Hvad er der gået galt hos When Saints Go Machine? Det var min umiddelbare tanke efter første gennemlytning af den danske kvartets tredje album, »Infinity Pool«. På blokken stod der ord som »undervældende« og »mislykket«. Den umiddelbare skuffelse havde selvfølgelig rødder i store forventninger.
Gruppens seneste album, »Konkylie« fra 2011, var noget af en åbenbaring med sin overraskende vellykkede blanding af fængende melodier, kunstfærdig electro og skønhedssøgende kammerpop.
Efter flere gennemlytninger begynder »Infinity Pool« dog at give lidt mere mening. Ikke dermed sagt, at det er et ubetinget vellykket album. Men de gode stunder begynder trods alt at vise sig blandt de mindre vellykkede.
På åbningsnummeret smeltes gruppens maskinelle popmusik sammen med et mere rendyrket hiphop-udtryk. Det fungerer ganske godt, og især gæstevisitten fra den amerikanske rapper Killer Mike er med til at vise nye veje frem for den danske kvartet. Hiphop-inspirationen kan ligeledes mærkes på den vellykkede single »Iodine«, der lader et tungt beat møde et grumset strygersample, toppet af med et mindeværdigt omkvæd fra forsanger Nikolaj Manuel Vonsild.
Trædesten mod nye åbenbaringer
Netop Vonsilds vokal har altid været et af When Saints Go Machines stærkeste kort. Men på »Infinity Pool« er hans excentrisk skælvende falset både kilde til øjeblikke af stor skønhed og frustration. Skønheden viser sig især, når han formår at bløde excentriciteten op med en mindeværdig melodi på et nummer som den fornemme »Mannequin« samt stedvis på den virusinficerede »Degeneration«. Men når melodierne ikke rigtig lykkes – og det sker desværre i spredte passager over store dele af albummet – lyder Vonsild som en mand med et unikt instrument, som han ikke rigtig ved, hvad han skal bruge til.
Det samme kan man sige om bandets lydarkitekter, Jonas Kenton og Silas Moldenhawer, der har en tendens til at lade arrangementerne slå unødvendige knuder på sig selv. På bekostning af flow og fremdrift. Talentet og viljen til at skubbe udtrykket i nye retninger er dog intakt, og hvis »Konkylie« var kulminationen på de eksperimenter, gruppen startede på det debutalbummet »Ten Makes A Face«, er »Infinity Pool« forhåbentlig en trædesten til en ny åbenbaring på næste udspil.
Hvem: When Saints Go Machine.
Hvad: »Infinity Pool«, EMI.