Skipper og Elbæk befinder sig på andre planeter – og det er et problem for Mette F

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag præsenterede regeringens ghetto-udspil i beboerhuset i Mjølnerparken, var han ikke alene.

Tværtimod stod han i front for en stribe ministre fra alle tre partier i VLAK-regeringen, og for første gang i lang tid talte de med én stemme. Næsten symbolsk var økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) flyttet frem ved siden af Løkke, og Ammitzbøll lignede og lød som en mand, der tror på regeringens udspil og har tænkt sig at kæmpe sammen med sin regeringschef.

Er der grund til at notere det? Ja, for som alle ved, har regeringen hidtil været uhyre ringe til at spille sammen, og det har i perioder set ud som om, især LA-ledelsen ikke har været klar over, hvad det kræver at være i regering.

I forbindelse med præsentationen af ghetto-planen lignede regeringen for første gang i lang tid et hold. Samtidig blev udspillet – med visse forbehold – pænt modtaget af DF-leder, Kristian Thulesen Dahl.

Helt anderledes ser det ud, når fokus rettes mod rød blok, og det kan frem mod næste valg vise sig at blive en udfordring for Mette Frederiksen og S-ledelsen, som længe har kunnet leve i fred, ro og fordragelighed med en voksende vælgerskare. I ly af al tumulten i blå blok.

Da regeringens ghetto-plan var blevet offentliggjort, var spændvidden i reaktionerne fra rød blok enorm. Mette Frederiksen konstaterede, at regeringens plan var et fint afsæt for forhandlinger. Hvis der var et enkelt kritikpunkt, ja, så handlede det om, at regeringens plan ikke var vidtgående nok.

Faktisk er S klar til at gå længere for at ændre på beboersammensætningen i ghettoerne og gribe endnu mere håndfast ind over for institutioner med massiv overvægt af børn med indvandrerbaggrund, ligesom S fortsat er klar til at lave et grundlæggende opgør med de muslimske friskoler, som ifølge Mette Frederiksen underminerer integrationen.

Med sin kommentar – som nok så interessant blev bakket disciplineret op af S-borgmestrene fra landets tre største byer – København, Aarhus og Odense – demonstrerede Mette Frederiksen, at hun har flyttet sit parti med syvmileskridt. Hun viste også, hvorfor det fremover bliver svært for Løkke & Co. at udstille S-ledelsen som en gruppe verdensfjerne politikere, der ikke ser problemerne i øjnene og tør træffe svære valg.

Helt anderledes forholder det sig hos Socialdemokratiets støttepartier. SF er ganske vist klar til at følge S-ledelsen på lange strækninger – især når det handler om opgøret med social kontrol og kvindeundertrykkelse i ghettoerne – mens den radikale leder, Morten Østergaard, mere tøvende er begyndt at følge efter.

På en god dag kan S, SF og R begynde at finde fælles fodslag, selv om især Morten Østergaard er sårbar, eftersom han står midt i en transformation, hvor både slappere og strammere følger ham med lige dele opmærksomhed og mistænksomhed.

Alternativet og Enhedslisten befinder sig imidlertid på helt andre planeter i solsystemet.
Blandt demonstranterne, der råbte mod regeringens ministre i Mjølnerparken, stod Uffe Ebæk, og fra Christiansborg tog Enhedslistens Pernille Skipper skarp afstand fra regeringens udspil.

Ifølge Skipper er ghettoplanen virkningsløs symbolpolitik af værste skuffe.
»Det er komplekse problemer med arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet, sociale problemer, sprog og integration viklet ind i hinanden, der præger områderne. Det får man ikke bugt med ved straf og sanktioner,« lød det torsdag fra Pernille Skipper.
Hun konstaterede også, at hun sådan ville ønske, »at regeringen ville indkalde eksperter, fagpersoner, beboere og andre, der rent faktisk ved noget om problemerne, og begynde at lytte frem for at stigmatisere og grave grøfterne i samfundet dybere«.
Ifølge Skipper ville det bl.a. være langt bedre at begynde at ansætte socialrådgivere i daginstitutionerne og folkeskolerne, »så man opdager og hjælper lærere og pædagoger til at tage hånd om problemer langt tidligere«.

Så vidt rådet fra Skipper, der forholdt sig tavs om den udvikling, som i løbet af relativt få årtier har fået 50.000 indvandrere fra ikke-vestlige lande til at stige til ca. 500.000, og som har medført fremkomsten af parallelsamfund og resulteret i mislykket integration for titusinder af indvandrere.

Når borgerlige regeringer har søgt at stramme og bremse udviklingen, har der lydt voldsomme protester fra Enhedslisten. Senest illustrerede Skippers partfælle Ninna Hedeager Olsen, som er Københavns nye teknik- og miljøborgmester, hvor langt Enhedslisten befinder sig fra de øvrige partier.

I et interview med Politiken sagde hun for nylig, at de virkelige parallelsamfund er der, hvor de rige bor.
»Jeg synes, at Mjølnerparken er meget mere mangfoldig. De virkelige parallelsamfund er der, hvor der kun bor rige mennesker, der minder om hinanden og lukker sig enormt meget om sig selv og ikke løfter noget som helst fælles ansvar for samfundet, og som nogle gange endda rejser hegn rundt om deres boligområder,« lød det fra Ninna Hedeager Olsen.

Borgmesterens analyse udløste et læserbrev fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der konstaterede, at »hvis Københavns nye borgmester og måske Politiken virkelig mener, at parallelsamfundene i stedet findes i nybyggede ejerlejligheder på Islands Brygge, er det en hån mod de skatteborgere, der betaler for en stor del af vores velfærdssamfund.«

Da bandekrigen rasede i København i efteråret, hvor bandemedlemmer skød mod hinanden, skabte massiv utryghed og på et tidspunkt skød direkte mod politiet, advarede Ninna Hedeager Olsen i øvrigt også om, at det var af »ekstremt stor betydning«, at betjentene ikke »eskalerede konflikten«.

I lang tid har S-ledelsen frygtet, hvordan det bliver for Mette Frederiksen at skulle stå side om side med Morten Østergaard, Uffe Elbæk og Pernille Skipper i en valgkamp, hvor udlændinge-, asyl- og integrationspolitik kommer til at stå højt på dagsordenen.

I S kan man i dag måle, at vælgerne tror på, at Mette Frederiksen vil være en ægte garant for en stram kurs, og derfor vil S i egen ret stå stærkere over for blå blok end nogensinde tidligere i en valgkamp. Men det er også klart, at Østergaard og især Elbæk og Skipper vil blive en belastning. For nok kan Alternativet og Enhedslisten i en kommunal valgkamp vinde stort på f.eks. Nørrebro med deres rød-grønne kombination af socialisme, bæredygtighed og mangfoldighed.
Men det er ikke en recept, som samler det store flertal af danskere på landsplan.

Mette Frederiksens svære opgave kommer derfor til at bestå i at håndtere sine støttepartier og overbevise danskerne om, at de ikke får indflydelse på Socialdemokratiets nye kurs i udlændinge- og integrationspolitikken.