Hvis Finansministeriet ikke blander sig alt for radikalt, kan vi inden længe vente en parlamentarisk afslutning på det tovtrækkeri, som blev igangsat ved medieforliget af 2006 med en løfteparagraf om fremtidssikring af det hullede kludetæppe af støtteordninger.

Sammen med Rambøll Management Consulting og medieforsker Preben Sepstrup havde jeg den fornøjelse at fremskaffe det forskningsmæssige grundlag for en kritisk granskning af de 5,5 milliarder kroner, som skatteborgere og licensbetalere hvert år stiller til rådighed for presse, radio og TV. Mediestøtteudredningen blev offentliggjort i september 2009, men vandt ikke ubetinget tilslutning i mediebranchen, fordi reformforslagene lagde op til omlægning af DRs medielicens og dagspressens nul-moms.

I stedet blev der nedsat et udvalg domineret af branchefolk med Henning Dyremose for bordenden. Udvalget fremlagde sine anbefalinger i september 2011 under overskriften »Demokratistøtte«. Betænkningen fokuserede udelukkende på en omlægning af de trykte mediers distributionstilskud, der stort set ville give uændrede vilkår for dagbladene og samtidig frigøre en mindre pulje til fritstående web-medier. Hverken nul-moms eller DR-licens blev berørt.

Dyremose-udvalget vinklede sine anbefalinger, så den daværende kulturminister blot behøvede at vælge mellem en helt eller delvis platformneutral reform. Derved havde Danske Dagblades Forening og de associerede brancheorganisationer, ugeaviserne, radioerne og Digitale Publicister, der deler kontorfællesskab i Skindergade 7, sikret sig afgørende indflydelse.

Men så fik vi jo ny regering. Det, der var tænkt som en ekspeditionssag, blev pludselig nervepirrende. Finansministeren begyndte at interessere sig principielt for erhvervsstøtte og nul-moms. Kulturministeren ville ikke acceptere uændrede tilskud til de etablerede bladhuse, så længe mediestøtten til iværksættere af kaospilot-typen forblev forsvindende lille. Socialdemokraterne insisterede på støtte til arbejderbevægelsens fagblade, mens Enhedslisten kastede sig ind i kampen for dagbladet Arbejderen, der stod til at miste sit statstilskud.

I mellemtiden tog Danske Dagblades Forening initiativ til en samling af de toneangivende danske mediehuse i foreningen Danske Medier, der nu også rummer internetmedier, specialmedier og magasinpressen. Dermed fik mediemogulerne i Skindergade sendt et vigtigt signal til Christiansborg, inden forligsforhandlingerne for alvor går i gang.

Mit gæt er, at den offentlige mediestøtte efter seks års spilfægteri ender ganske tæt på status quo, dog med lidt flere penge til nystartede specialmedier og lidt færre penge til Berlingske og JP/Politikens Hus. Det kan de forenede foreninger i Skindergade sikkert udmærket leve med. Men det er stadig et åbent spørgsmål, om en sådan støttemodel er optimal for det danske demokrati.