen har sådan nogle »anger-mangement kurser«, som går tættere på det enkelte barns personlighed. Det berører den opdragelse og de familieværdier, vi står for derhjemme.«
Eleverne i 2. A står på to rækker overfor hinanden. Nu skal de lave ”spejlet”, hvor de imiterer hinandens ansigtsudtryk. Den ene række smiler, hopper op i luften og sætter hænderne foran ansigtet. Den anden følger efter. Alle børn af en tid, hvor der ikke er særlig meget plads til at have børnefællesskabet i fred.
»Der har aldrig før været så meget voksenstyring og voksenvurdering på børnenes liv. Vi har frataget børnene muligheden for at aflæse hinanden,« siger Maria Dressler.